11. Beretning (Bonaire - Panama  780 sm) ”Fra Atlanten til Stillehavet”

Total 7245 sm

                       

Nu er vi kun to ombord på Albatros, Kathrine og Henrik. Efter Bonaire besøgte vi de to andre Hollandske ABC-øer, Curacao og Aruba. Ligesom Bonaire var disse øer også meget europæisk inspirerede. Vi havde planer om at springe Aruba over og gå direkte til Colon, men vejret havde en anden mening og vi fik dermed også besøgt Aruba. Havnefronten var især noget for de rige krydstogtsturister, det var anderledes at gå rundt blandt smykke- og mærkevareforretninger efter det mere beskedne Caribien. Gæsterne på strandhotellet har nok fået sig et billigt grin den dag vi besluttede at tage i land. Vi havde pakket gummibåden sammen på Curacao og ville ikke pumpe den op for den ene dags skyld, så vi svømmede i land med vores tøj i plasticposer.

 

Fra Aruba sejlede vi videre til Colon i Panama. Det var en tur på 630 sømil, hvilket svarer til fra Danmark til Færøerne. Vi havde fint stabilt vejr med cumulus skyer og passatvind hele vejen. 75 sømil ud for Colombias kyst blæste det meget om natten. Næsten morgen lå der ikke mindre end 42 flyvefisk på dækket.

Efter Panama var dukket op i horisonten, så vi en meget stor læderskildpadde. Læderskildpadden er den største skildpadde i verden, den vejer over 300 kg.

Turen tog 4½ døgn ( 5,8 knob i gennemsnit). Kathrine havde hele turen vagt fra 21-24 og 03-06, og Henrik havde 24-03 og 06-09. Der var forholdsvis trafikeret af store skibe hele vejen, så der var lidt at holde øje med på nattevagterne. På ABC-øerne lykkedes det os ikke at finde søkort til Panama, så vi havde kun oversejlingskortet for Atlanten som eneste søkort på papir. Vi satte i stedet vores lid til at computeren ikke ville gå i stykker, og brugte kun de elektroniske søkort.

 

Colon ligger ved indsejlingen til Panama Kanalen. Det er en fattig by og den er usikker at færdes i. De dage vi lå der skete det to gange, at andre sejlere blev truet med pistoler til at aflevere deres penge. Det skete kun 100-200 meter fra yachtklubben. Det sikreste var at tage en taxa ind til byen, og det kostede kun 1 US dollar. De fleste ting var billige i Colon. For eksempel 1 times high speed internet til 0,50 cent (på internetcafeen var der endda en vagt med både pistol og pumpgun). På Mc Donalds var priserne langt under det halve af i Danmark. En tur i biografen kostede 2 US dollars. I supermarkedet kostede 10 bananer 1,5 danske kroner. Og i yachtklubben kostede en kold cola 0,50 cent. Så selv om byen ikke var det mest spændende, kunne vi i stedet med god samvittighed forkæle os selv med biografture og kolde drinks.

 

På 2 dage fik vi ordnet alt vedrørende Panama Kanalen. Vi besøgte en masse kontorer, hvor Henrik måtte udfylde en masse papirer. Fik båden målt op, lejede fortøjningerne og bildæk som ekstra fender, og fik aftaler i stand med lineholdere. Betalingen var 600 US dollars for Panama Kanalen og 850 dollars i depositum hvis noget skulle gå galt. Derudover nogle andre udgifter til cruising permit (90 US) mm. Papirarbejdet blev ialt til en stak på 10 sider. De 3 lineholdere koste 330 US ialt. Derefter var der kun ventetiden tilbage. Vi fik i første omgang tildelt datoen den 24. februar, eller med andre ord 14 dages ventetid. Da Colon ikke er den mest spændende ankerplads og by, sejlede vi en tur tilbage langs kysten. Første sted, Portobelo, var heller ikke noget særligt, men det var det næste sted ved navn Playa Blanca. Her lå vi som de eneste i en lille eventyrlig bugt med strand, palmer, koralrev og jungle. I bugtens grønne vand var der millioner af små sardiner, og ved koralrevene kunne vi skyde fisk til aftensmaden. På stranden plukkede vi 2 stokke bananer og samlede kokosnødder. I junglen bag stranden så vi farvestrålende sommerfugle, frøer, krabber, ildfluer, termitter, en død fugleedderkop, og sidst, men ikke mindst, en sort og gul slange på ca. 3 meter.

 

På vores næste stop, ubeboede Isla Linton, stod der i cruising guiden, at der levede aber. Første tur derinde så vi ikke nogle, men om aftenen kunne vi ikke engang komme i land, da 3 aber kom løbende ud på broen. De var ret nærgående, så vi kom hurtigt ned i gummibåden igen. Efter vi havde givet dem et par bananer slappede de lidt mere af. Det var sjovt at fodre dem og filme dem fra gummibåden.

 

Vi var også på Isla Grande. Flot palmestrand igen, og ingen andre både i bugten. Om aftenen kunne vi høre delfiner i bugten.

 

Tilbage i Colon ringede vi 5 dage før vi skulle gennem kanalen, for at høre om der var nogle ændringer. Da blev vi tilbudt at komme igennem allerede dagen efter, hvilket vi selvfølgelig var glade for. Vi fik travlt med at proviantere til Stillehavet (købte for 4500 kr. proviant). Da vi på det aftalte tidspunkt sad i båden og ventede på lodsen, med vores 3 lejede lineholdere ombord, fik vi over VHF radioen at vide, at vores tur var aflyst. Enormt skuffende og frustrerende at få at vide, nu hvor vi havde planlagt det hele ned til mindste detalje, bl.a. købt mad ind til tre ekstra mand. Årsagen var at lodsen i sidste øjeblik havde meldt sig syg. Heldigvis kom vi igennem dagen efter.

 

Dagen efter kom vi afsted kl. 18. I de tre opadgående sluser var vi bundet sammen med 2 andre sejlbåde. Kun båden i midten brugte motoren og styrede. Efter at være blevet løftet ca. 9 meter op i hver af de 3 sluser var vi i søen Gatun, hvor vi overnattede. Næste morgen blev vi vækket af brøleaberne i regnskoven, og kl. 06:30 kom lodsen ombord igen. Vi sejlede gennem Banana Cut og over Gatun søen. På den anden side af søen ligger Gamboa hvor søen fødes med vand fra Chagres River. Derefter sejler man gennem den gravede kanal forbi det højeste punkt Gold Hill, og Gaillard Cut hvor kanalen er mindre end 200 meter bred. Der så vi en krokodille tæt på. Gennem de sidste 3 nedadgående sluser var vi kun sejlbåde i kammeret. Det sker ifølge lodsen sjældent, da en af begrænsningerne for hvor meget man kan bruge Panama Kanalen er mængden af vand i Gatun Søen, og det er store mængder vand der lukkes ud hver gang slusen bruges. De store skibe betaler over 100.000 US dollars for at sejle gennem Panama Kanalen, sejlbåde bliver oftest brugt som ”fyld”. Grunden til der er lang ventetid på at komme igennem som sejlbåd, er dog ikke manglen på plads i slusen. Her i den absolutte højsæson for sejlbåde der skal sydpå, er det manglen på lodser der giver ventetid. Efter de 3 sluser var vi ude i Stillehavet.

 

Hilsen Kathrine og Henrik