17. Beretning (Rarotonga – Tonga 990sm)  ”I Cooks kølvand”

Total 14470sm

                     

På turen mod Rarotonga, hovedøen i Cook øerne, var det tydeligt at vi sejlede sydpå og solen gik nordpå så nu blev det køligere i vejret. Cook øerne blev selvstændige i 1965, men har stadig tilknytning til New Zealand.

På Rarotonga havde vi en del dage med heldagsregn. Den eneste fordel ved det var, at bådens vandtank som var helt tom, blev fyldt på et par timer – i alt 250L regnvand. Her hentede vi vores nye gast Søren Olsen i lufthavnen, han landede planmæssigt kl. 4.00 om natten. Vi var ved at være trætte af regnvejr, så allerede dagen efter Sørens ankomst sejlede vi nordpå mod atollen Palmerston. Det var sejlads tæt til vinden kun med lidt slæk på skøderne og regn - træls sejlervejr. Spillede meget 4 mands whist, poker, backgammon og gættede forskellige quizzer. Endelig opklaring i vejret og skyfri himmel da øen var i sigte. Efter en times sejlads langs revet kom vi til passet, hvor en lokal (Bob) kom ud og tog imod. Han anviste os en ankerplads udenfor revet, passet er nemlig ikke mere end 1,3 m dybt, så kun joller kan komme ind. Ankeret lå på ca. 15 m vand i koraller og båden lå ude over kanten af revet på over 100 m vand. Her kunne vi ligge så længe vinden var i Ø-SØ. Hvis vinden vendte skulle vi stikke til søs med det samme, men det blev heldigvis ikke aktuelt.

Bob sejlede os i land. Vi var den første båd her i 14 dage, og der havde kun været 5 både siden jul. Her kommer kun 1 forsyningsbåd fra Rarotonga hver 3. måned. Udover at de skal planlægge deres indkøb nøje, betyder det også, at når f.eks. kvinderne skal føde, kan der gå op til et halvt år før båden og moderen/barnet kommer tilbage igen. Øen er en typisk atol med masser af kokospalmer og koralsand. Vi fik en velkomstdrink, en kølig drikkekokosnød. De lever af at fange store papegøjefisk, som blev frosset ned og sendt til Rarotonga. De fleste på øen havde, eller havde lige haft influenza pga. det usædvanligt kolde vejr og regn, som de slet ikke er vant til. Vi fik en rundtur på øen af Bob og mødte en del af de kun 68 indbyggere. Vi var forbi skolen med i alt 25 elever i et klasseværelse. Da læreren hørte at Camilla var lærer, spurgte hun om hun var interesseret i at undervise en times tid dagen efter. Det ville hende og Søren meget gerne, i idræt. Tilbage hos Bob slagtede han et par papegøjefisk som konen tilberedte og vi fik som snacks. Fileterne var paneret i mel, bagepulver, vand og karry og stegt i olie, det smagte forrygende godt. Vi gik selv lidt rundt på øen resten af eftermiddagen, stoppede i ”Yacht klubben” som var under opbygning og fik kold saftevand, kiks og noget kokosbrød hos Bill. Han var meget snaksaglig og ville meget gerne ordne vores vasketøj. Han gav os en frossen pakke toastbrød med, så vi havde lidt til morgenmaden, utroligt når de kun får forsyninger så sjældent. Tilbage på båden om eftermiddagen tog vi en snorkletur, til en forandring denne gang på ydersiden af revet. Sigtbarheden var enormt god, måske 40m. Det blev Sørens debut med hajer! Jakob fangede en mindre havskildpadde med hænderne og lod den selvfølgelig gå fri igen.

Næste morgen skulle Bob hente os kl. 10:30, da undervisningen startede kl. 11.00, men da han ikke dukkede op kaldte vi ham over VHF og så kom han straks. Det er sådan her på øen, at familierne ”kæmper” om at blive vært for sejlerne, hvilket indebærer at de sejler en til og fra båden, sørger for måltiderne, aktiviteter og rundvisning på øen. Og som de selv udtrykte det, når der endelig kommer en båd her, så er sejlerne prinser/prinsesser og de er opvarterne. Vi fik vasket en posefuld tøj hos Bill, han ville jo hellere end gerne ordne vores tøj. Vi nåede en kort snorkletur i det turkis flotte vand i lagunen, og fik et bad hos Bill inden frokosten hos Bob. Frokosten bestod af den gode panerede papegøjefisk ligesom i går, fisk i kokos, muslinger i karry, ris, 2 former for friturestegt brød og en sød kokoskage. Hertil iskold æblejuice. Igen rigtig dejlig lokal mad. Familien spiste ikke selv med, de ventede til vi var gået. Tilbage på hovedøen var vi forbi Bill for at hente vasketøj som var fint lagt sammen, og få den is vi havde aftalt i går. Han havde en stor kummefryser fyldt med is, så der blev ikke sparet på det. Hans mindste dreng havde chokoladeis i hele hovedet og hele vejen ned af trøjen og bukserne, men det var ok da Bill jo godt kan lide at vaske tøj. Sidste punkt på dagens program var beachvolley med de lokale inden solen gik ned. De unge på øen mødes hver aften og spiller ”midt i byen”. Jakob, Camilla og Søren spillede et par kampe med dem, mens Torben sad på tilskuerbænken og nærmest blev overfaldet af de lokale nysgerrige børn. Lige før det blev helt mørkt sejlede Bob og hans kone os ud til båden. De blev inviteret ombord til en øl og så hvordan vi ”boede”. Vi gav dem 10 dåser tun på dåse, nogle friske tomater, et halstørklæde (konen havde influenza) og en CD til deres datter. Han fik også nogle nye sikringer med tilbage til Bill’s grønne danske kortbølgeradio magen til vores.

Vi begav os ud på den 4 dages sejltur til Niue, en lille ø mellem Palmerston og kongeriget Tonga. Det sidste døgn blev det som ofte før vindstille, godt vi er afsted i en motorsejler. Om morgenen da Jakob tilfældigvis stod på agterdækket ved fiskestangen kom et kæmpe hug. Gassen blev hurtigt taget af motoren og i et par minutter så vi en flot Blue Marlin på over 100 kg hoppe konstant og vildt ud af vandet. Det lykkedes lige at stoppe fisken med de 200m line vi har på hjulet, men så hoppede krogen af - surt. Landkending af Niue om eftermiddagen, på afstand lignede det en øde og spændende klippeø. Langs kysten var vi så heldige at se pukkelhvaler med den karakteristiske hale langt over vandet inden de dykker ned. ”Spinning dolphins”, som hopper ud af vandet og snurrer rundt om sig selv, lavede også opvisning for os – sikke en velkomst. Ankom til hovedbyen Alofi kl. 19 i mørke, men fandt en mooring med projektøren. Kaptajn Cook kaldte øen for ”the savage Island”, den vilde ø, da det aldrig lykkedes ham at komme i land. De indfødte, som havde rødmalede tænder, standsede ham og drev ham bort. Niue har i dag selvstyre, men er tilknyttet New Zealand, og indbyggertallet er kun 1500. Niue er desuden verdens største koralø og verdens mindste land. Kajen er en høj betonkaj som ikke er velegnet som dinghy dock, men så har de i stedet en kran som man bruger til at tage de små joller på land med. Hele øen har stejle klippekyster på 20-30m, så det er en stejl tur fra kajen op til byen, hvor der er en fin udsigt over havet. Tre dejlige dage tilbragte vi der, inden vi lod fortøjningen til mooringen gå og satte selvstyren med kurs mod Tongas nordlige Vavau øgruppe. 

 

Hilsen Torben, Søren, Jakob og Camilla