15. Beretning (Tuamotu atollerne – Tahiti 495 sm)  ”Sorte perler og sorte uheld”

Total 12645 sm

                       

Landkending af Tuamotu var kokospalmer, der ragede op af horisonten, en stor kontrast til Marquesas høje vulkanøer. Pga. jordens krumning kan de lave palmer først ses maks. 10 sømil før man ankommer, så det er om at være vågen. Tuamotu atollerne er et at de sværeste og farligste steder i verden at navigere, der er megen strøm og mange rev og ingen detaljerede søkort, så det foregår vha. såkaldt ”eyeball” navigation, altså med en mand i masten som holder udkig. Vi var alle fuldt koncentrerede og spændte da vi sejlede gennem passet til Raroia atollen. Jakob stod på salingshornene og guidede, Camilla passerede informationerne videre til Henrik ved rattet under hardtoppen, og Kathrine aflæste GPS´en og ekkoloddet, hvor der også skulle dybder og fart den anden vej til Jakob i masten. På denne måde kom vi sikkert rundt i atollerne, og en dag spottede vi endda en stor mantarokke fra masten. Den havde et vingefang på 2-3 meter, men kun Jakob nåede at hoppe i og snorkle lidt med den.

En eftermiddag var vi på turens længste snorkeltur indtil videre. Gummibådsturen til atolpasset tog 45 minutter. Vi havde nøje planlagt at drive med tidevandet ud gennem passet lige før det vendte, og drive tilbage igen, da påhængsmotoren ikke kan sejle mod så kraftig strøm, som løber optil 5 knob. Det lykkedes fint og vi så sorttippede hajer, hvidtippede hajer, nursehajer og grå revhajer i stort antal. På et tidspunkt var vi ude på dybt vand – bogstaveligt talt – da vi pludselig var omringet af ca. 30-40 hajer på samme tid. Det meste af tiden holdt vi fast i gummibåden, mens strømmen førte os forbi de mange flotte fisk og koraller. Til sidst da vi var inde i atollens lagune prøvede Jakob og Henrik at dykke så dybt de kunne på én vejrtrækning. De nåede bunden på 18 meters dybde – det er ny personlig rekord.

Den næste atol vi sejlede til var Makemo, som af ufrivillige årsager desværre blev den sidste atol vi besøgte i Tuamuto. Vi lå på en ankerplads der var åben for den Ø-SØ passatvind. Derfor bandt vi for en sikkerheds skyld en tyk kæde med en fortøjning om en koral, så vi havde dobbeltsikring (korallen og ankeret). Om aftenen blæste det op til ca. 10 m/s og bølgerne blev store. Henrik snorklede ned på 8 m. i mørke, og satte et ekstra kraftigt ankertov i den kæde vi havde om korallen. Vi kunne nu ikke gøre andet end at vente til det blev lyst næste morgen og prøve at få noget søvn. Det var umuligt at finde ud gennem passet i mørke, og sejle rundt inde i atollen var også farligt med alle revene. Ved daggry næste morgen var fortøjningen slidt halvt over, og vinden var yderligere tiltaget. Efter en del planlægning, en masse snorkling og trækken i liner på fordækket, mens stævnen af og til næsten gik under vand i de store bølger, fik vi ankergrejet og ankertrossen med os. Først efter vi med 10 knob over grunden var skudt ud af passet, kunne vi ånde lettet op. Det meste af dagen overvejede vi, om vi skulle tage en atol mere (Fakarava) eller tage direkte til Tahiti. Vi besluttede os for det sidste, da det ikke var vejr til atolsejlads, og ikke ville risikere at udsætte os selv og båden for flere farlige situationer.

Turen til Tahiti var 2½ døgn i kuling og hvad laver man når man er lidt utilpas, når cockpitbænkene hele tiden er våde af saltvand, og når lukket forluge og agterkahyt får temperaturen og luftfugtigheden til at stige nede i kahytten. Så er det om at finde energi reserverne frem og holde modet oppe. Da vi spiste frokost i cockpittet blev sovsegryden i bunden af cockpittet fortyndet så meget af saltvand fra skumsprøjt, så vi kunne smage det i anden portion. Det er virkelig et syn for guderne, når en stor brodsø på toppen af en 6-7 meter høj bølge buldrer ind på fribordet, og vi i cockpittet næsten ikke kan holde os selv fast, da vi samtidig også skal holde på tallerkener og gryder. Forsejlet revnede 10 cm.

Vi anduvede Papeete i mørke fulgt af delfiner. Vi lå med agterliner ind til havnepromenaden, det var lige fra den ene yderlighed til den anden, nu lå vi 10 meter fra den mest trafikerede gade i storbyen med al dens neonlys, larm, mennesker og biler - men skønt.

Inden Henrik fløj hjem skulle vi have en ny kaptajn, det blev Camilla. Det kan være en fordel når der skal diskuteres med de mandlige toldere mm. Langturssejlernes mareridt har nu indfundet sig ombord på Albatros. I krydderibakken og nede ved gryderne fik vi øje på 2 små kakerlakker. Så vi måtte i gang med den helt store hovedrengøring så de ikke formerer sig. De er formenligt kravlet ombord da vi en weekend var på beddingen for at bundmale båden. 

Efter at have sagt farvel til Henrik og Kathrine, sejlede vi til Moorea hvor vi var meget fysisk aktive, med motion som snorkling, vandring og cykling. En morgen vågnede vi kl. 5. Vinden var tiltaget til over 15 m/s. Vi iagttog en anden sejlbåd, der drev for sit anker. Senere blev det vores tur. Begge ankre havde gravet sig 20 m gennem koralsandet. Nu er gode råd dyre, for 50 m bag os var koralrevet. Jakob fandt en 2 kubikmeters koralklump på bunden og fik en kæde rundt om den med vores tykkeste reb i – så var vi sikret – troede vi. Ved middagstid tiltog vinden yderligere og koralklumpen begyndte også at bevæge sig langsomt hen af bunden, det havde vi ikke troet kunne lade sig gøre, så nu måtte vi sejle – for nu var det blevet lige en tand for spændende. Med alt det grej ude i det dårlige vejr, fik vi hjælp af vores spanske nabo, som svømmede over til os og styrede båden/motoren for os, mens Jakob snorklede tingene fri og Camilla hev ankerne op. Det gik problemfrit.

Dagen efter forsøgte vi at ordne påhængsmotoren, som havde fået saltvand, da gummibåden vendte rundt i den kraftige vind. Fik en del råd af spanioleren, bl.a. at vi skulle skylle cylindrene med benzin, men det skulle Jakob aldrig have gjort, for da han kørte motorstemplerne op, kiggede han ned i motoren og så trykkede stemplerne alt benzinen ud i begge hans øjne. Det sveg ekstremt meget så han sprang i vandet og dykkede med åbne øjne. Det hjalp ikke, så med delvist lukkede øjne fik Camilla ham roet ind i gummibåd og på stop til lægehus, hvor han fik smertestillede øjendråber, og skyllet øjnene grundigt. Det var ret rødt omkring og i øjnene, men efterfølgende synstest viste at alt var ok. Nu skal han tage øjendråber for at undgå infektion samt smertestillende piller og gå med solbriller den næste uges tid.

Aftentimerne er især fantastiske herude. Med solnedgang, udsigt til junglen op af bjergene og røg fra de lokales bål, er der en helt speciel stemning og hygge. Morgenstunden er nu også et dejligt tidspunkt på dagen, hvor øen vågner op og vi nyder stilheden i bugten.

 

Hilsen Kaptajn Eriksen