13. Beretning (Galapagos - Marquesas  3242 sm) ”Stillehavskrydset - som fra Danmark til Sahara og tilbage”

Total 11570 sm

                       

Det bliver nok ikke den længste af vores beretninger, selvom den handler om det længste stræk på hele jordomsejlingen. De 25 dage over Stillehavet gik nemlig sin stille gang det meste af tiden, rytmen fra Atlanten genfandt sig hurtigt.

De første par dage efter vi den 10. marts forlod Villamil på Isabela, var der stadig en masse liv i vandet omkring os. Delfiner, grindehvaler, djævlerokker, tunfisk mm.

 

Vind var der ikke noget af, først efter 2 døgn (520 km) kunne vi slukke for motoren. Efter yderligere 5 dage med lette vinde, blev Sydøstpassaten mere stabil. Hele overfarten var karakteriseret ved store og forvirrende dønninger, der fik os til at rulle voldsomt, samt jævnlige besøg af squalls, som er det engelske ord for regnbyger med vind i.

 

I dagene med let vind satte vi ofte spileren (ballonklyveren) i dagstimerne. Det skete, at vi af og til blev overrumplet af disse squalls, som f.eks. på sjette dagen. Da kom der pludselig vind fra en mørk sky, og i det øjeblik hvor man som sejler ofte lige står og vurderer om man skal gøre noget ved sejlføringen, eller om den mørke sky driver hurtigt over, da lød et KNÆK og et sekund senere lå hele spileren bredt ud på vandoverfladen. Farten var oppe på 7 knob, og i de tanker der fløj gennem hovedet ved dette syn, havde vi vist allerede sagt farvel til den ballonklyver. Men selvfølgelige sprøjtede vi alle 3 op på dækket, og hev så hurtigt vi kunne i ballonklyveren. Vi fik den faktisk ind igen, og det var heldigvis bare en sjækel, der var knækket. På dag 19 stod vi i samme situation igen. Denne gang sejlede vi knap så hurtigt, så mens vi igen stod og overvejede om spileren skulle ned, flængede spileren pludselig hele vejen fra top til bund. Ret ærgerligt da vi har brugt den meget på turen. 

 

Disse regnbyger var vi naturligvis godt trætte af, men et lille plus ved dem kunne vi dog finde. Når Albatros var vasket godt ren af regnen, stoppede vi klude i de 4 lænsehuller i dækket, og skruede låget til vandtanken af, hvorefter vores vandtank hurtigt blev fyldt op med rent regnvand.

 

22 af de 25 nætter, hvor vi hver ½ time stod i cockpittet, og gloede ud i natten, fik vi ikke øje på noget. Men dengang vi havde sejlet ⅓ af vejen, var vi 2 nætter i træk faktisk rimelig tæt på store (sandsynligvis japanske) tunfiskebåde. Et par dage senere så vi midt om natten en sejlbådslanterne. Vi kaldte op på VHF´en og fik en dansker i røret, verden er lille, selv midt ude på Stillehavet. Jan på den danske sejlbåd Anaconda havde e-mail ombord, og var så venlig at sende en hilsen hjem, så dem derhjemme kunne høre alt var vel.

 

Den lille måneds tid, vi sejlede over verdens største ocean, fangede vi forbløffende få fisk. Fiskene var enten for små til at spise eller for store til overhovedet at få muligheden for at spise dem. Ofte mistede vi en god blæksprutte eller wobler til en af de fisk der føles som om man har kroget en hval – det er surt og man kan intet gøre ud over stoppe båden op, stramme bremsen på hjulet i bund og bede en bøn for at fisken stopper op mens der stadig er snøre på hjulet, og hvis det ikke er tilfældet, så ellers bare klamre sig til stangen (og båden) indtil 75 kilos snøren knækker.

Ud over flyvefiskene, og de 3-4 gange vi så delfiner, var det også forbløffende lidt vi så i det enormt klare og blå vand omkring os. Vi så ingen affald, og ingen gopler eller skildpadder... ja ikke engang et lille stykke tang så vi. Fugle var der dog hele vejen over.

Ligesom på turen over Atlanten, var der ikke meget vi kunne foretage os, så højdepunkterne i løbet af en dag bliver hurtigt til måltiderne samt når vi lyttede til et sejlernet på SSB-radioen.

 

Bunden af båden blev jo skrabet ren den dag vi sejlede fra Galapagos, men allerede efter 2 ugers sejlads var næsten hele undervandsskroget dækket af 3-4 cm langhalse. Imponerende vækst, men irriterende for os, da de giver lidt mere vandmodstand. Vi hoppede i vandet og forsøgte af skrabe dem af, men det var et håbløst arbejde, da båden rullede i meterhøje bølger, så det opgav vi hurtigt.

 

Vi har god tid til at ordne mange praktiske ting undervejs, bl.a. vedligeholdelse af båden. Det giver også mere tid til at se noget i land, når vi ligger for anker. Skrev for eksempel Galapagos beretningen den 5. dag vi var i søen, håber ikke det ses alt for tydeligt. Den 20 dag gik vi i gang med denne Stillehavs beretning. Der har ikke været meget at fotografere, så billeder til denne beretning er stort set alle de billeder vi har taget på overfarten.

 

Hilsen Jakob, Henrik og Kathrine