14. Beretning (Marquesas øerne – Tuamotu atollerne 580 sm) ”Milde Marquesas”

Total 12150 sm

                       

På Nuku Hiva gik indklareringen problemfrit, vi blev dog oplyst om, at der i øgruppen findes en sygdom kaldet elefantitis. Navnet kommer af, at man f.eks. får fødder på størrelse med en elefantfod hvis man bliver stukket af bestemte myg gentagne gange. Så alle sejlere får udleveret gratis piller mod dette på apoteket. En anden slange i paradiset er ciguatera. Dette er en giftig alge, som lever på koralrevene, og ophobes gennem fødekæden af de fisk der spiser den. Besætningen på et par af sejlbådene her i bugten ligger på hospitalet pga. dette, så det er lidt frustrerende at vi er nødt til at spise dåsemad, når vi ligger oven på et unikt spisekammer af div. fisk.

Naturen og befolkningen er fantastiske herude. Det er meget frodigt og overalt gror der div. blomster- og frugttræer, hvoraf befolkningen med glæde forærer. Man kan ikke gå længe på vejen, især ikke hvis man slæber på noget, så er der straks en pickup der giver et gratis lift, også selvom de ikke skal samme vej.

En dag sejlede vi til nabobugten Daniels Bay hvor et amerikansk Robinson TV program kaldet Survivor er optaget. Her legede vi også Robinson for en dag. Vi var eneste båd i bugten og svømmede i land, flækkede og spiste kokosnødder.

Tilbage igen i hovedbugten på Nuku Hiva. Her brugte vi næsten en hel dag på at forsøge at skaffe 300-400 L drikkevand til båden. Vandet i hanerne er meget urent, nogle af de lokale drikker det, andre køber på flaske. Flaskevand fra butik var meget dyrt i de mænger vi skulle bruge. Derfor spurgte vi andre sejlere om de havde en watermaker, som laver saltvand til ferskvand, men uden held. Vi spurgte også på et krydstogtsskib længere ude i bugten, men kommunikationsproblemer med den filippinske besætning, bevirkede at vi fik kastet adskillige små kildevandsflasker ned i gummibåden. Vi fik ikke noget vand, så vi må desværre spare på vandet, til vi kommer til den næste ø. Vi sluttede denne trælse dag af med en derimod succesfuld snorkeltur. Vi havde fået et tip om at slå to sten mod hinanden for at tiltrække hammerhajer - det virkede.

3-4 gange dukkede 2-3 flotte hammerhajer op af det blå dyb og svømmede elegant forbi os.

Efter 10 dage på Nuku Hiva var det tid til at komme videre. De mange langhalse som havde sat sig på bunden af båden efter stillehavspassagen bremsede os med 1½ knob, så vi lejede en dykkerflaske og Jakob ”skrabede bunden” i over 1½ time for at få dem af. Det hjalp, men turen på 90 sm mod passatvinden til næste ø Tahuata var alligevel hård men alle anstrengelserne værd. Her i Hanamoenoa Bay var snorklingen god, og der blev både fanget kæmpe hummer, blæksprutte, moræne, haj.

Efter nogle spændende dage på denne uspolerede ø, var vi nødt til at tage til Hiva Oa, en større ø hvor man kan ordne praktiske ting. Vi fik fyldt op med vand, diesel og benzin. Måske får vi ikke mulighed for at få nyt brændstof og vand på før på Tahiti, om 1 måned. Her regnede vi også med vi skulle have tjekket internet, posthus, madindkøb mm. men det var ikke nemt. Brugte faktisk hele eftermiddagen og aftenen uden at få ordnet noget særligt. Camilla forsøgte også at sende skildpaddeskjoldet hjem, uden afsender vel og mærke, men det mislykkedes også da man maks. kunne sende 2 kg., og det vejede 4 kg, så dem på posthuset foreslog, at hun kunne dele pakken op i 2, men det kunne af gode grunde ikke lade sig gøre.

Sidste ø i Marguesas blev den isolerede ø Fatu Hiva, som hverken har landingsbane eller  færgehavn, så eneste turister er langturssejlere. I div. cruisingguides har vi læst, at de lokale hellere vil bytte med vestlige goder end have kontant betaling for deres ting. En dag tog vi en sæk med i land, med t-shirts, sandaler, kuglepenne og fiskegrej. Vi var inde ved 4 forskellige huse i byen, og fik byttehandlet os til 2 træskåle og en masse frugt (en stok banan, 15 grapefrugter, 5 brødfrugter, mandariner, appelsiner og limefrugter). Hyggeligt samvær med de andre langturssejlere var der også her. En aften var vi inviteret til middag på en engelsk båd hos Allan, en karismatisk enesejler uden motor i båden. Han havde inviteret 7, og bød på hjemmebrændt vin og baked beans. Vi havde selvfanget blæksprutte med som forret

Herfra sejlede vi til Tuamuto atollerne. Det blev en stille tur på et spejlblankt hav og tog knap 4 døgn, med halvdelen at sejladsen for motor. Her forventer vi at besøge en håndfuld af de 78 atoller.

 

Hilsen den nypåmønstrede matros Eriksen