4. beretning (Fra La Coruña til Lissabon 359 sm). ”Portugiser Norden”                            

 

Total: 1826sm

 

Portugiser Norden er en vind, der her ofte blæser jævnt fra nord langs Portugals kyst. Det var den, der førte os fra La Coruna til Bayona på 20 timer (115 sømil). Sejladsen gik fint, det mest ”dramatiske” var, at Henrik skulle op i masten midt om natten og sætte vores toplyslanterne fast, som kun hang i ledningen da popnitterne til beslaget var knækket.

Ved en ankerplads lige før Bayona så vi pludselig 3-4 rygfinner, så vi sejlede selvfølgelig efter dem for at se hvad det var for nogle hvaler. Det var rissosdelfiner også kaldet halvgrindehvaler, som var 3-4 meter lange og med hvide pletter. For første gang på turen lå vi for anker og svømmede ind til en flot strand. Indtil videre har vi ligget i havn hver nat, med mindre vi har sejlet natsejladser. Havnepengene har været meget varierende, men gennemsnitlig ca. 20 euro pr. nat, med England som det dyreste og Portugal som det billigste.

Når vi kommer i havn efter flere dage på havet, er det rart at komme lidt væk fra båden og suge en masse nye indtryk til sig i land. Derfor tog Jakob og jeg en dagstur med bus til Vigo, som er en af de større byer i Spanien, med en kvart mio. indbyggere. Byen var meget charmerende med et mylder af mennesker og markeder.

Dagen før os sejlede færingerne, som vi mødte i La Coruna, også til Bayona. Vi undrede os derfor over, at de ikke allerede lå der da vi kom. Men det var der en skræmmende forklaring på, da jeg tjekkede mail senere på dagen. Jeg fik gåsehud da jeg læste, at deres 45 fods cementbåd, som Jakob og jeg havde været ovre at besøge og få den obligatoriske rundvisning i, var sejlet ind i en stor tung genstand med 7,5 knob. Båden sank i løbet af et par timer, men de var på intet tidspunkt i livsfare, da det skete 3 sømil fra kysten. Selvom de skyndte sig at kigge agterud kunne de ikke se hvad de var sejlet ind i, men troede det var en container, som de store skibe kan tabe i stormvejr, eller en hval. Nu ligger båden på 52 meter vand og de er taget tilbage til Færøerne og søger allerede efter en ny båd.

Vi var også inde i Leixoes, som ligger lige uden for Porto, som er den anden største by i Portugal. Vi anduvede byen efter mørkets frembrud, og kunne pludselig se noget der lå i vandet og spærrede for indsejlingen. Det var ikke noget vi kunne sejle over, så vi måtte kaste anker uden for havnen. Næste morgen blev gummibåden fundet frem fra rummet under forkøjerne, pustet op og søsat for første gang. Vi roede ind for at se nærmere på sagen. Det viste sig, at der for 2 måneder siden havde været en eksplosion i en forbipasserende ledning, og pga. olieudslippet var marinaen nu lukket på ubestemt tid. Enkelte huse og både var brændt eller smurt ind i olie. Da vi havde set den højest beliggende del af Porto, tog vi et ”bjergtog” ned til den gamle bydel langs floden. Her var der mange turister, nok pga. de mange portvinsbutikker som Portugal er kendt for og vi fik da også prøvesmagt både rød og hvid 10 års portvin.

Ombord drikker vi ikke portvin, men et par gange om ugen får vi rød- eller hvidvin på karton, da glasflasker både er tunge, klirrer når vi sejler/vipper og svære at komme af med, sådan er der mange ting der er anderledes end når man er hjemme. Vandglassene og kopperne er nummererede så vi kan drikke af det samme glas flere gange. Dette sparer os for en del opvask.

Mht. økonomien ombord, så har vi fra tidligere rejser gode erfaringer med at lave en ”fællespung”. Her ligger vi så hver især f.eks. 50 euro i, som så bliver brugt til diesel, mad, havnepenge, gas og andre fælles udgifter.

Udover dette har anpartshaverne en skibskonto, som bl.a. dækker forsikring, reparationer og vedligeholdelse  af båden, ajourføring af medicinkasse, sikkerhedsudstyr og søkort. Da projektet blev startet op, besluttede jeg mig for ikke at have en anpart, men derimod være gast og dermed betale et fast mindre dagligt beløb til skibskontoen, for at undgå varierende uforudsete udgifter.

Vi har en indbyrdes ”konkurrence” om hvem der først opdager hvalerne når vi sejler. Indtil for nylig må jeg nok indrømme at mine ”hvalspot” endte med at være måger eller fiskebøjer når vi kom tættere på! Men da vi sejlede til Peniche var det endelig min dag, jeg spottede både en 10 meter lang vågehval få meter fra båden samt delfiner.

Desuden har de to lystfiskere ikke haft så megen fiskelykke siden de mange tunfisk over Biscayen. Denne dag var ikke bedre – tværtimod. Pludselig lød knarren på hjulet, dette er en lyd der kommer når en fisk bider på og trækker snøre af hjulet – det er deres yndlingslyd. Vi to tøser lystrer nu også på lyden, da det altid er spændende at smage forskellige slags sydhavsfisk, som man jo ikke lige kan få derhjemme. Men det var desværre ikke den store tun vi havde fantaseret om, men derimod en fugl! Det var en sule, der havde fanget deres agn som er en plasticblæksprutte. De hev den ind og tog krogen ud af vingen. Den tog ikke skade og fløj videre uden problemer.

Peniche, som var sidste stop før Lissabon, er en lille rigtig hyggelig fiskerby. De portugisiske toldere er de mest grundige vi endnu har mødt. De skriver alle vores pas-oplysninger og båddokumenter over på utallige papirer. Politiet kom også ombord. Han påpegede, at det portugisiske gæsteflag, som manglede i masten, var et lovkrav. Henrik sagde til ham : ”vi køber det i morgen”. Det var han overhovedet ikke enig i, og truede med, at vi ellers skulle forlade landet. Så det første vi så i denne by var en sejlerbutik, så var spørgsmålet bare om gæsteflaget skulle betales af ovenstående skibskonto eller ”fællespungen”, men det er også første gang vi har været i tvivl.

5 timer før indsejlingen til Lissabon havde vi en fantastisk naturoplevelse. Vi sejlede for motor, da havet var stille. Ude foran båden i horisonten så vi mange plask i vandet. Da vi kom hen til det, viste det sig at være en flok legesyge delfiner på 20-30 individer. Da Henrik og Jakob for 6 år siden sejlede til Caribien i Pale Rider, så de også mange delfiner, store hvaler mm., men dengang overvejede de kun at hoppe i til dem, men nu, mange erfaringer senere, gjorde vi det bare. Vi skyndte os at finde snorkeludstyret frem og hoppede på skift i til dem. Delfinerne blev hverken skræmte eller nærgående. Kloge dyr som de er, svømmede de nysgerrigt forbi os i 2-3 meters afstand. Man kan virkelig se, at de er i deres rette element, da de på akrobatisk vis svømmede rundt og kiggede på os. I sådan en situation glemmer man alt omkring sig og der gik hurtigt en time inden vi alle stod på båden igen, som nu flød med håndklæder, snorkeludstyr, diverse kameraer.  

Indtil videre har vi tanket 250 liters tanken i båden op med lokalt drikkevand. Det har smagt lidt af chlor, men vi har overhovedet ikke haft problemer med maven. Men når man er på charterferie sydpå kunne man jo ikke finde på at drikke vandet fra vandhanen, man er endda påpasselig med ikke at sluge noget vand når man børster tænder. Så nu er vi begyndt at købe vand på flasker for en sikkerheds skyld. Men det er hårdt at slæbe de mange kg vand fra supermarkedet ned til Albatros, da vi drikker min. 2 liter pr. mand om dagen.

Vi ligger nu i Lissabon sammen med en anden dansker og venter på godt vejr til turen til Madeira. Hans båd hedder ”Mani”, da det er den niende båd han selv har bygget.

 

Hilsen Matros Eriksen og hendes hjælpere.