18. Beretning (Tonga - Vanuatu 1734 sm)  ”VanuaTUR”

Total 16204sm

                     

Så kom også dagen, d. 6. august, hvor vi sagde farvel til 14 dejlige dage på Fiji og satte kursen vestpå mod Vanuatu. En strækning på 560 sømil (950 km) som tog 4½ døgn. Et par dage før ankomst begyndte vi at få lidt malariaparanoia, for Vanuatu er højrisiko område for malariamyggen. Inden afrejse fra Danmark fik vi de nødvendige vaccinationer, bl.a. hepatitis A og tyfus. Men desværre findes der endnu ingen vaccination mod malaria. Vi har forebyggende piller med, Malarone, som vi tager hver dag den næste måneds tid. Samtidig forsøger vi at overholde forholdsreglerne med fx langt tøj på om aftenen, hvor malariamyggen er mest aktiv, ankre op mere end 100 m fra land, for en myg flyver ikke så langt ud over havet. På en så lang sejlads får vi bl.a. tiden til at gå med at spille meyer og kort, gætte kryds/tværs og div. quizzer.

 

Den 11.august var der landkending. Tog straks et bad i havet, det var tiltrængt efter 4 dage uden at blive vasket. Vanuatu har været koloniseret af Frankrig og England på samme tid, det er åbenbart en god cocktail, for der var ingen problemer med indklareringen. Befolkningen på Vanuatu er også melanesiere. De fleste kvinder er iført farverige heldragter, og hvis en kvinde er gift hænger der et hvidt bånd på ærmet

En indfødt (Manu) kom forbi i hans primitive kano. Han ville forsøge at sælge den 15 kg’s tun vi fangede på overfarten, for os. Vi fik 5 papayer af ham, og han tog ind til markedet med fisken. Han fik 250 kr. for den, så vi gav ham de 100 kr., så han kunne købe mad til sin familie. Vi aftalte at mødes med ham dagen efter for at se hans landsby. En aften var vi til en traditionel melanesisk feast. Der var dans og musik fra både mænd og kvinder, og vi slap da heller ikke for at komme ud på dansegulvet. Den traditionelle lokale Vanuatumad blev tilberedt i en vulkansk jordovn, og bestod primært af div. rødder.

En formiddag blev Søren, Camilla og Jakob hentet af Manu. De sejlede i gummibåden til hans landsby. Det var interessant at se hvordan livet i landsbyen foregår. De vaskede tøj på gammeldags maner med vaskebræt. Han boede meget primitivt og spartansk i et lille blikskur med to små simple rum, men han var meget gæstfri og glad. Senere tog han med ud på Albatros, hvor han sad i cockpittet og tegnede. Vi aftalte han skulle komme forbi dagen efter igen, så ville han bygge en miniudgave af hans kano til os. Han havde brugt 6 timer på at udhøvle og brænde et mønster i den.

 

De tre unge besøgte ”The Chiefs Nakamal”, hvor der var en ceremoni fordi to stammer var kommet op at slås og i stedet for at gå rettens vej, har de deres egen traditionelle måde at løse konflikter på, hvor begge parter ”vinder” modsat i retten hvor en part taber. Slagsbrødrene skulle forenes og det foregik ved, at hver stamme medbragte nogle forsoningsgaver. Den ene stamme gav 3 køer, 3 bundte kava og 300 kr., den anden stamme gav 1 lille gris, flettet tæppe og få kavarødder (de var ikke så mange og det var ikke dem der havde begyndt kampen, så de skulle ikke give så meget). Der var div. moralprædikener men ellers forløb ceremonien meget fredeligt.

 

Efter 5 dage på havet med dåsemad, trængte vi til et restaurationsbesøg. Vi tog alle 5 ind til Rossi Restaurant, en af de bedre restauranter. Vi fik en rigtig lækker buffet. Dertil en dejlig kold lokal Tusker øl. Senere på aftenen tog Søren, Camilla og Jakob på Le Meridien Casino.

 

Næste stop blev Epi. Øen skulle være kendt for søkøer i bugten, så det håbede vi også at kunne opleve. Allerede ved indsejlingen så vi en brun klump svømme rundt. Så vi jagtede den i gummibåden, men kunne ikke komme tæt nok på til at tage et billede, da vandet var ret uklart pga. bølger/vinden. Fra båden så vi den adskillige gange, den er ca. 3 m. lang. I bugten var der rigtig mange store skildpadder, som hele tiden skulle op og trække vejret, så dem var vi meget optaget af.

 

En indfødt kom forbi i hans hjemmebyggede træ outrigger kano. Vi fik en lille pose cherry tomater og gav ham 5 dåser tun. Dagen efter var vi på jagt efter Dugong (søkoen) igen, da sigtbarheden var blevet meget bedre, men uden held. Til gengæld kom vi meget tæt på de store suppeskildpadder. Vi kunne røre dem og holde os fast på dem. Fantastisk dyr. De ligger på bunden og spiser græs og så svømmer vi langsomt hen over dem og dykker ned. Efter 2 timers uafbrudt snorkling var vi ømme i benene.

En tur i land gav os det indtryk, at øboerne har tid nok. De lå og sov under træerne, og det de ikke når i dag når de nok i næste uge. Men hvor er deres boliger simple. Små flettede stråhytter, men de behøver jo ikke mere, da de opholder sig udendørs det meste af tiden.

Havde endnu engang besøg af en familie i deres kano, vi fik 3 papayer for en t-shirt. Utroligt at de stadig padler rundt i deres smalle kanoer herude.

 

Vi sejlede nordpå i Vanuatu øgruppen til Malekula. Undervejs så vi mange kanoer med sejl, som virkelig er beskedne og enkle, da de ikke har råd til en motor. Men alle virker glade, tilfredse og smilende. Flot at sejle så tæt mellem øerne. Vi ankrede op ved Port Sandwich, som er en lang, dyb og smuk bugt. Stedet er kendt for tiger-hajer, det er den næstfarligste og største (efter den hvide haj) i verden, så det er på eget ansvar at bade her, da der er rapporteret om haj angreb, ikke engang de lokale tør tage sig en dukkert. Om aftenen kunne vi høre musik fra de små omkringliggende kanoer. Der var næsten fuldmåne så vi kunne nyde udsigten til bjergene.

En morgen blev vi vækket af nogle børn der stod ude på revet og råbte ”Camil”. Hun hentede dem i gummibåden, de fik en tur, det morede de sig gevaldigt over. Gav de fem børn hver en kuglepen, kiks og en cd, vi fik en balje med div. frugt og grønt, der iblandt en kumala, en rød rod, som vi ikke kender.

 

På vej til Ambrym (25 sm) fangede vi en guldmakrel, som en lokal gerne ville have, så vi aftalte han skulle komme med en stok bananer i morgen. Inde på den sorte strand mødte vi den danske båd Cosmos, som vi inviterede over til en sundowner.

En nat havde vi formentlig bugtens 4 m lange tigerhaj på krogen. Vi vågnede ved midnatstid, da der var et ordentligt ryk i båden, hvorefter hajen havde knækket kæmpe krogen vi havde på.

På Ambrym besteg vi en aktiv vulkan. Startstedet var en lille landsby hvor de boede i utætte sivhytter. De har ingen strøm. Vores guide Villi (45 år) var kun iført klipklapper, havde 1 pakke kiks med og 1½ L vand, men bar alligevel vores rygsæk med 5 L vand. Vi lagde ud med 2 timers vandring gennem en regnskov. Så gamle tam-tamer (træmænd). Villi fortalte med glæde om kulturen og naturen. Hans bedstefar havde været kannibal indtil 1960, hvor nogle missionærer havde sat en stopper for det, og hjulpet med at flytte deres landsby fra bushen og ud til vandet. 

Den første europæer kom hertil i 1606, og James Cook kom i 1774.  De første missionærer kom i 1789, men blev myrdet os spist.

Efter endnu 2 times vandring op ad den udtørrede lavaflod og sten skråninger manglede vi kun en halv time op til krateret, som er 1270 højdemeter. Men her var stejlt og blæsende og ret smalt. Men det var alle anstrengelserne værd. Vi kunne se og lugte røgen, hører lavaen boble og nyde udsigten ud over det sorte og golde vulkanlandskab. Villi smagte vores medbragte leverpostej, og det var han ret vild med. Vi smagte ”palm heart”, det inderste i palmen, hvor palmebladene bliver dannet, ret smagsløst. Benene var brugte efter 25 km’s vulkanbestigning og 1270 højdemeter. Om aftenen kom en kæmpe hval ind på ankerpladsen og blåsede 2 gange 50-100 meter fra båden, kunne ikke se hvilken slags hval det var, men det er den største vi nogensinde har set. Om natten sad der en stor ugle i salingshornet og der kommer hyle/skrige lyde fra land – vandvittigt sted.

Fra morgenstunden var der mange kanoer forbi Albatros. De vil ikke altid noget specielt, men bare kigge lidt og se hvem vi er for nogen. De siger ikke ret meget eller spørger, men der er sikkert spændende for dem alligevel, at der er liv i bugten.

Så blev kursen sat mod det nordlige Malekula. Om formiddagen var vi med en guide rundt på øen for at se ”cannibal site”. Et sted inde i skoven havde de indfødte bevaret nogle kranier, som var gemt under en stor flad sten. Da guiden (Georg) ville løfte den, sagde han helt forskræmt ”there is a snake”, men det viste sig ikke at være en rigtig slange, men en ånd. Så løftede vi selv stenen og så kraniet. Sidst de havde spist mennesker her var i 1968. De bygger stadig kanoer, og det tager ca. 3 dage at udhule den, hvis de er effektive. De gamle udtjente kanoer bruger de som bænke.

Georg fortalte, at en 10 årig New Zealandsk dreng på en sejlbåd, for 2 måneder siden, var blevet spist og dræbt af en tigerhaj 3 sm fra hvor vi ligger. Det fik vi heldigvis først at vide efter snorkleturen. Tigerhajen er for tropiske farvande hvad den hvide haj er i tempererede farvande. Missionærerne har ikke fået slået kristendommen helt igennem herude, som i resten af Stillehavet. For her er det sort magi og ånder der hersker. De fanger ikke tigerhajen fordi de tror på det er godt, at den spiser mennesker, de påstår at de næsten styrer den til det via deres sorte magi.  

Malekula er bl.a. kendt for ”big and small nambas” som er to stammer der lever på hver sin del af øen. De adskiller sig på deres påklædning, eller faktisk ingen påklædning, som de alle gik med for 100 år siden, kun bestående af et penis(nambas)rør. Der er stadig enkelte der lever sådan og mændene bliver så inddelt efter størrelsen. Om eftermiddagen tog Camilla og Jakob med Georg over til hovedøen. De gik op af en junglesti for at besøge ”small nambas” folkene. Georg tilhørte selv ”small nambas”, trods han far og bror var ”big nambas” og derfor boede de adskilt på hver sin side af øen. Georg tilbød også Jakob og Søren at finde ud af hvilken stamme de ville tilhøre hvis de boede herude!

Her den 21. august er det præcist 1 år siden Albatros sagde farvel til de danske farvande. Videre gik det mod Santo, Luganville. Her tog vi en bus ud til en strand kaldet ”one million dollar point”. Her dumpede amerikanerne alt deres krigsudstyr efter 2.verdenskrig, da de ikke kunne komme til enighed om salgsprisen af det til Vanuatus regering. Allerede på land kunne vi se gamle rustne vrag fra kraner og fly. Der var også rigtig mange coca cola flasker. Vi tog en snorkletur, hvor der lå endnu mere ragelse, som nærmest lignede en losseplads, men spændende at se alle delene, der efterhånden var blevet begroet med farvestrålende koraller.

Vandtank, diesel og benzin beholdning blev fyldt op, det samme galt madvarer og frisk grønt, så vi kan klare os indtil vi når til Darwin i begyndelsen af oktober

Der var 150 sm til Tegua, en ø i Torres øgruppen, som tilhører Vanuatu. 33 timer senere kunne vi kaste anker i en meget frodig bugt. Det var en meget rullende sejltur. Bølgerne kom fra forskellige retninger og der var store dønninger som ikke passede til vindretningen, men sådan skal Stillehavet åbenbart være. Ingen af os kunne sove ret mange minutter af gangen, så det blev to lange nætter.

 

Om formiddagen tog Camilla og Jakob i land, og blev allerede modtaget ved strandbredden, hvor de indfødte hjalp med at løfte gummibåden op. I denne bugt, Hayter, bor der kun en familie – et forældre par med deres 5 børn og 3 børnebørn. De sover alle under samme stråhytte. Vi havde hørt der skulle være mange kokoskrabber her. Da vi nævnte det overfor dem, gik der ikke 5 min, så havde de sat en kokoskrabbe over bålet. Den smagte næsten ligesom lobster/hummer. Den kan bide en finger over, hvis man kommer for tæt på dens kløer, så de bliver altid hurtigt bundet sammen. Her lever også megapode birds, som er en slags vild sort høne, den fik vi et stort æg fra. Vi havde et par t-shirts og 8 dåsetun med til dem, det blev de glade for. Vi spurgte hvad de ellers kunne tænke sig, og det de manglede mest var: ris, tændstikker, sæbe, cd og t-shirts, så det fik de, da de senere kom ud til os på båden. Forsyningsbåden kommer nemlig kun 2 gange om året.

Da det blev mørkt tog Jakob med en indfødt ud for at fange lobster. De kom tilbage med 1 lobster, 2 krebs og 1 blæksprutte. Efterfølgende tog han myggeudstyret på (regntøj og gummistøvler i 27 graders varme), for malariamyggen er mest aktiv omkring solnedgang/opgang, for at gå på kokoskrabbejagt inde i skoven. Tidligere på dagen havde vi lagt åbne kokosnødder rundt omkring og fordelt mælken derfra som duftespor. Der var 14 ialt, men de 7 fik lov at overleve, da de var for små. Det er en af deres få indtægtskilder her.

 

Vi er også ved at finde ud af hvor næste stop skal være og den langsigtede videre planlægning indtil Darwin. Om vi skal droppe Solomon og tage direkte til Papau new Guinea, Louisiade gruppen, for der er desværre ikke tid til så mange stop på en 2 årig jordomsejling. Man kunne godt bruge mange uger/måneder i Solomon øgruppen, men det er der ikke tid til.

 

 

Hilsen Birthe, Mogens, Jakob og Camilla.