7. beretning (Fra Porto Santo til Las Palmas 490sm). "Som charterturist på 5 øer"  

 

Total: 2850sm

 

Her kommer sidste beretning om Henrik, Kathrine, Camilla og Jakob´s færd med Albatros fra Danmark til Gran Canaria. Sidste beretning sluttede med at vi netop var ankommet til Porto Santo, en lille ø ved Madeira.

I havnen lå vi 4 svenske og 3 danske både. Vi havde megen fornøjelse af hinanden og snakken gik frem og tilbage over rælingen. En aften inviterede vi alle til video og billedaften om hammerhajen og kæmpe tunen. Vi var i alt 13 ombord. Det var en hyggelig men også varm aften med så mange mand ombord, da udluftning i båden var begrænset pga. regnvejr og vindstille. Der blev også arrangeret en ”fodboldlandskamp”, Sverige mod Danmark, og efter 1½ time måtte vi se os slået med 15-14. Inden afgang til Madeira havde Camilla travlt med at udveksle visitkort med de andre skandinaviske sejlere samt skrive i gæstebøgerne, det er altid godt at holde sejlernetværket ved lige.

Om formiddagen sejlede alle 7 både mod Madeira, de andre stoppede ved den nærmeste havn, da rygterne sagde, at havnen i hovedbyen Funchal på Madeira altid var optaget, men vi prøvede som de eneste at tage dertil, og minsandten om der ikke var en plads fri til os. Vi lå her i 3 dage hvor vi nød de større byers goder som internet, Mc Donalds, shopping og lange gåture på havnepromenaden. Den ene dag lejede vi bil. Vi bestilte en Citröen C3 til levering på havnen den følgende morgen. Da vi kom derop stod der en Rover, typisk – men når det ikke kostede mere end 35 euro ekskl. benzin hernede, så må man ikke klage. Vi kørte øen rundt, og nåede bl.a. op på det højeste bjerg i 1818 m’s højde. Da vi nu havde bil, skulle der også handles flaskevand, for at forbygge det evige problem med at forslæbe sig med vand ned til båden, så hele bagagerummet blev fyldt.

Da vi sejlede fra Madeira skulle vi holde god afstand til en lille ø, som var et fredet og stærkt bevogtet naturreservat. Her lever verdens største koloni af de sjældne søulve på ”hele” 12 individer. Vi så desværre ingen i havet omkring reservatet, til gengæld fik vi besøg at et par rutandede delfiner. Der er to døgns sejlads til Tenerife, og der var havblik det meste af turen, så vi sejlede for motor 30 timer i træk, det gjorde ondt i ørene (og pengepungen). Tirsdag d. 26 oktober kom vi til Los Gigantes på Tenerife efter 2 døgn på havet. Her lå vi ikke længe, da vinden gik i vest, så vi sejlede derfor til San Sebastian på øen La Gomera. Denne havn vælger mange langtursejlere som udgangspunkt for atlanterhavskrydset. Der er derfor opstået den tradition, at når en båd tager afsted, trutter alle i deres tågehorn. Her var vi også med til at trutte nogen afsted, og det var en stemningsfuld afsked. Vi lå også et par dage for anker ved nogle flotte høje klipper, hvor vi snorklede meget. Henrik skød 3 blæksprutter med harpunen, og 4 papegøjefisk kom også på Albatros menukort. Vi lå ret uroligt for anker om natten pga. store dønninger. Den ene nat stak Camilla hovedet op af forlugen og ville se om vi sejlede! (på GPS’en stod der faktisk 0,5 knob). Den urolige nat var tegn på, at passatvinden var ved at indfinde sig igen, så vi måtte tilbage i læ af Tenerife igen. Det blev en tur med meget kraftige vinde da de forstærkes mellem øerne.

På Tenerife gentager vi succesen med at leje en bil for at se øens højeste punkt. Denne gang var det El Teide, på 3718 m. Los Christianos er et hyggeligt turiststed, hvor vi tilbragte en uge med bl.a. beachvolley, hvor vi også blev udfordret af de lokale. Vi lå her så længe så vandtanken blev tom. Der var ikke mulighed for at få fyldt vand på her, så nu var vi nødt til at bruge hovedet, som i øvrigt ikke bliver overbelastet hernede. Vi tog ind til stranden hvor der var en ferskvandsbruser. Folk kiggede en del, da vi stod med vores tragt og dunke – men vi fik vores vand og det er hovedsagen.

Sidste ø vi besøgte var Gran Canaria. Samme aften/nat som vi ankom til Aguneguin blev det årlige langturssejlertræf afholdt i den skandinaviske bar ”Compas Amigos”. Vi nåede derop kl. 01.00 men på det tidspunkt var der kun fordrukne svenskere og én dansker tilbage. Han fortalte om alle de danske sejlere der havde deltaget i festen, og også en historie om nogle såkaldte storfiskere på en båd der hed Albatros, som havde fanget en 200 kg’s tun og en 3-4 m. hammerhaj, så han var helt benovet over at møde os, da vi begav os til kende. Så historien var kommet os i forkøbet og bliver nok til en vandrehistorie hernede.

Til aftensmad havde vi en dag fundet en dåse ”Callos” frem. Indholdet så indbydende ud og duftede bedre end forventet. Lige inden vi skulle til at sætte tænderne i det, ville Jakob tjekke i hans spanske ordbog hvad ”Callos” egentligt var – og gudske lov for det. Det var oversat til ”hård hud”, så vi mistede ret hurtigt appetitten.

De sidste 4 dage inden vi skulle flyve hjem til Danmark lå vi i Las Palmas. Det er også herfra den kendte kapsejlads, ARC’en, over Atlanterhavet starter, så der var mange store og flotte både at kigge på. Dagen før vi skulle hjem brugte vi på at gøre båden klar til den næste besætning(Mogens og Torben), så det var store rengørings- og vaskedag. Efter en god afskedsmiddag samme aften, var vi klar til at tage hjem til Danmark. Vi nåede lige at hilse på Mogens og Torben i lufthavnen gennem en glasvæg, 5 min før vi skulle flyve. Turen hjem forløb uproblematisk, eneste overraskelse var at vi på hovedbanegården blev optaget på rulletrapperne til Go’ aften Danmark, hvor Camilla gav et ”resume” af sejlturen på 20 sek., som blev vist samme aften på TV2.

 

Hilsen Camilla