Godt selskab på Selskabsøerne

Torben ankom til Albatros midt om natten efter en 35 timers flyvetur fra Danmark. Det tager ca. en uge at komme ind i rytmen, dvs. vænne sig til solen, varmen, bådens bevægelser og komme sig over jet-laget. Derefter kommer appetitten og energien.

 

Tahaa kaldes også vanilleøen, og de eksporterer 25 tons om året. Produktionen af vanille er meget langsommelig. Efter de grønne bønner er plukket, skal de ligge en time i solen hver dag i  4-5 måneder, hvorefter de er brune og runkne, som vi kender dem hjemmefra. Vi fik en snes halvfærdige vanillestænger, så nu har vi fast arbejde de næste par måneder, men det gør ikke noget, da de giver en fantastisk duft, når de ligger på dækket til tørre i solen.

 

Det er ikke helt let at plukke bananer da palmerne ofte er 5-6 m høje, så man er nødt til at fælde hele palmen for at få bananklasen ned. Heldigvis er stammen blød som en porre, så et par hug med macheten er nok.

 

Vi plukkede 2 store grønne klaser bananer, nok omkring 300 stk. i alt. De var tunge og uhandy at bære den lange vej ned til båden. Klaserne hang vi op under bommen, og de var dejlige at gå og nippe af de følgende 2 uger.

 

På en vandretur hen over øen kom vi forbi en ananasplantage. Her kom vi i snak med nogle lokale, der var ved at udvide plantagen og blev inviteret til middag hos ejeren Georgio.

 

Arbejdsmanden her er en typisk velproportioneret og veltatoveret tahitianer. Det er hårdt arbejde at lave en jungle om til en ananasplantage med deres simple redskaber, men humøret fejlede ikke noget, og tid har de nok af.

 

Farmeren hentede os ved broen og kørte os hjem til hans familie. Menuen var fremragende: Poisson cru, røræg med bønner og bacon, ris, flutes, pølser - og selvfølgelig bananer og ananas. Vi havde rødvin med. De var ret gode til engelsk, så vi snakkede meget om vores forskellige kulturer mm. Det var spændende at se hvordan de bor og lever herude.

 

Her er vi ankommet til ”verdens smukkeste ø” Bora Bora med flotte hvide sandstrande og en lagune der omkranser et højt karakteristisk bjerg. Øen levede fuldt op til det ry den har og vi tilbragte en dejlig uge her.

 

Så igen en lille kakerlak ombord så nu måtte det være nok. Vi foretog en grundig hovedrengøring og gik alle madvarer efter. Vi opdagede mange små dyr i specielt mel og ris. Smider her alt vores ris (20 kg) over bord. Vi omorganiserede alt mad og samlede alt der ikke var på glas eller dåse i et rum så vi kan holde øje med det. Derefter købte vi ”cockroach hotels”, som nu er sat op rundt omkring på båden.

 

Nu modnede de mange bananer på en gang så hovmesteren Hovmester Jakob bagte 2 store chokoladebanankager med 20 godt modne bananer i. Kagerne var klæge og tunge som mursten, men smagte fremragende.

 

Arkitekten Alain mødte vi både på Tahiti og nu her på Bora Bora. Her er han ombord til en kop kaffe. Det er altid dejligt at møde andre danskere når man er langt væk hjemmefra. Han arbejdede pt. på ombygning af Sofitel hotellerne herude.

 

En aftenen var vi ude at spise på en Roulottes, som er et mobilt køkken. Torben og Jakob fik en kinesisk wokret og Camilla en, nej der var faktisk to store steaks med fritter. Det var overdrevne store portioner, mere end vi kunne spise, så vi fik resterne med hjem.

 

Her ses en stor napoleonsfisk som vi så, da vi en dag som mange andre, tog gummibåden ud på ydersiden af revet for at snorkle. De 2 mindre fisk er bannerfisk, som er kendetegnene på deres banner(flag) lignende lange hvide rygfinne.

 

På samme snorkletur var vi så heldige for første gang at se 3 lemon sharks på op til 3 meter. De var virkelig store, tykke og glubske, men ganske fredelige.

 

Bora Bora har mange eksklusive hoteller. En aften tog vi landgangstøjet på og gik ind og kiggede lidt nærmere på et par af dem. Her får vi en drink på Hotel Novotel. Selvom der er mange turister på øen er der ikke noget natteliv, det hele foregår på hotellerne.

 

På Hotel Beachcomber, det mest luksuriøse hotel, så vi ”fire dance show”. Jakob blev blandt publikum udvalgt til at skulle løfte en 45 kg og derefter 90 kg tung uhandy sten op på skulderen – det klarede han lige. Hertil nød vi kolde Hinano øl, og fik hele tiden serveret peanuts og oliven til øllene.

 

Sådan tilbringer vi en del tid med at pendle frem og tilbage mellem ankerpladsen og land. Vores nye lille 2,2 hk Suzuki påhængsmotor klarer jobbet fint. Her er vi på øen Maupeti, der ligesom alle andre øer, har en lille kirke midt i byen. Det er et godt pejlemærke når man skal i land.

 

Ved Maupeti ankrede vi op tæt ved passet og en flot motu (ø), og tog på snorkletur i passet. Drev med 1 knobs strøm ud af passet med gummibåden. Startede med at se mange fisk og en napoleonsfisk. Senere kom store gråhajer nysgerrigt forbi, så mindst 10 på en gang, alle over 2 m og nærgående, det var noget af et adrenalin kick. Og fik en perfekt afslutning på ”driftdived”, da der kom 2 gigantiske og majestætiske mantarokker svømmende rundt om os og indtog føde.

 

På vej tilbage til båden spottede vi endnu en mantarokke, så gummibåden blev hurtig forladt. Denne mantarokke fulgte vi længe på tæt hold på 5 meter vand i lagunen. Da Jakob snorklede ned ved siden af den fik vi et indtryk af hvor kæmpe den var. Den var ca. dobbelt så bred som han er lang. Wauv.

 

Mantarokken også kaldet djævlerokken er den største rokkeart på jorden, med et vingefang på optil 7 meter. Den lever, ligesom hvaler, af at filtrere vandet for mikroskopiske plankton. Den er harmløs for mennesker og en populær dykkerattraktion verden over.

 

På vej til Rarotonga fangede Jakob en pæn Dorado på 143 cm og 13 kg. Den blev lavet til Poisson cru (rå fisketerninger mørnet i limesaft og kokosmælk) til frokost, store Doradobøffer med ris til aftensmad og resten af bøfferne på brød dagen efter.