23 dage over Atlanten

Albatros for svaj i Las Palmas. Der var ikke plads inde i havnen hvor alle ARC bådene lå. Vi fik dog planlagt det således, at vi fik leveret vores varer fra supermarkedet til en brændstofkaj i havnen, så vi kunne bære varerne ombord mens vi tankede diesel og vand.

 

Masten kigges efter inden det lange stræk. Henrik slap dog ikke for at skulle op i masten 2 gange på vej over Atlanten, da et fald havde sat sig i bekneb i toppen af masten.

 

Luften var 30 grader og vandet 25. Vi tog os også en svømmetur da vi var midt på Atlanten og havde 5 kilometer vand under os.

 

I medvindssejlads, som det jo var næsten hele vejen, er der ikke meget udluftning i agterkahytten. Et kuldsejl hjælper med at skovle luft ned til Henrik og Torben som sov i agterkahytten. Mogens sov i forkahytten. Således var salonen fri til nattevagten.

 

Det vrimler ikke med delfiner så langt fra land, men 3 gange så vi dem. Henrik så også en hval springe højt op af vandet, så den var helt fri af vandet. Den var langt væk, men alligevel tæt nok på til at han kunne se at det var en Kaskelot.

 

I løbet af natten landede der af og til flyvefisk på dækket. Denne her, som fik kilet sig ind under en liste, den spiste vi. Den smagte godt nok, men var fuld af små ben.

 

Guldmakrel som denne her fangede vi mange af. Bortset fra de første 3 dage, hvor vi ikke fangede noget, så kunne vi have fået guldmakrel hver dag hvis vi ønskede det. 2 små tun og 2 store wahoo kom også indenbords. Marlin så vi 2 gange, først en der huggede efter krogen nogle gange, men den sad ikke ordentlig fast på krogen. Derefter en på 3 meter der svømmede i overfladen og lige bag ved båden. Den prøvede at få fat i 5-8 små tun der søgte tilflugt under båden, så den marlin var slet ikke interesseret i Henriks plastic blæksprutte.

 

En af de mange smukke solnedgange over Atlanten.

 

Camilla og Jakob havde efterladt en stor sæk med pakker til os. En pakke til hver dag over Atlanten. Det var en dejlig adspredelse, men 21 pakker var nok lidt for optimistisk. Pakke nr. 19 var julepynt, men selvom vi også er begyndt at kunne høre julemusik på Barbados Radio, er det meget svært at komme i julestemning når temperaturen er 30 grader.

 

Mogens prøver flere gange på turen at bestemme vores position ved at måle solens højde med sekstanten. Vi har dog 2 GPS’er ombord som løbende giver vores position, plus en håndholdt GPS i reserve i tilfælde af strømsvigt. Efter et par tabelopslag og lidt regnearbejde, lykkedes det faktisk at bestemme vores middagsposition inden for en nøjagtighed på 20 sømil.

 

Kødsovsen til spaghetti var med Guldmakrel, eller Dorado som denne fisk også kaldes på engelsk. Det blev vores foretrukne ret på turen.

 

Albatros syner ikke af meget blandt de store krydstogtskibe i Bridgetown. Flere af disse kolosser anløber hver dag Bridgetown, og er sikkert medvirkende til det høje prisniveau i byen.

 

Albatros for anker i Carlisle Bay. Det var den lange rejse værd, klart turkisfarvet 28º varmt vand, og en bred strand med hvidt koralsand og palmer.