10. Beretning (St. Vincent – Bonaire  489sm) ”Kurs mod Panama”

 

Total 6465sm

 

Efter at have taget afsked først med Torben og dagen efter med Birthe, er det nu tid til at vende om og sejle tilbage til Grenada for at få monteret rulleforstaget.

 

Inden Torben og Birthe rejste, gav de en fælles afskedsmiddag med drinks og det hele i Sunsail’s restaurant på havnen i Blue Lagoone. Det er altid lidt trist når nogle skal rejse hjem, så afskedsmiddagen, som er ved at blive en tradition, er et lyspunkt.

I forbindelse med turene til lufthavnen fik vi også set hovedstaden Kingstown. Birthe og jeg var der om søndagen, men da var alt lukket, og det lignede faktisk en spøgelsesby. Befolkningen er fattig og byen har et meget dårligt ry. Som de eneste turister i byen, følte vi os faktisk lidt utrygge, men heldigvis stod der en politibetjent næsten på hvert gadehjørne. Vi fik alligevel hurtigt nok, og tog den første bus tilbage til båden. Busturen var en oplevelse i sig selv. De små minibusser er oftest overfyldte, radioen kører på fuld tryk og det samme gør bussen. Samtidigt er det rørende billigt at benytte dem.

Henrik og Kathrine var derinde om mandagen hvor alt var åbent, og de fik et bedre indtryk af Kingstown.

 

Det ser ud til at Birthe og Torben har taget det dårlige vejr med sig hjem, for nu er der længere perioder med tørvejr og sol. På turen til Union Island lykkedes det derfor endelig at få lappet gummibåden. Vi havde taget den op på fordækket, men selvom det holdt tørvejr, fik første lag lim desværre et skvat saltvand fra en skæv sø. Vinden var frisk agten for tværs og ved 16 tiden kunne vi kaste anker bag det beskyttende koralrev i Clifton. Det er et mærkeligt sted at ankre, da vinden blæser direkte ind fra Atlanterhavet. Denne gang dog heldigvis ikke så kraftigt som sidst vi lå her.

 

Endnu en dag med sol, og vi havde en rigtig god sejlads med vinden agten for tværs det meste af vejen fra Union Island til Grenada. Da vi var ud for St. Georges sidst på eftermiddagen, besluttede vi os for at gå ind der, da det nok ville knibe med at nå til Prickly Bay inden det blev mørkt.

Da vi havde ankret tog vi ind for at købe lidt ind til aftensmaden. Supermarkedet ”Foodland” viste sig at være et af de flotteste, største og mest velassorterede supermarkeder vi længe havde mødt, og det blev da også til en stor vognfuld inden vi var færdige. Personalet pakkede det hele i poser og kørte det ud til supermarkedets egen dinghy dok, hvor vores gummibåd lå. Der var således godt læs på da vi tøffede tilbage mod Albatros. Pludselig lød der et bump og gummibåden blev bremset hårdt op. Hurtigt begyndte vandet at stige op fra bunden af båden, og vi var med det samme klar over, at vi havde ramt en pæl fra en gammel ødelagt bådebro. De fleste stak op over vandet, men den vi sejlede på var knækket lige under vandoverfladen, så vi havde ikke en chance for at se den i halvmørket. Da vi endelig kom fri af den, fik vi travlt med at komme ud til Albatros inden vores varer, bl.a. 12 kg mel i papirposer, blev ødelagt af vand.

Da vi fik gummibåden op viste det sig, at bunden havde fået en ca.60 cm lang flænge, samt en lidt mindre,  og yderligere var den oppustelige køl også revet op. Brand ærgerligt, nu vi ellers lige havde fået den lappet.

 

Dagen efter sejlede vi  de 8sm til Prickly Bay og lagde til ved bådværftets travle lift. Vi gik straks op for at se om vores rulleforstag og 2 omsyede sejl var færdige. Det hele var klar, og efter at have købt lidt tilbehør til monteringen, bar vi det over til båden, spændte på om det passede. Jeg gik i mastetoppen og afmonterer det gamle dobbelte forstag, hvorefter det nye blev hejst op og fastgjort. Det passede heldigvis fint, men den omsyede genua var for lang i forliget og måtte tilbage til ændring.

Til aften lagde vi os ud for anker i bugten for at slippe for myg og for at kunne få os en svømmetur.

Octopus fra Gråsten ligger også i bugten, men de andre danske både vi lå sammen med sidst vi var her, er alle sejlet. På vejen herned har vi mødt både Towanda, Malott og Thule.

 

Vi har en del ting vi skal have lavet i dag, men uden gummibåd er vi noget handikappede. Heldigvis tilbød Octopus os, at vi kunne låne deres dinghy, så vi fik indklareret, aflevere vasketøj, købt lim til gummibåden og betalt vores regning på værftet.

Over middag gik vi i gang med den store lappeoperation. Vi havde taget gummibåden ned i salonen, da der stadig kommer mange regnbyger. Den lange flænge i bunden fik lapper både ud og indvendigt, den mindre flænge fik kun lap udvendigt og den oppustelige køl blev også lappet. Efter 3 timer og med forbrug af en hel dåse lim samt 2 meter lappemateriale, var vi færdige. Egentlig skal den tørre i 48 timer, men det kan vi ikke vente på, og søsætter den nok i morgen formiddag.

Igen en dag med meget arbejde, men nu ser det ud til at vi er ved at være til bunds i det, indtil der er noget nyt som går i stykker eller skal forbedres.

 

 

Søsatte vores nylappede gummibåd. At være uden gummibåd er næsten som at være spærret inde.  Nu kan vi igen komme i land med affald, komme på wc, handle og benytte internet. Ja der er stadig intens kommunikation med Danmark omkring Albatros fremtidige planer.

 

Vågner op til en flot morgen med skyfri himmel og svag vind. Jeg starter dagen med en svømmetur, og efter morgenmaden tager vi alle 3 i land, da vi har besluttet os for at tage på en udflugt ind i landet. Vi kommer hurtigt på en minibus ind til St. Georges, men derfra kan vi ikke komme videre med bus, da det er søndag. Mens vi lidt slukøret er på vej tilbage, kommer en minibus med nogle tyske krydstogtsturister forbi. De spørger os om vi ikke vil med på en 2½ times rundtur bl.a. til nogle vandfald. Pris 10 US$ pr. næse og vi besluttede os for at tage med.

Vi kom rundt på en stor del af den sydlige del af øen ad smalle hullede veje. Det er en meget kuperet, frodig og smuk ø. En del af turen gik igennem et stort område hvor nok den jævne og fattigste del af befolkningen bor. Det var spændende at se folk i deres fineste søndagstøj stå foran deres i nogle tilfælde faldefærdige huse. Vi kørte også gennem store områder med regnskov op til et udsigtspunkt i ca. 2000 fods højde. Vi fik nu rigtigt set hvordan orkanen Ivan har hærget. Næsten alle huse er skadet, og det er også gået hårdt ud over regnskoven, hvor mange træer er væltet.

 

De næste par dage i Prickly Bay skete der ikke så meget, ud over der stadig var intens korrespondance for at nå til enighed om sejlplanerne. Ja måske lige min lille fadæse under tilberedningen af aftensmaden, som der blev grinet meget af. Jeg havde stegepanden fuld af æggetoasts og ville lige komme lidt mere flydende margarine på panden. Jeg gav den en sjat, men synes ikke rigtigt det havde den ønskede virkning. Efter endnu en lidt større sjat begyndte det at skumme og en grøn damp steg op og lagde sig under loftet. Det viste sig, at jeg havde fået fat i sulfoflasken, som stod lige ved siden af og havde næsten samme form og farve som den flydende margarine. Toastene var ødelagt, og jeg måtte i gang med nogle nye.

 

Efter en uges tid i Prickly Bay ser det nu endelig ud til at sejlplanen er på plads. Der er blevet enighed om at gennemføre jordomsejlingen på 2 år i stedet for 3 som oprindeligt planlagt, så vi får derfor travlt med at klargøre Albatros til sejlads mod Panama.

Vi har tænkt at følge den stribe af små øer som ligger nord for Venezuela frem til de hollandske ABC-øer, og derfra direkte til Colon i Panama.

 

Efter en nats sejlads anduver vi Los Testigos som er den første øgruppe i perlerækken. Kaster ankeret på 6 meter flot klart lysegrønt vand i den lille bugt Playa Real, som ligger i den NV-lige del af øgruppen. Øen er meget lille, og så i første omgang næsten øde ud. Der bor dog nogle enkelte fiskere i primitive huse. Henrik havde fanget en fin tunfisk om morgenen, så både frokost og aftensmad stod på tun. Fandt også en kokosnød på stranden, som Henrik efter et stort arbejde fik gjort spiseklar.

 

Den næste ø i rækken er Blanquila. Vinden var svag, så efter loggen sejlede vi kun 3 knob, men en god medstrøm gav 4,5-5 over grunden, hvilket var drømmesejlads. Jeg havde 21-24 vagten og inden længe indhentede de mørke skyer os, som længe havde ligget og luret i horisonten. Det betød ændring i vindretning og styrke så storsejlet måtte ned og senere forsvandt vinden helt så motoren måtte holde for. Sådan fortsatte det hele natten også for Henrik og Kathrine.

Eneste lyspunkt på nattens sejlads var fuldmåne og følgeskab af legesyge delfiner. Det er første gang, jeg har set delfiner direkte lave opvisning ved båden. Synkronspring af 3 delfiner helt ude af vandet, et par var helt oppe at stå, kun lige med halefinnen i vandet, hvorefter de med et ordentligt plask lod sig falde tilbage i vandet. Da vi nærmede os øen så jeg blåsten fra en stor hval i det fjerne. På ankerpladsen Playa Yaque var der gode snorklemuligheder på det nærliggende rev, og det meste af dagen lå vi her som eneste båd. Den flotte strand havde vi også helt for os selv. Det er en stor kontrast til de caribiske øer vi tidligere har besøgt. Her er næsten ingen lystsejlere, øerne er meget tyndt befolket og det er helt umuligt at købe noget, ud over fisk.

 

Kom afsted ved 8:30 tiden og havde en jævn østlig vind lige ind agter. Vi havde derfor sat et forsejl mere på rulleforstaget så vi kunne sejle med passatsejl. Det klarede også fint op, og det tegnede til at blive en behagelig overfart. Ved middagstid prøvede Henrik at få en vejrudsigt over Caribien på SSBen, men hørte kun lige der var advarsel om vind fra NV på op til 50 knob (25m/s), men vi kunne ikke høre præcis hvilket område det var. Det var nok til at gøre mig urolig, indtil vi om aftenen kunne høre Karsten fra Panama fortælle, at uvejret kun ville berøre de nordligste øer. Samtidig lykkedes det også at tage et vejrkort ned på SSB-PC, som bekræftede at det ikke ville berøre os. Det gode vejr fortsatte natten over og vi var fremme ved den første ankringsmulighed på Los Roques allerede ved 7 tiden om morgenen. Området er udlagt som nationalpark, og det er på størrelse med Lolland. Der er meget lavvandet og fuldt af små øer, mangrove og koralrev, og det meste er uopmålt. Vi besluttede at fortsætte op til nogle små øer i den NV lige del hvor vi var fremme ved middagstid. Indsejlingen mellem revene foregik efter cruising guide og med godt udkig. Kastede ankeret på 3m vand og koralsandbund, og vi hoppede alle straks i det helt fantastiske vand. Det var det flotteste jeg endnu har set, og jeg blev næsten helt rørt ved synet. Solen skinnede, og vandet var så turkis farvet, at alt hvidt på båden fik et turkis skær over sig. Stranden var helt øde og kridhvid, og vi lå som den eneste båd i området.

Efter frokost tog vi gummibåden ud til de yderste koraller. Sikket et syn der mødte os, koraller og fisk i alle mulige farver og former, og en flok meget store farvestrålende papegøje fisk fulgte os nysgerrigt. Efter et par timer i vandet kommer man til at fryse lidt selvom vandet er 27gr. og vi sejlede tilbage til Albatros for at blive varmet af solen og få en kop kaffe. Ja Kathrine som er en meget god svømmer, svømmede hele vejen tilbage. Sådan en dag vil man huske i meget lang tid, og den er medvirkende til at man glemmer dage med dårligt vejr, sure nattevagter og besværlige toldere

 

Næste morgen var jeg tidligt oppe efter en god rolig nats søvn. Startede dagen med en svømmetur og bagte efter morgenmaden 2 brød, imens Henrik og Kathrine var ude at snorkle på den udvendige side af øen.

Satte derefter kursen mod den lille øgruppe Aves de Barlovento som kun ligger 32 sm længere mod vest. Meget fin sejlads i direkte medvind og moderat sø. Henrik fangede en Cero kort efter start, så der var fisk både til frokost og aftensmad. Indsejlingen til ankerpladsen foregik i en labyrint af uafmærkede koralrev, men det klarede Henrik uden problemer. Jeg sad for en sikkerheds skyld et stykke oppe i masten og holdt udkig. Igen har vi en ankerbugt helt for os selv.

 

Vågnede tidligt næste morgen efter en urolig nat, hvor vinden var frisket op. Heldigvis holdt ankeret, da vi lå omgivet af koralrev. Vi havde egentlig tænkt os at blive liggende der hele dagen og så tage en natsejlads til Bonaire, men nu vinden var frisk, mente vi nok vi kunne klare de 60 sm på en dagssejlads. Vi var klar til at sejle ved 8 tiden, men kunne ikke få ankeret op, da kæden sad fast om et koralhoved. Henrik prøvede at dykke ned for at løsne ankeret, men han kunne ikke rokke det. Vi prøvede derefter at sejle kæden af, og endelig lykkedes det at komme fri ½ time forsinket. Den lange snirklede vej ud mellem revene gik også denne gang fint fordi vi nu igen havde solen i ryggen. Sejler man mod en lavtstående sol er det umuligt at se revene. 

Det blev en hurtig sejlads 6-7 knob på loggen og med lidt rebet passatsejl. Det er nu smart med det rulleforstag. Bølgerne blev hurtigt store og sejladsen kom til at minde mig om en typisk dag på Atlanten.  Henrik havde bid næsten lige efter snøren kom ud, så vi fik en meget velsmagende jack fisk til frokost. Efter 15 sm kom vi forbi den sidste venezuelanske ø i rækken, men den sprang vi over, dels fordi den skulle være vanskelig at opankre ved, men også fordi der var en coast-guard station på øen. Vi havde indtil nu undladt at indklarere i Venezuela og heller ikke betalt  afgift for at besøge nationalparken, så vi ville ikke her til sidst risikere at blive afkrævet et større beløb og måske endda få en bøde oveni.

Klokken 16:30 rundede vi sydspidsen af Bonaire, og havde nu ca. to timer til at nå op til hovedstaden Kralendijk, inden det blev mørkt. Op langs den flade sydlige del af øen var vi i læ for bølger og kunne stadig sejle 6-7 knob for genua. Kom forbi udskibningsanlæg med store bjerge af salt som, ud over turismen, er landets hovedindtægtskilde. Præcis 18:30 lå vi fortøjet til bøje tæt på strandpromenaden, og nogle minutter senere gik solen ned. Mens Henrik og jeg fik klaret skibet op, gik Kathrine i gang med at bage pandekager, som vi nød i cockpittet.

Efter en hel uge på næsten øde øer, var det lidt mærkeligt igen at være tilbage til civilisationen, med mange mennesker, fine huse, biler og støjende motorcykler inde på strandpromenaden.

 

Næste formiddag tog vi i land for at indklarere og købe lidt ind, da vi var helt udgået for frisk frugt mm. Indklareringen var noget af det hurtigste og nemmeste Henrik har oplevet indtil nu. Bagefter gik vi på turistkontoret og fik lidt kortmateriale, og jeg spurgte efter et rejsebureau hvor jeg kunne booke flybillet. Jeg kunne komme med KLM herfra til Amsterdam og derfra videre til København for godt 5000 kr., så jeg købte billetten med det samme.

Jeg kunne selvfølgelig godt sejle med helt til Panama, men Henrik og Kathrine mener sagtens de kan klare det selv, og jeg tror heller ikke de har noget imod at prøve at være lidt alene et stykke tid.

Det har ellers været utroligt rart at være sammen med dem, og den sidste uge har også været en stribe af  enestående naturoplevelse, så nu føler jeg at jeg er parat til at forlade Albatros for en tid. Så kan jeg også nå hjem og stemme til folketingsvalget.

 

Vi skal have skiftet olien på motoren, så vi sejlede Albatros hen til marinaen for at købe noget motorolie, og for samtidig at have et sted at kunne komme af med den gamle olie. Vi kom til at ligge ved siden af en lokal sejler, som straks tilbød at køre os ud til en marineshop, hvor vi kunne få olie og andre ting vi manglede til lavere priser end på marinaen. Efter olieskift fik vi også fyldt vandtanken op og betalt gebyr for at ligge ved bøje (30kr/døgn). Puha hvor er det varmt i marinaen, så vi glæder os til at komme ud til bøjen, hvor det lufter noget mere.

Tilbage ved vores gamle bøje gik jeg igang med den næste ting på listen over reparationer jeg gerne vil have lavet inden jeg tager hjem. Ankerrullen i stævnen rev sig løs på Tobago, dengang vi forsøgte at hive ankeret op sammen med en stor træstamme. Det viste sig at teak lønningslisten var revnet og et af skruehullerne blevet for store, så der skulle limes og proppes først.

Var lidt i byen om eftermiddagen for at forhøre os om evt. at leje en bil i morgen, men de var alle udlejet en uge frem. Slentrede lidt rundt og jeg fik købt et par fødselsgaver til Henrik. Vi købte også lidt ind til aftensmaden, og Henrik lavede spaghetti med rigtig kødsovs og en stor skål dejlig salat. Det er meget længe siden vi har fået salat, men her er det muligt at købe icebergsalat, agurker og tomater til rimelige priser. Det er også muligt at købe nogle store is i nogle helt fantastiske kræmmerhuse, så det frister os hver gang vi kommer forbi forretningen. Bonaire er meget hollandsk præget og en udpræget turist ø, men det er nu meget rart en gang imellem at være et sted hvor tingene fungerer, og klimaet og vandet er bare helt perfekt.

Den sidste dag på Bonaire lejede vi 3 mountainbikes og cyklede op for at se nationalparken på den nordlige del af øen. Klokken 13 var vi der efter 15 km cykling i 30 gr. varme. Parkbetjenten synes det var lidt sent på dagen at cykle ind i parken, men mente at vi måske kunne nå den korte tur på 24 km. Hvis ikke, kunne han samle os op, når han kørte den sidste runde inden lukketid. Der er kun adgang for firehjulstrækkere og så mountainbikes efter aftale. Vejene er meget stenede og ujævne jordveje som snor sig op og ned gennem det kuperede landskab. Vegetationen består af kæmpekaktus og lave buske. På de fleste søer så vi lyserøde flamingoer trippe omkring på deres lange tynde ben, og langs vejen så vi talrige større eller mindre øgler og mange bjerggeder. En enkelt stor rovfugl og mange mindre fugle fik vi også set fra cyklen, som egentlig er meget velegnet til sådan en tur. Jeg følte mig næsten som dreng igen når vi susede ned ad bakkerne, eller i laveste gear krøb op ad skrappe stigninger i gå tempo. Da vi manglede 7 km mødte vi en pickup som holdt med et fladt baghjul. Mens vi stod og snakkede med dem kom parkbetjenten kørende, og vi havde nu mulighed for at køre med ham det sidste stykke. Kathrine som havde fået lidt hovedpine ville gerne køre med og Henrik ville også vente på at de fik skiftet hjul. Jeg ville helst gennemføre turen på cykel og fortsatte. Efter et par km kom de allerede kørende, og jeg fik også et lift. Da vi var ved udgangen, tilbød den anden pickup os et lift tilbage til byen. Det var vi meget taknemmelige for, da vi nok havde overvurderet vores kræfter, og undervurderet hvor lang tid turen ville tage. Vi var tilbage ved båden ved 17:30 tiden godt sultne, svedte og trætte.

Det er jo min sidste dag på Albatros i denne omgang, så i aften vil vi, traditionen tro, gå ud og spise en god middag.

 

Hilsen Mogens og resten af besætningen