19. Beretning (Vanuatu – Australien 2796sm) ”Farvel & Tak til Stillehavet”

Total 19000 sm

                     

Vi besluttede at sejle fra Vanuatu til Louisiade øgruppen, der tilhører Papau New Guinea, sidst i august. Det tog os kun 6 døgn at sejle 840 sm, det er en gennemsnitsfart på næsten 6 knob. En af dagene hvor vi aflæste positionen, kunne vi regne ud vi havde sejlet 160 sm på et døgn, dvs. 6,7 knob i gennemsnit, så det blev rekorden for sejl. Pga. vejret fik vi desværre ikke set Solomon øen Renell, som vi passerede lige forbi, men vi skal også gemme en enkelt eller 2 øgrupper til en anden gang. Vi havde en meget urolig nat med store bølger. På et tidspunkt fik vi besøg af en stor bølge i cockpittet og i agterkahytten. Dieseldunkene væltede på fordækket. Det stod ikke bedre til nede i kahytten hvor et stort megapode æg røg ned fra hylden og ramte heldigvis i vasken.

Den 1.spetember var det Mogens’ fødselsdag. Vi forsøgte at fange en fisk til fødselsdagmiddagen og satte håndlinen ud, men en marlin tog den mens Jakob havde linen rundt om armen, så det gav dybe flænger og brandsår, og dåsemad om aftenen!

 

Da vi til ankom til PNG trængte alle til et bad, efter 6 dage uden. Men det blev kun lige til en kort tur ned ad badestigen, for vi havde læst i Træfpunkt at der er risiko/chance for der er krokodiller her. Det kunne være enormt spændende at se disse dyr, men ikke på tæt hold, bare fra båden. Korallerne er meget farvestrålende, flotte knaldrøde og blå kæmpe koraller, men ingen store fisk – og ingen krokodiller.

 

Når solen skinner og man har udsigt til en bugt med palmer, turkist klart vand, en lang hvid strand – så kan man ikke forlange mere. Ude i det vestlige Stillehav, har vi mødt mange indfødte der simpelthen ikke har nogen tidsfornemmelse - men de har tid nok har vi fundet ud af, og så er det jo også ligegyldigt hvad klokken er. F.eks. oplevede vi at en pige, der fulgte os gennem en jungle til den nærmeste landsby fra ankerpladsen, kun kunne angive om vi var halvvejs på turen, og havde ingen anelse om der var en halv eller en hel times vandring endnu.

Deres boliger var hævet lidt over jorden og bestod bare af et rum, hvori der ikke var andet end et flettet gulv og deres gryder. Deres engelskkundskaber er ikke altid for gode. Det er oftest den ældre generation der kan, og nogle faktisk overraskende godt. Mange var kommet tilbage med grøntsager fra deres haver, og sad på stranden og tilberedte det. Vi har ikke set nogen gå med ur og på et tidspunkt kiggede de op på solen og sagde: ”nu er det tid til at lave mad”.

 

Camilla og Birthe har en lille ”skalle-hobby”. Der er så mange flotte konkylier, både store og små herude. Nogle kan man selv finde på stranden, hvor de er skyllet op, men de mere sjældne byttes med de lokale.

 

Der er mange dejlige stille og solrige morgener i bugten. En formiddag tog Birthe og Camilla gummibåden ind til gudstjeneste i den lille landsby. Det er en god måde at komme i kontakt med lokalbefolkningen på. Kirken var en stråhytte, hvor man sad på flettede håndlavede måtter på sandet. Mændene og kvinderne sad på hver deres side af gangen. De faldt i snak med Wendy, som havde nogle bananer, papayer (popoer) og kokosnødder.

Jakob og Camilla kunne godt tænke sig at se hvordan sejladsen i en Kula (betyder: sailing out) kano foregår, så de havde aftalt, at om eftermiddagen måtte de få en sejltur. Det havde taget 2 mdr. at bygge den. Den sejlede formidabelt godt, 7-8 knob. Kanoen er symmetrisk, så den sejler lige godt begge veje, så på tilbagevejen blev båden ikke vendt, men sejlet vendt, så de ”bakkede” båden tilbage.

 

Den 13. september hev vi anker op for sidste gang i PNG og satte kurs mod Thursday Island i Australien. Der er ca. 400 sm til indgangen til Torrestrædet. Det tog 5 døgn, hvoraf det ene døgnmål var 104 sm, så det er bundrekord, når vi trækker medstrømmen fra. Her på Thursday Island nød vi godt af civilisationen, med god mad osv.

Den 24.september sejlede vi mod Gove, som ligger halvvejs til Darwin. Vi så en del skildpadder undervejs. Det tog præcis 3 døgn, ankom kl. 13 til Gove Yacht Club, Merville Bay. Ved indsejlingen kunne vi se den store aluminiums fabrik/mine, som stort set er eneste beskæftigelse herude. De eksporterer til Europa og et stort skib var ved at blive læsset.

Trængte til at få rørt os lidt, så Jakob og Camilla gik de 12 km ind til Gove, bare for motionens skyld, for selve byen var ikke videre interessant. Den mindede mest om en amerikansk forstad, og med store 4 WD. Fik 5 gange tilbud om et lift, men på tilbagevejen benyttede de sig af det. Næsten alle indbyggerne gik i orange kedeldragter (fra fabrikken), selv efter arbejdstid når de skulle hente deres børn i institutionerne eller når de sad nede i baren i Yacht klubben.

Dagen efter satte vi kurs mod Darwin. Senere på dagen fik vi besøg af en kæmpe flok små delfiner, der legede længe ved siden af båden. Deriblandt var der to mødre med hver deres delfinunge, de var bare rigtig søde. Så en haj og en tyk søslange der havde rullet sig sammen og lå og sov. Der er utroligt meget liv i havet her, og en eftermiddag havde vi både en marlin og en sejlfisk på snøren, som begge kæmpede bravt og spang ud af vandet mange gange, men de hoppede begge af krogen.

 

Natten den 2. oktober blev vores sidste nattevagt for i år. Om natten var der mange skibe og en enkelt fiskerbåd lidt for tæt på. Ved midnatstid kunne vi skimte lysene fra Darwin. Og kl. 2 kastede vi anker i Francis Bay, Darwin.

 

Hilsen Camilla