Farvel & Tak til Stillehavet

Papua Ny Guinea er det mest primitive land vi har besøgt, og nok også det mest spændende mht. kulturen. Da vi tog gummibåden i land, kom alle børnene ned til bredden og sagde ”hello”. Der var ingen voksne iblandt. Det viste sig at deres høvding var død om torsdagen, så de var samlet for at diskutere og udvælge en ny høvding. De måtte intet foretage sig den dag, andet end at holde møde, så der var ingen aktivitet i landsbyen. Børnene havde én simpel bold, som var lavet ud af nogle gamle blade med en slidt plasticpose rundt om.

 

Jaqueline, som er pygmæ, blev vi meget gode venner med. Hun var 32 år og bor i dette typiske PNG hus – dvs. det var bygget på pæle af naturmaterialer som bambus, træ og med tørrede palmeblade som tag. Desuden var det hævet 1 meter over jorden så de ikke blev generet i ”stuen” af de vilde omkringløbende grise.

 

I denne lille kano kunne de nemt sidde op til 8 personer/pygmæer. Men da Jakob og Camilla skulle sejles ind til land kunne den ikke engang bære 2 personer/danskere.

 

Den var ret ustabil, og ikke bygget til to store danskere, så det endte da også med at den tippede og de væltede alle i vandet. Så er det man tænker: ”hvad laver vi her ude i Papua New Guinea på en øde ø oven på en væltet kano”…..

 

Der er nogle få kula-kanoer herude som er store kanoer med sejl. De er også udriggede, så man kan overnatte på dem, dog uden tag. De er oceangående, og de bruger dem til at sejle rundt mellem øerne også over større afstande.

 

En eftermiddag tog J&C, som så ofte før, ud for at forsøge at harpunere fisk til aftensmaden. Det lykkedes. Det blev til en papegøjefisk og en stor sweet lips på ca. 4 kg.

 

Vi snorklede på et japansk flyvrag, som nødlandede under 2. verdenskrig. Meget var stadig intakt, vi kunne bl.a. snorkle ned og sidde i cockpitstolen, da det lå på kun 3 m vand.

 

Deres tænder er meget røde fordi de spiser betelnødder med lime og blade. Tandkødet bliver ødelagt når de har spist det en årrække. Tilbød dem ellers en tandbørste, men de vidste ikke helt hvordan de skulle bruge den, og ville også glemme de havde fået den.

 

Undervejs til Australien fangede vi den hidtil største guldmakrel på Albatros. Fisken vejede nok 20 kg.

 

Tre timer efter vi havde kastet anker ved den første ø i Australien, kom der et fly og overvågede os. Det fløj tæt forbi os hele 6 gange. Det var australske coastguard, som observerer hvilke indrejsende der kommer fra vandsiden. De kaldte op på VHF’en og ville have div. oplysninger om antal ombord – inkl. evt. dyr, sidste havn og kommende havn. Så der er styr på tingene her, nu vi er tilbage ved civilisationen efter ca. en måneds tid med besøg på primitive øer. Dagen efter blev vi igen overfløjet, denne gang af en helikopter der kredsede rundt om os mange gange og ville have de samme oplysninger som flyet i går, samt fløj lavt forbi og tog billeder af os Der er kontrol med alle på vandet her, da der fra PNG foregår ulovligt fiskeri, så myndighederne er på vagt hele tiden, og vi skulle forvente at høre/se dem igen hver dag.

 

Hvis vi kan passerer dette sted (Hole in the wall), som er ret smalt (60 m bredt og 1 km langt) og strømfyldt, kan det spare os for en ca. 40 sm omvej, og samtidigt skulle det være et smukt sted at sejle igennem. Så en fugl der tog sig et hvil på ryggen af en havskildpadde. Passagen ”the hole in the wall” klarede vi uden problemer. Det var flotte stejle klipper vi sejlede igennem. Derefter var målet Darwin.

 

Sådan laves aftensmaden typisk ombord på Albatros. Det sidste halve år har det været ligeså naturligt for os at hive en fisk op af vandet og slagte den osv., som når man derhjemme tager en pakke koteletter op af fryseren.

 

Sejlads i Torrestrædet var navigationsmæssigt meget svært pga. strøm og mange små øer. Men vandet var altid roligt.

 

Den 7. oktober tog vi til lufthavnen for at hente vores nye gast Finn. Her sidder vi i cockpittet og hyggesnakker.

 

Der er op til 6 m tidevand her, så det er om at time det når man skal i land med gummibåden.

 

Det fik vi så ikke lige gjort her – så vi måtte vente 4 timer i Yacht Klubben til vandet steg igen. Albatros lå heldigvis ude i sejlrenden hvor der er vanddybde nok.

 

Vi havde alle glædet os til en krokodille sejltur på Adelaide river. Vi kørte ad en lille grusvej det sidste stykke ned til floden. Vi kunne ikke være sikre på at se krokodiller, men vi blev overrasket. Turen varede 1½ time og vi så mindst 10-15 store og små krokodiller, så vi var helt oppe at køre.

 

Så er der bid! Den største ”salties” vi så var denne her på 6 m, 80 år og 1 tons. Den havde kæmpe-mæssige tænder, store grønne onde øjne og en dinosaurus lignende hale. Guiden fik krokodillerne til at jumpe ud af vandet ved at hænge en luns buffalo kød ud på en pind – fantastisk syn. Som en ekstra bonus kom der store forskellige ørne tæt forbi båden, så vi var generelt ret heldige.

 

Litchfield Nationalpark, hvor vi besøgte Wangi Falls, som var parkens største pool med vandfald og flotte farverige klipper hvor vandefaldet sprang ud fra. På vej tilbage mod Darwin i solnedgangstiden, så vi mange kæmpe frøer og kørte en 2 m lang slange over.

 

Langturssejlerforeningens kontaktpersoner Karsten og Vibeke var forbi med to vindmøller/fans fordi det er så ulideligt varmt her nu, og en ice cooler så vi kan få koldt vand, de er simpelthen så venlige og hjælpsomme, og har inviteret os til denne fremragende BBQ. Der var også andre der var inviterede, deriblandt en dansk pige Alice med hendes australske kæreste Matt. 

 

Camilla og Jakob tog på tur med Alice og Matt til Coperative River. Toyota Landcruiser med en jolle på trailer og så afsted over stok og sten.

 

Det blev til en tre timers sejltur hvor de så 27 krokodiller, nogle lidt rigeligt tæt på, så endnu en spændende krokodilletur. Der var desuden et fantastisk fugleliv langs flodbredden.

 

Her får vi vores nye Yanmar 40 hk motor. Gearet på den gamle Volvo Penta motor var gået i stykker, og det var ikke muligt at reparere det, så eneste udvej var en helt ny motor.