9. beretning (Barbados, Tobago, Grenada, St. Vincent og Grenadinerne 311 sm). ”Jul og nytår i Caribien”

 

Total: 5976 sm

 

Vi tilbragte en dejlig uge på Barbados for anker i Carlisle Bay ved hovedstaden Bridgetown og fordrev tiden med snorkling, små ture op i byen, skrive e-mails og julehilsener og enkelte reparationer på båden.

Vi meldte os ind i Barbados Yacht Club så vi kunne bruge deres faciliteter. Medlemskab kostede ikke noget og gjaldt en uge. Specielt gratis internet benyttede vi os en del af. Det foregik oppe på kontoret, så når vi kom om morgenen måtte en af sekretærerne flytte plads, men det havde hun tilsyneladende ikke noget imod. De var 4-5 ansatte til at passe kontoret så travlt havde de ikke.

Første gang vi var oppe i byen var en intens oplevelse. Trafikken virkede lettere kaotisk og det vrimlede med folk over det hele. Vi var stort set de eneste hvide mennesker på gaderne, hvilket kom lidt bag på os. Frugtmarkederne havde mange fristende ting men det var utroligt dyrt, f.eks. kostede tomaterne 18 $/kg ellers ca. 12 kr. per stk. Det høje prisniveau skyldes at al frugt og grønt skal importeres, de dyrker nemlig intet på øen da turismen er meget mere lukrativ.

Den 20. december tog vi ud til lufthavnen for at hente Birthe. Hun kom til tiden efter en god tur og skal være ombord de næste 3 uger. Busturen derud var lidt af en oplevelse så hurtigt som chaufføren kørte på de smalle veje, og en god lejlighed til at se lidt af øen, ja faktisk blev det det eneste vi fik set af Barbados udover selve Bridgetown.

 

Sejladsen til Tobago gik fint selvom bølgerne hurtigt blev store og noget uregulære så det vippede en del. Birthe havde taget en søsygepille inden så det gik fint, om end det var en lidt barsk første tur for hende, og egentlig også for os andre da vi havde mistet vores gode tilvænning fra Atlanten. Vi kunne se Tobago’s høje bjerge da det blev lyst. Det sidste stykke havde vi 1,5 knobs modstrøm så det virkede som en evighed før vi nærmede os den meget frodige kyst. Efter knap et døgns sejlads kunne vi smide ankeret i Man O’ War Bay på nord siden af øen, ved den lille by Charlotteville.

Juleaftensdag gik vi en tur op i den idylliske by som sniger sig op ad bjergene. Her er meget smukt, uspoleret og næsten ingen turisme.

Det medbragte julepynt kom op og vi fik os en dejlig ”dansk” julefrokost med snaps og Tuborg julebryg, dog ikke med så mange retter. Juleaften blev holdt på en restaurant sammen med de andre sejlere som lå i bugten, deriblandt 5 andre danske både. Menuen havde ikke meget med traditionel dansk julemad at gøre, men det smagte ganske udmærket. Lidt julegaver blev det også til, selvom vi havde aftalt ikke at gøre så meget ud af det i år. Det blev en udemærket juleaften meget anderledes end hvad vi er vant til.

Juledag slappede vi af på stranden og tog lidt udenfor bugten for at snorkle, her så vi en mantarokke der var ca. 1,5 m bred.

Den 27. december viste sig også at være helligdag her, men vi tog bussen til hovedbyen Scarborough alligevel, da det lige så meget var for at se lidt af øen. Den første del af turen var meget bjergrig med snoede veje og meget frodig regnskov. Flere steder havde der været mudderskred for nylig som havde taget autoværnet med, her var sat noget bambus rækværk op. Vi gik en tur op til Fort King George, lidt anstrengende gåtur men flot udsigt da det lå på toppen med udsigt til begge sider af øen.

 

Efter en afslappende jul på Tobago var det tid til at sætte kursen mod Grenada. Da vi skulle hive ankeret op sad det fuldstændigt fast, ikke engang med ankerspillet kunne vi rykke det op. Henrik dykkede ned på 12 m og det var et frygteligt syn; ankeret havde fat i en stor træstamme og kæden var viklet flere gange rundt om stammen, ankeret og en anden gren. Det så ret håbløst ud. Henrik fik løsgjort ankeret fra kæden og snor i det, men vi kunne stadig ikke få det op. Det var meget vanskeligt at lave noget på den dybde så vi besluttede os for at se om vi kunne trække det hele ind på lavere vand ved at slå bak på motoren. Det lykkedes, men de lokale fiskere var ikke meget for det da de skulle til at sætte garn i bugten, de var dog forstående bare vi trak stammen med ud igen så de ikke fik den i nettet. Efter en del dyk havde vi 3 liner på den store stamme og kunne hive den op i overfladen. Den var næsten lige så lang som båden og ca. 30 cm i diameter i den tykke ende. Efter 2 timers anstrengelser, hvor det til sidst var så mørkt at vi måtte have projektøren i brug, fik vi både ankeret og kæden fri og lod stammen gå til bunds lidt ude.

De 81 sømil til Prickly Bay på sydspidsen af Grenada blev en rolig og meget behagelig sejlads. Månen stod op lidt efter vi havde spist aftensmad og det blev den flotteste nat med fuldmåne, fin vind og klart vejr.

Her på Grenada er der mange tydelige spor efter orkanen Ivan som hærgede med fuld styrke 7. september 2004, og som indirekte også fik ændret vores sejlplan. Vi faldt nemlig over en billig lettere orkanskadet rullegenua som vi besluttede at købe. Da det var lige før nytår ville der gå en del dage før riggeren kunne have den tilpasset og syet 2 af vores sejl om, derfor besluttede vi at sejle videre nordpå og så komme tilbage 14 dage senere og få den monteret.

Nytårsaften fejrede vi i Prickly Bay. Vi var knap 15 danskere fra bådene Denvi, Towanda, Mani, Malott og Albatros. Kathrine påmønstrede igen og kom med flyveren lige til spisetid. Det var en hyggelig aften med nationalsang kl. 19 (midnat dansk tid), live band og champagne kl. 24 på husets regning. Vi skød 2 af de gamle nødraketter af men det var kun den ene som fungerede.

Hovedstaden er St. Georges og det er en af de smukkeste ”storbyer” i Caribien. Byen ligger rundt om en meget beskyttet naturhavn og husene kryber op langs de grønne bjerge til alle sider. Også her er krydstogtsturismen en stor forretning udover muskatnødderne, som udgør en fjerdedel af eksporten og er landets ”vartegn”. Eller rettere ”gjorde”, for orkanen beskadigede også en stor del af muskatnødtræerne. Efter en enkelt overnatning i lagunen motorkrydsede vi op langs øen og hele vejen ud til øen Carriacou, da det var næsten lige modvind. Det var nogle lange 30 sømil selvom Albatros klarede bølgerne fint.

 

Fra Carriacou gik turen gennem Grenadinerne mod St. Vincent. Grenadinerne er en række øer med mange gode strande og snorkling. Desværre kom vi dertil sammen med et stort skysystem med masser af regn og vind. Union Island anløb vi i silende heldagsregn og hård vind, og da ankerpladsen lå lige ud til revet uden læ for vinden var ankringen ikke helt uproblematisk. De sidste par dage havde der været problemer med luft i dieselen så motoren gik ujævnt, så nu kunne en reparation ikke udskydes længere. Mogens fik lavet nyt gevind i den gamle fødepumpe og monteret en ny studs istedet for banjoen med sikaflex. Da vi før afsejling fra Danmark installerede gas i båden var det de blå europæiske ”International Camping Gas” som vi ikke var sikre på kunne fås udenfor EU, så det var med stor lettelse vi fandt dem her og fik byttet.

På øen Mayreau lå vi i en lille overfyldt fin bugt med en flot palmestrand, men det rullede meget da vinden stadig var i NØ. Sejlede derfra ud til Tobago Cays, en samling små øer helt ude på koralrevet lige ud til Atlanten og kendt for alletiders snorkling. Vi snorklede i det meget strømfyldte klare vand og så mange fisk og et par pilrokker. Da solen rigtigt kom igennem var der utroligt flot med det meget turkise vand. Det er en meget åben ankerplads så vi sejlede videre til Canouan samme dag, men her blæste det endnu mere da nogle gevaldige kastevinde kom ned fra bjergene. Lige inden sengetid opdagede vi, at vi var drevet. Det var første gang ankeret ikke holdt, men heldigvis var der ledige moorings vi kunne ligge ved.

Vi havde også et stop på Bequia inden vi anløb Blue Lagoon på St. Vincent, hvor Torben og Birthe stod af. Her vendes skuden og der sejles tilbage til Grenada for at få rullegenuaen monteret inden det går mod Panama.

 

Hilsen Torben og resten af besætningen på Albatros.