3. beretning (Fra Falmouth til La Coruña). ”Bardehvaler i Biscayen”

 

Vi benyttede ventetiden (på god vind) i Falmouth på at snuse lidt rundt i gaderne og selvfølgelig prøve deres specialitet ”fish and chips”. Byen er en ældre fiskerby med smalle charmerende gader.

I havnen mødte vi den første danske båd på turen som hed Celtic Anvenger og de var 7 ombord. Som langtursejler forsøger man at hjælpe hinanden, vi fik bl.a. hjælp til at få ordnet motoren og vi kunne bidrage med en ledning og et vejrprogram til deres computer.

Inden vi skulle proviantere til turen over Biscayen, købte vi én dåse af forskellige slags, bl.a. bønner, ærter, risbudding, champignon, frugter og cocktailpølser. Det viste sig at ærterne ikke var grønne, bønnerne var alt for melede, og cocktailpølserne alt for bløde. Det var sjovt at prøvesmage alle dåserne, for hvis de nu havde været gode (for de var billige!), så kunne vi jo have fyldt vores lager op, men det var ingen succes og opvasken derefter var enorm.

I havnen lå der en sejlbåd på ca. 80 fod. Ejeren var en russer der vil sætte verdensrekord ved at forsøge at sejle jorden rundt alene uden stop så hurtigt som muligt. Afgangstidspunktet er midt i oktober, og han forventer det tager 3-4 måneder. I kan læse mere om hans projekt på: www.konyukhov.ru Han har desuden et imponerende CV, bl.a. har han besteget Mount Everest, sejlet over Atlanten i en robåd og på ski til Nord- og Sydpolen.

Onsdag den 15/9 sejlede vi fra Falmouth sammen med Celtic Avenger. Solen var lige stået op og vi satte kurs mod La Coruña i Nordspanien. Undervejs så vi 5 delfiner der legede foran båden. Det første halve døgn var der jævn bidevind, og vi sejlede mod vores forventning fra Celtic Avenger som er en 55 fods stålbåd med to master. Næste dag tiltog vinden til 10 m/s fra syd, så vi besluttede at skifte kurs fra La Coruña mod Brest, så om aftenen kom vi til Frankrig efter en omvej på 70 sømil. I Brest (Camaret Sur Mer) gik vi nogle lange ture, og så de mange levn bl.a. bunkers fra 2. verdenskrig.

Turen over Biscayen forløb fint. Første dag blæste det 5-6 m/s fra vest. I løbet af eftermiddagen sejlede vi gennem et stræde mellem nogle øer hvor vi havde 5 knobs modstrøm i en times tid, så vi måtte sejle 8 knob for både sejl og motor for at komme igennem. Da vi på 2. dagen passerede kontinentalsoklen (dybden gik her fra 100 m til 4500 m over kort afstand), ville der være en chance for at se hvaler og delfiner. Dette gjorde vi og det var et fantastisk syn når delfinerne legede foran båden. Når vi havde følgeskab af dem livede vi helt op. Oftest var delfinerne ved båden i 5-10 min, ikke så lang tid, de var nok bare nysgerrige for at se hvad eller hvem vi var. I grunden ser havet ens ud, hvad enten der er 50 meter eller 5 km under kølen, men selve visheden om at sejle ovenpå flere km vand satte min fantasi i gang. Der er noget mystisk og ukendt forbundet med disse enorme dybder og vandmængder. Dagen efter sejlede vi for fok og fuldt rebet storsejl i 8-10 m/s vestenvind. Vi var, på trods af bølgernes højde, så heldige også at spotte 4-5 hvaler, den ene ret tæt på båden, og hvalen var længere end båden. Det var finhvaler på omkring 10-15 meter. Finhvalen er det næststørste dyr på jorden efter blåhvalen. På tredjedagen var der ikke meget vind så vi sejlede for motor. Over Biscayen kunne Jakob og Henrik endelig dyrke en af deres største hobbyer – lystfiskeri. Den ene dag blev det til 3 tunfisk på ca. 3 kg og en halv meter. Der er enormt meget kød på dem, så den ene fik lov at overleve, 2 kunne vi sagtens blive mætte af. Drengene lavede de lækreste fileter uden ben og skind til aftensmaden – synd for tunene at de smager så godt!. Skulle hilse og sige fra Henrik at de også smager fint som sushi, da han tog en bid af fisken mens han slagtede den. Efter 2 døgn, 20 timer, 372 sømil og en gennemsnitsfart på 5,5 knob kom vi til La Coruña i det nordlige Spanien.

For at markere vores ankomst til Spanien, skulle vi ud at prøve lidt lokalt mad. Menukortet var kun på spansk og tjeneren kunne ikke et ord engelsk, så Jakobs spanskkundskaber kom på prøve. Vi bestilte nogle menuer vi ikke helt forstod hvad var. Forretten var en kombination af  kartoffelsalat og bønner med pølseendeskiver. Hovedretten som var grillet fisk eller kylling var ok, pomfritterne var endda håndsnittede. Tjeneren  spurgte så om vi ikke skulle have ”postre” (dessert), men nej nu ikke mere underlig mad, men det var åbenbart med i prisen, så kunne vi jo ligeså godt prøve det. Vi valgte hver vores dessert og fik så henholdsvis serveret to ananas fra dåse, 2 ferskner fra dåse eller lidt kagecreme som det eneste på tallerkenen – det var altså for underholdende. Det endte med at vi sluttede af med en Sundae is fra McDonalds.

Af praktiske oplysninger kan lige nævnes at vores ovn med tilhørende blus kun har brugt én 3 kg gasflaske på over en måned på trods af at vi som regel spiser varm mad på båden hver dag, og jævnligt laver te, kaffe og bager brød og kager. Vi fik vores tomme gasflaske byttet til en ny for 9 euro.

På turen indtil videre har vi kun mødt én dansk båd, men til gengæld en del nordmænd, finner og færinger. Når man møder en færing er det som at snakke med en dansker. De har dansk fra 3.klasse, kan tage DR1, TV2, læser ”se og hør” og ved mere om Joachim og Alexandra´s skilsmisse end vi gør. Jeg synes det er interessant at snakke med andre sejlere og se deres både. Men alligevel er det lidt underligt, for man møder mange mennesker og siger ”farvel og vi ses” selvom det er de fleste man ikke ser igen.

Her i La Coruña er der en skøn strand, så vi har købt en beachvolley, så vi kan få rørt os lidt.

 

Hilsen Matros Eriksen.

 

PS. Hvis der er nogen der har spørgsmål til noget af det jeg skriver, eller glemmer at skrive om, så spørg endelig om det i gæstebogen.