Milde Marquesas

Da Jakob skulle hente Camilla på nordsiden af Nuku Hiva, tog han afsted en dag før, ikke kun for at være i god tid, men også for at besøge en afsides landsby. Deres gensynsglæde var stor. Camilla er nu med det næste halve år over Stillehavet til Australien. 

 

Roning i polynesisk outriggerkano er deres nationalsport, som de tager meget seriøst. Hvert forår afholdes der konkurrencer øerne imellem. Her træner de dog bare omkring ankerpladsen, hvor vi ligger.

 

To ”hundehoveder” i én gummibåd. Hunden tilhører den danske båd Anaconda, med den 58 årige skipper Jan, som vi har fulgtes lidt med siden vi stødte på dem midt ude på Stillehavet. Udover ulempen ved at skulle hente deres hund når den forlader båden, og de ikke er tilstede, så er der mange fordele ved at følges ad. At dele erfaringer og oplevelser herude gør både turen nemmere og mere oplevelsesrig.

 

Vi vandrede 3 timer op til et 350 meter højt vandfald. Badede i det kraftige vandfald, samlede og spiste frugter på vej hjem, især mangotræer var der overalt. 

 

Dette er en "Giant land crab", også kaldet Pond crab. Denne krabat mødte vi på en af vores mange vandreture. Den er ca. ½ meter fra klo til klo. De lokale siger det er en delikatesse, men dette dyr lod vi nu undtagelsesvis gå.

 

Der findes ingen kort over ”stierne” på øerne, så når vi er ude at vandre får vi de lokale til at forklare os turen grundigt, og nogle gange har andre folk været så flinke at opstille varder (sten stablet ovenpå hinanden) langs stien. Her så vi en varde på den anden side af den kraftige strøm, men heldigvis var der en træstamme, der førte over. Vi har altid en machete med, hvis terrænet skulle blive for ufremkommeligt, men oftest bliver den brugt til at åbne drikke- og kokosnødder med.

 

På vej til Tahuata fangede vi en stor Wahoo på 155 cm og 20 kg. Den turde vi godt spise, da den lever på dybt vand og derfor ikke spiser de mindre fisk, der lever af ciguatera algerne, som gror på koralrevene.

 

På en snorkeltur nåede Jakob og Henrik kun 30 meter væk fra båden, før de havde skudt en grøn muræne. Det var på 6-7 meters dybde, og den trak spyddet med sig ind under en stor sten. Efter mange ture hen til båden efter snor, kniv, gafkrog mm., og mange dyk ned og hive i murænen, fik de den omsider ud. 18 kg og lidt over 1½ meter lang.

 

Vi havde bugten for os selv, så vi blev enige om at det var et godt tidspunkt at kigge nærmere på en af de fascinerende sorttippede revhajer der kredsede om båden. Camilla fiskede med den lille fiskestang, da hun havde fået en skør ide om at hun ville have sig et hajgebis. Fiskestangen knækkede dog midt over under fighten, men alligevel fik hun den store sorttippede revhaj trukket helt ind til båden (ca. 1,7 m og ca. 40 kg).

 

Jakob var kommet i snak med en lokal fisker, Sean, og aftalte vi kunne komme med ud og dykke efter langustere om aftenen. Prøvede vores franske brokker og de prøvede deres engelske, men den bedste kommunikation var at tegne i sandet. Henrik og Jakob sejlede afsted i mørket med dem i deres udriggerkano. Sean lyste med en undervandsprojektør og de svømmede på hver side af ham, og med et par handsker grappede de mange langustere samt nogle krebs og konkylier, han fik øje på. Da de så en gigant af en havskildpadde, blev Sean helt febrilsk og gav Jakob projektøren. De undrede sig, og Sean piskede efter den. Han greb fat om den, men kunne ikke vriste det store dyr op til overfladen. Senere så de en mindre skildpadde, som Sean harpunerede i nakken og smed op i kanoen. De vidste godt det var ulovligt, og gendarmerne (politiet) ville straffe dem hvis det blev opdaget. De fik en blæksprutte, 2 krebs og 4 langustere som tak for hjælpen. De resterende 10 kg langustere solgte Sean for 17 dollars pr. kg. til de luksuriøse hoteller og restauranter på Tahiti.

 

Vi har fanget og spist en del blæksprutter her på det seneste, selvom det tager op til 3 timer fra den er spottet til den ligger på tallerknen. De gemmer sig godt i deres huler, så teknikken er at kigge efter tomme skaller på bunden, som ofte ligger udenfor deres huler, da de spiser muslinger. Derefter bruger vi en pind med en krog for enden til at rykke den ud af hulen, og så er fanden løs. Hvis man ikke passer på er man hurtigt indhyllet i blæk og sugekopper, men spændende. Her er Kathrine i gang med at banke kødet godt igennem med baseball battet på en drikkenød, så det bliver mørt. Herefter skal det minimum koge i ½ time og til sidst steges. Hvis man sløser på bare et af områderne bliver det hurtigt som at tygge tyggegummi – men det smager fantastisk.

 

Camilla fik sit hajgebis. Vi tog hajen med ind på stranden om aftenen og lavede bål og snobrød. To lokale fiskere sejlede også op på stranden, og vi hyggede os ved bålet med et par øl. De skar nogle hajbøffer ud til os, som vi også stegte på pinde over bålet. Snobrødene smagte bedre end hajen. Den ene (Sean) skar hajgebisset ud til Camilla så hun kunne få sit trofæ.

 

Var i søndagskirke med de lokale, det er en god måde at møde og komme i snak med folk herude. Der er en kirke på selv de mindste øer, og de er velbesøgte. Gudstjenesten varede 1 time og bestod af en flot kombination af prædike og polynesisk musik og der var dekoreret med flotte blomster samt konkylier.

 

Sean fra languster turen boede spartansk men var utrolig gavmild som de fleste i Fransk Polynesien. Jakob var med Sean på hesteryg op af bjergstier i junglen og hente 4 bananstokke samt en pose papaya, som han synes vi skulle have. Vi blev inviteret til middag af Sean og hans ven. De stegte kyllinger på bål, ved at lægge koral oven på gløderne, og så kyllingestykkerne direkte på koralstumperne. Der var også en gryde med kogt blækspruttekød i en velsmagende karrysovs samt nudler og bananer. De fik et par brugte t-shirts og et håndklæde som tak for langusterturen, og et par solbriller (fra 10 kroners butikken derhjemme) som tak for bananerne og for at slibe vores machete og knive. Camilla og Jakob byttede sig til en flaske myggeolie, som de selv havde udvundet fra et meget specielt træ, mod en flaske whisky. De ville meget gerne ud på båden, så de kom med ud for at hente deres flaske. På båden ville de gerne høre musik og smage deres whisky. En times tid senere havde de drukket hele flasken, og var blevet lidt bøvede at høre på, så vi sejlede dem hjem i gummibåden.

 

Et par fiskere kom forbi og ville gerne låne vores harpun. Jakob snorklede hen med den, og de harpunerede en skildpadde. Den døde ikke, men sprang linen og svømmede afsted med spyddet. Uden spyddet var vores harpun ubrugelig, og skildpadden fortsatte ud på meget dybt vand og dykkede ned og ud af syne. De ledte længe efter den, og havde næsten opgivet, da de så den nogle hundrede meter væk. Jakob greb skildpadden nede på 10 meters dybde, og lungerne brændte vist helt godt inden han fik den vristet op til overfladen. Vi var inde og smage skildpadden, efter de havde slagtet og tilberedt den på stranden. Den smagte godt, måske lidt alá kylling, og Camilla fik lov til at få skildpaddeskjoldet med.

 

I vores cruising guide stod der, at Fatu Hiva havde den flotteste ankerplads i Marquesas-øgruppen, det giver vi dem ret i. Dejligt at sidde i cockpittet og kigge op på bjergene, hvor vi ville vandre næste dag.

 

Også dejligt at vandre i bjergene og nyde udsigten ned på ankerpladsen. Der lå 4 både i bugten, så stedet er ikke overrendt. Det var vores 6. og sidste ankerplads i Marquesas.

 

Endnu en vandretur til et vandfald. Der er altid sikker belønning når man når frem – en afkølende dukkert i det reneste ferskvand.

 

Marquesas er noget af det frodigste i Stillehavet. Så her bruger vi ikke frugtskåle men frugtbaljer! I denne balje ligger der 12 forskellige frugter, vi nævner dem lige: papaya, grape, mandarin, appelsin, kokosnød, lime, citron, brødfrugt, banan, kogebanan, mango og en vi ikke kender navnet på. Vi har byttet os til det, sådan foregår det herude. På dækket ligger samtidig 4 stokke bananer, 15 grapefrugter, 5 brødfrugter og utallige limefrugter som er gode til drinken sundowner.

 

En aften på vej til Tuamotu atollerne, var der en fugl, der for første gang på turen benyttede muligheden for at tage et hvil på Albatros. Den var vist ret træt, da vi kunne komme helt tæt på den uden den fløj.