Fra Atlanten til Stillehavet

Mogens på vej ned i gummibåden for sidste gang i denne omgang. Han påmønstre igen i Stillehavet. Ved ankerbøjerne på Bonaire ligger man hvor bunden skråner fra lavt vand til meget dybt vand. Hver dag svømmede dykkere rundt på bunden mellem sejlbådene.

 

Da vi hev denne tun ind måtte vi se os snydt af en større fisk og begynde at se os om efter noget andet til aftensmad.

 

Efter en mørk og blæsende nat lå der 42 flyvefisk på dækket.

 

Smilet stivnede da en stor kakerlak løb ud af bananstokken og ned under teakdørken i cockpittet. Vi havde hørt om andre sejleres problemer med at slippe af med disse dyr. Smilet kom dog på plads igen, da Henrik smadrede den med en velplaceret knytnæve.

 

Det dejlige sted Punta Sabanilla (Playa Blanca), hvor vi med macheten fik øvet os i at åbne kokosnødder. På et tidspunkt kom 3 fiskere gående forbi, og selvom vi synes vi var rimelig gode til at åbne nødderne, må vi have set noget kluntede ud, for de tilbød at vise os hvordan det skulle gøres, og de tog da heller ikke den halve tid om det. Den yngste af fiskerne klatrede op i en ca. 10 m. høj palme og hentede umodne kokosnødder ned til os alle, indeni var der væske, klar til at drikke.

 

Kæmpebambus på Isla Linton.

 

Efter at have holdt godt øje med bredden, fik vi øje på nogle små uldne krabater i palmetoppene og på stranden. Vi skyndte os i gummibåden, med bananer og æbler i tasken.

 

Aberne tillod os ikke at komme i land, da vi prøvede, virkede de aggressive og forsøgte at hive rygsækken ud af hænderne på os. De havde dog ikke noget imod, at blive fodret med bananer og betragtet fra gummibåden.

 

Isla Grande var et dejligt fredfyldt sted, hvor fuglene ofte tog sig en slapper på skøderne.

 

Gummibåden var godt læsset da vi skulle have de 4 liner og 6 bildæk sejlet ud til båden. Endnu værre var det da vi skulle have de 4 indkøbsvogne fulde af proviant ombord, vi måtte sejle 4 gange.

 

Her sejler vi forbi Gold Hill, det højeste punkt langs kanalen. Under konstruktionen af kanalen sprængte man sig gennem denne klippe. Amerikanerne overtog konstruktionen af kanalen i 1903, efter franskmændenes mislykkede forsøg. Arbejdet tog ti år, arbejdskraften fra 75.000 mand og et budget på ca. 400 mio. US Dollars. Siden kanalen åbnede har ca. 850.000 både taget turen gennem kanalen. I 1999 overgav amerikanerne kanalen til Panama. Lodsen og lineholderne kunne fortælle, at administrationen af kanalen aldrig har fungeret bedre, men at de alligevel var utrolig kede af amerikanernes tilbagetrækning. Da Panama efter 1999 selv skulle til at udbetale lønnen, faldt en havnearbejders løn fra 5 US dollars til 90 cent i timen.

 

I sluserne havde vi ikke meget at lave, de 3 lineholdere havde godt styr på det hele. Denne gang var der kun sejlbåde i kammeret. Dagen før lå vi bag et containerskib i sluserne. Første gang containerskibet skulle ud af slusen gav det så meget skruevand at tov og klamper knirkede, og lodsen råbte i VHF`en til containerskibet, at de skulle tage det roligt.