Grønland 2002

Torsdag 7. marts

Endelig dagen hvor vores “Grønlandsekspedition” skal begynde. En annonce i Jyske Tidende “Vintereventyr i Grønland” lokkede os til at bestille rejsen allerede i oktober måned sidste år.

Nu sidder vi ved morgenmaden,  Birthe er helt bleg og kan næsten ikke få en krumme ned, da hun har ligget i sengen med kvalme hele den foregående dag. Vi har ikke tegnet nogen afbestillingsforsikring, så vi skal afsted, selvom flere har tilbudt at tage med i stedet for os.

Noget usædvanligt har vi pakket og er rejseklare en hel time før toget afgår. Når derfor også at tjekke postkassen, tre dejlige lange mails fra ungerne. Vi printer dem ud, så vi kan hygge os med at læse dem i toget.

Er lige ved at komme i fjernsynet da TV2  “Go´ aften Danmark” er ved at lave optagelser  til aftenens program på Hovedbanegården.

Bus 250S til Amager Boulevard er propfuld, så vi opgav at komme ind med alle vores store tasker. Tog derfor den næste bus (13), som til min store overraskelse kørte over Amager Fælled, så vi måtte hoppe af ved Sundholmsvej.

Efter en lille travetur og opstigning til femte sal, nåede vi rejsens første mål. Min søster Bente modtog os som sædvanlig med dejlig mad, vin og tillige en opredt dobbeltseng (5-stjerner).

Fredag 8. marts

Vækkeuret ringer kl. 05:50. Hurtig morgenkaffe og med bussen til lufthavnen 06:50. Vi finder check-in skranken i Terminal 2, hvor der allerede er lang kø. Leder forgæves efter et SAS-kontor hvor vi kan blive tilmeldt EuroBonus Point systemet som Bente havde fortalt om.

Vi får vores bording pass, og går op i transitområdet. Jeg synes ikke at sikkerheds-kontrollen er skærpet, vi kunne både beholde jakken og skoene på under tjekket.

Vi drev lid rundt og kiggede på udvalget i de  mange butikker. Vi købte da også lidt sprut for en sikkerheds skyld (frostvæske).

Da vi kom til vores gate kunne vi tydeligt se at vi ikke skulle til Gran Canaria, da folk var varmt klædt på, flere endda i sælskindsjakker og store varme støvler.

Kl. 9:00, præcis efter planen, begyndte Greenlandair´s store Boeing 757 (200 pas.) at rulle ud til start. Jeg havde bedt om vinduesplads, og kunne i det skyfrie vejr nyde udsigten over Sjælland, Anholt, Læsø til vi lige kunne skimte Grenen i det tiltagende skydække.

Flyvetiden var beregnet til næsten 5 timer pga. 200km/t modvind på den første del af turen.

Da vi havde nået vores flyvehøjde (34.000ft) blev der serveret brunch  og frie drikkevarer. Ruten gik over Norge (Stavanger), Færøerne og Island, men det var desværre helt overskyet. Først da vi kom ind over Indlandsisen klarede det op, og vi havde en meget flot indflyvning over de snedækkede bjerge til Kangarlussuaq (Søndre Strømfjord). Kort før vi landede brød nogle af de grønlandske passagerer ud i sang. De var nok glade for at komme hjem igen.

Klokken var kun 10 om formiddagen da vi landede, men der er jo også en tidsforskel på -4 timer i forhold til Danmark.

Kaptajnen havde fortalt os at der var 33 graders frost i Kangarlussuaq, men vi blev alligevel overraskede over kulden da vi trådte ud af flyet. Fugten i ens næse frøs omgående til is og man skulle passe på ikke at trække vejret for dybt. Vi havde aldrig oplevet noget lignende, men det var jo også koldere end i en dybfryser.

Der var trængsel i den lille ankomsthal, og vi måtte vente mindst en time på at få vores bagage udleveret. Det skyldes nok at flyet vi var kommet med skulle klargøres så det kunne returnere til København en time senere, og at en stor del af passagererne skulle flyve videre til Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut, Ilulissat eller helt tilbage over indlandsisen til Kulusuk på Østkysten.

Der er efterhånden anlagt korte landingsbaner ved alle de større byer ved kysten, som Grønlandsflys 50 personers Dash-7 propel fly, kan operere på.

En time efter vi var landet kom et stort SAS- fly fra København, så vi var vist lige kommet ind i myldretiden.

De store fly fra Danmark kan kun lande I Kangerlussuaq og i Narsarsuaq i syd Grønland og den videre transport må foregå med mindre fly, helikopter, båd eller hundeslæde, da der jo ikke er veje eller jernbane mellem byerne i Grønland.

Der var et SAS- kontor i lufthavnen, så i ventetiden fik vi os tilmeldt og registreret vores  bonus point for turen.

Udenfor lufthavnsbygningen holdt en terrængående bus klar til at køre os ud til vandrehjemmet “Old Camp” hvor vi skulle bo. Det viste sig at være de sidste  rødmalede barakker inden ødemarken og den isdækkede fjord, og den levede godt op til sit navn. Det var nemlig nogle af de første bygninger der blev opført, da amerikanerne i 1941 begyndte at anlægge luftbasen i Kangarlussuaq.

Lejren består af 4 langhuse i træ og de 37 værelser er fordelt på 3 huse. I det fjerde hus findes reception, kiosk, kontor og boliger for personale

Vi skulle bo i “Ulo” sammen med ca. 20 andre fra selskabet på ialt ca. 30 personer.

Vores værelse var meget lille ca. 5 m², og var indrettet med en køjeseng, et lille bord, en stol og et klædeskab, alt ret nyt og i massiv fyrretræ. En dejlig stor radiator (med Danfoss termostat) holdt  en god temperatur.  Vi var heldige at få et værelse med sol på det meste af dagen og med fri udsigt ud mod fjorden. Nogle af dem som boede på modsatte side af gangen havde helt tilfrosne vinduer så de ikke kunne se ud. I midten af huset var der et køkken og et spise-/opholdsrum. På gangen to toiletter og et bruserum.

Da vi havde installeret os ville vi lige ud og kigge lidt på de nærmeste omgivelser inden frokost. Men først skulle vi igennem en omfattende påklædningsprocedure.

Underbukser, svedundertøj, sweetshirt, joggingbukser, skibukser, fleecetrøje, vindjakke, sokker, støvler, pelshue og handsker. Vi var næsten våde af sved inden vi kom ud, og man skulle endelig huske at få tisset af forinden.

Hjem og spise frokost kl. 12. Rugbrød med leverpostej, spegepølse, fiskefrikadelle med remoulade var ikke den store afveksling i forhold til hjemme.

Kl. 13 var der informationsmøde hvor vores guide Mikkel fortalte om de ture vi skulle ud på, stedets historie samt en masse praktiske oplysninger, bl.a. nogle vigtige forholdsregler i den ekstreme kulde.

Vi skulle holde øje med hinandens ansigter, og hvis man begyndte at få hvide pletter i ansigtet skulle man tage handskerne af og med hænderne varme huden op for at undgå forfrysninger.

Hvis man ikke mere kunne mærke sine tæer, så skulle den nærmeste person, uden tøven, tilbyde sit maveskind til opvarmning af de kolde fødder. Det blev der heldigvis ikke brug for.

Vi fik også at vide at vi ikke skulle gå i bad om morgenen, fordi man bedre kunne holde varmen hvis man undlod at vaske det naturlige fedtlag af huden.  Det ville nu også  nok blive et problem med kun en bruser,  hvis alle 20 beboere skulle have morgenbad.

Om eftermiddagen tog vi alt klunset på igen og gik en lang tur ud langs fjorden i det smukke stille solskinsvejr. Man kan se utroligt langt omkring heroppe fordi luften er så tør og klar. På turen så vi for første gang hundeslæder ude på fjorden.

Kl. 18 var der aftensmad. Mon vi nu skulle have noget rigtigt grønlandsk mad så som råt sælkød eller hvalbøf.

Nej det var typisk dansk mad,  stegt flæsk med persillesovs, som blev serveret.

Kangarlussuaq ligger lige nord for polarcirklen, så vi var lidt spændte på hvor længe det ville være lyst. I marts måned er det næsten som i Danmark og den øvrige del af verden ca. 12 timers lys og 12 timers mørke, men på den korteste dag i december er solen kun oppe i ca. 1 time, men til gengæld er den oppe døgnet rundt nogle uger i juni. 

Efter maden var vi egentlig parate til at gå til køjs, men vi havde fået at vide at det var bedst at prøve at holde ud til 9-10 tiden for hurtigt at komme ind i den nye døgnrytme.

Lørdag 9. marts

Er allerede vågen kl. 6 og kan umuligt sove mere. Hvad er der galt? Jeg plejer ellers altid at kunne sove længe. Det er nok det indre ur som ikke er omstillet endnu.

Morgenmaden er også helt som i Danmark lige bortset fra at de friskbagte rundstykker manglede.

Kl. 10 er vi klar til indlandsisen. Vi ligner og går som rummænd med al det tøj på. Bussen som skal køre os derud står klar med dampende udstødning. Heroppe stopper man nemlig ikke motoren selv om  bilen holder stille i flere timer. Om natten står de med elektrisk varme på motoren for overhovedet at kunne starte næste morgen, og så kniber det nogen gange alligevel. Man forstår derfor bedre hvorfor man stadig bruger hundeslæder i Grønland.

Bussen er ingen helt almindelig bus, men en terrængående lastbil med et påbygget arbejdsskur. En trappe skal først rigges til inden man kan komme op og ned.

Først i løbet af de senere år det er blevet muligt at køre de ca. 25 km ind til indlandsisen ad en smal snoet grusvej. Vejen som har kostet 200 mil. er betalt af Folkevognsfabrikkerne som gerne ville teste de nye biler under ekstreme forhold og fjernt fra nysgerrige fotografer.  De har også opført en lille containerby inde på indlandsisen hvor testfolkene kan bo.

Vi kørte gennem sandflugtsdalen, og da vi kom forbi et af de højeste bjerge i området (650m), fortalte Mikkel en lille sjov historie fra tiden under “den kolde krig”, da der var mange amerikanere på basen.

Nogle amerikanske soldater havde en tradition med hvert år på en bestemt dato, jeg tror det var omkring Sankt Hans, at bestige bjerget og plante det medbragte amerikanske flag på toppen. Et år tog nogle danskere som arbejdede på basen op på bjerget natten før og plantede den sovjetiske røde fane.

Jeg ville godt have været til stede og set amerikanernes reaktion da de nåede toppen næste dag.

Senere kom vi forbi vraget af et nedstyrtet fly. Det så ud som det lige var styrtet da det slet ikke var korroderet (rustent).  Mikkel fortalte at det havde ligget der i over 30 år. Det var 8 amerikanske fly som engang i tresserne var på vej til Kangarlussuaq luftbasen, men pga. meget dårlige vejrforhold lykkedes det kun de fem fly at finde ned gennem det lave skydække og lande.  De tre sidste løb til sidst tør for brændstof og piloterne måtte hoppe ud med faldskærm. De blev alle reddet, men flyvragene ligger der stadig. 

Det er pga. den meget tørre, kolde og rene luft at ting holder sig så godt. Smider man et cigaretskod med filter i naturen, går der 30 år inden det er nedbrudt.

Vi så også både rensdyr og moskus på turen selv om de er utrolig svære at få øje på, da de på afstand kan ligne store sten og bare klippestykker, men der var jo mange par øjne til at holde udkig.

Vi stoppede op et sted hvor vi havde en storslået udsigt til Russell Gletsjeren, en 80 meter høj lodret iskant, fuld af folder og dybe revner, og farverne var turkis pga. af indesluttede luftbobler.

Efter en times kørsel var vi ved indlandsisen som egentlig er en stor gletsjer. Den dækker 95% af landet og inde på midten er den 3500m tyk. 

Overfladen er faktisk temmelig ujævn i hvert fald ude ved kanten, og de små is bakker var fine til at rutsje nedad på enden.

Mikkel havde taget hammer og mejsel med, og huggede nogle store stykker is af som vi tog med hjem til drinks.

Vi spiste vores medbragte halvfrosne madpakker inde i bussen med dejlig varm kaffe til.

På vejen hjem så vi flere rensdyr og en polarræv som var helt mørk i pelsen, så den havde svært ved at skjule sig i det hvide landskab.

Vi hoppede af bussen da vi kom forbi lufthavnen for at se ishotellet, men det var lukket. I stedet gik vi ind i cafeteriet og købte os en kop kaffe og en kæmpe stor flødeskumskage. Bagefter gik vi de ca. 2 km ud til lejren.

Efter aftensmaden, lammekoteletter, skulle vi ud og se Nordlys. Vi blev kørt ud af byen til en lille hytte oppe i bjergene hvor der var helt mørkt. Der var nordlys, men det var ikke særligt  kraftigt eller farvestrålende. Til gengæld så  vi stjerneskud og en meget flot stjernehimmel.

Da vi var ved at være stivfrosne gik vi ind i hytten hvor der var tændt op i brændeovnen, petroleumslamper, stearinlys og gaskomfuret kørte også på fuld blus for at give lidt varme.  Bordene var dækket op med nogle grønlandske specialiteter som typisk anvendes ved et åbent hus arrangement. Der var røget hellefisk som smagte udmærket,  de rå rejer kunne også spises men da vi kom til de små indtørrede fisk med hoved og det hele, blev jeg lidt betænkelig. Det lignede mest de små tørrede fisk man bruger til hundefoder herhjemme, men smages skulle det jo. De smagte forfærdeligt og var så seje at jeg ikke kunne bide dem over, så de var umulige at få ned. Tilbehøret var multebær og varm kaffe eller te.

Det er vist alligevel godt der serveres dansk mad på vandrehjemmet.

Da vi var tilbage igen sluttede vi dagen af med en rom og cola med noget af den is vi havde taget med hjem fra indlandsisen. Det smagte rigtigt godt selv om isen er omkring 15.000 år gammel.

Det var næsten det eneste spiritus vi drak på turen, bortset fra det på flyet.

En øl koster 16 kr. og den billigste rødvin omkring 80 kr. i butikken. Der findes kun een butik i Kangarlussuaq, så  konkurrencen er heller ikke stor.

Søndag 10. marts

I dag er morgenbordet pyntet med flag. En af deltagerne har 70 års fødselsdag og vi synger fødselsdagssang for ham.  Det går meget godt med det første vers, men så går vi i stå. Kun Birthe kunne resten, og synger dem næsten solo. Han gav så en Gl. Dansk til morgenkaffen.

Kl.12 skal vi på turens højdepunkt hundeslæde turen på fjorden. Vi skal møde ½ time før for at blive iklædt sælskindsbukser, sælskindsanorak, sælskindsluffer samt store varme støvler. Nu kan vi næsten ikke røre os men vi skal jo også bare sidde stille og nyde turen.

Fire slæder og hundespand står klar.  Vores har 9 store hunde mens nogle af de andre har 11 og 12 lidt mindre hunde spændt for. Slæderne ser ud som de altid har gjort fremstillet i træ og bundet sammen, men jeg synes dog jeg kunne ane noget kunststof under mederne.

Vores kusk har lidt problemer med at styre hundene. De vil hellere ligge i sneen, slås eller parre sig end trække rundt med os. Efter nogen råben, og et par slag på en af hundene med skaftet af pisken, fik han dem i gang.

Jeg sad bagerst på slæden på et skind og Birthe mellem mine ben og forrest sad kusken som hoppede på i farten, hu hej hvor det gik.

 Det var en helt utrolig oplevelse at glide stille ud over fjorden, trukket af ni ivrige slædehunde i vifteform og med halerne højt løftet. Ud over udsigten til ni røvhuller, var der et panorama af snedækkede bjerge horisonten rundt og en knaldblå  polarhimmel. Det var ligesom man har set på film, men aldrig havde troet man selv skulle opleve. Stilheden blev kun afbrudt af kuskens korte kommandoer og smæld med pisken.

Efter en times kørsel er det tid til en pause for hundene, og de smider sig omgående ned og labber sne i sig. Vi benytter lejligheden til at tage billeder af hundene, slæden  og vores kusk i store isbjørneskindbukser. Han var fanger, uden en tand i munden og kunne ikke et ord dansk. 

Man bliver hurtig færdig med at fotografere i 35 graders frost, da ens fingre er helt stive efter få minutter uden luffer.

Et kvarters tid senere gik turen hjemad, og nu var der ikke problemer med hundene. Når vi er ude på ren is løb de virkeligt hurtigt,  jeg vil tro omkring 25 km/t.

Ind imellem blev vi overhalet af et andet spand hunde så tæt på at jeg kunne røre ved den nærmeste hund. De løber med tungen langt ud af halsen og er helt hvide i hovedet af deres frosne ånde.

Om aftenen når vi er på vores værelse han vi tit høre hundene hyle ude på isen. Slædehundene ligger ude døgnet rund, tøjret til en kæde. Man synes næsten det er synd for dem, men de fryser nok ikke i deres tykke pels.

Da vi kommer hjem er vores tøj stadig fuldt af hår fra sælskindsdragten, og vi kan næsten ikke få dem af. Selvom vi holder håret langt væk fra os inden vi giver slip, flyver det vandret tilbage og sætter sig fast på tøjet igen, i stedet for at falde på gulvet. Luftfugtigheden er under 50% udenfor, og inde må den være utrolig lav med den store opvarmning.  Hver gang jeg har været på toilettet og skal vaske hænderne får jeg et rap over fingrene når jeg rører ved vandhanen.

Aftensmaden var i dag kalvemørbrad med kartofler og sovs.

Efter aftensmaden spiller vi kort med Birgit. Pludselig er der en som ser nordlys ud gennem vinduet. Vi styrter alle ud for at se det.  Himlen lige over vores hoveder er oplyst af bølgende “gardiner” i grønlige farver. Ind og have noget mere tøj på. Det her er meget kraftigere en det vi så i går, og det varede ved i ½time og ændrede hele tiden form.

Kangarlussuaq har efter sigende verdens flotteste nordlys, og vores forventninger blev fuldt ud indfriet denne aften i verdens største biograf.

Nordlyset opstår når ånderne spiller bold med hovedet af en hvalros, og hvis man fløjter risikerer man at blive taget af ånderne. Det er især de kønneste som bliver taget, så vi skulle nok lade være med at prøve.

En længere og lidt mere kedelig forklaring er noget med kvantefysik, partikelstråling fra solen og så jordens magnetfelt.

Nordlyset opstår kun i bælter i nærheden af nord- og sydpolen. hvor magnetfeltet er tættest, og ligger nærmest jordoverfladen

Mandag 11. marts

Dagen var egentlig til egen disposition, men vi har tilmeldt os en ekstra Moskus Safari tur i eftermiddag.

Om formiddagen tager vi by(mini)bussen ind for at se den særprægede by og museet som kun har åbent mand. og fredag. Man forstår at holde weekend heroppe, alt er lukket selv flyvepladsen var helt død i søndags.

Vi bliver sat af ved museet som er indrettet i en gammel træbygning som oprindeligt blev bygget i 1955 som nødhotel.  Udstillingen viste basens historie fra den blev påbegyndt i 1941 til amerikanerne forlod den 30. september 1992 og solgte det hele til Danmark for 1 dollar. Den danske stat overdragede det derefter til hjemme-styret.

Der var også interessante oplysninger om klimaet, de mange flyvrag som ligger på indlandsisen og modeller af historiske fly, bl.a. en stor meget flot model af den legendariske “Catalina”, som det danske flyvevåben brugte i mange år i Grønland. Lige noget for mig.

På vej hjem gik vi gennem den noget specielle by.  Der bor kun 500 mennesker i Kangarlussuaq, men der er en natklub som kan rumme 700 personer der er svømmehal, bowlingbaner, en 18 hullers golfbane og en 3 km lang landingsbane som kan tage selv de største fly, og den skal endda være nr. 3 på listen over alternative landings- baner for rumfærgerne.

200 af beboerne arbejder på lufthavnen og resten servicerer disse mennesker.

I kontrast til de mange store fabriksagtige bygninger,  så vi også en lille rødmalet trækirke.

Det er i øvrigt et problem at dø om vinteren, og det skal helst planlægges inden frosten sætter ind.  Man graver faktisk et antal huller inden vinter til det antal som erfaringsmæssigt dør på en vinter. Hvis ikke det passer kan man blive frosset ned til sommeren, eller der kan anvendes dynamit.

Tidligere var der fri adgang til lufthavn og landingsbane. Der står godt nok et skilt at man ikke må gå over landingsbanen, men nu er man i gang med at opføre et grimt terrorist hegn rundt om hele lufthavnen.

Den berømte vejviser fra 1958, som viser retning og flyvetiden til forskellige hovedsteder, står lige udenfor lufthavnsbygningen.  Der er stort set lige langt til New York og København herfra.

Bare rolig den er kun af sne. Isbjørnene lever ude ved kysten og det er meget sjældent de kommer helt ind til Kangarlussuaq.

Udenfor lufthavnsbygningen er der også lavet  en række isskulpturer og opført et ishotel hvor man kan overnatte for 350kr.  Det lukker dog af naturlige årsager 1. april. Vi var inde og se det og fik også en drink serveret i glas af is.

Der er ca, -15° indenfor, og man ligger på moskus skind og i polarsovepose.

Et par af damerne fra vores selskab prøvede det. De fortalte at de ikke havde lukket et øje, men at de sagtens kunne holde varmen.

Da vi var på vej hjem til lejren kom en af de ansatte kørende og gav os et lift hjem.

Kl. 15 starter moskus safari turen. Efter ½times kørsel ser vi den første flok moskusokser, som ikke er okser men faktisk geder. De var temmelig langt væk og når vi gik nærmere gik de bare længere væk.  Måske var det fordi jagtsæsonen kun lige var slut de var lidt sky. Der bliver skudt 2000 dyr om året her, og der er ligefrem et moskus- okse slagteri i byen.

 I 1960 blev der udsat 27 moskusokser fra nordøst Grønland, og de har haft så gode livsbetingelser her, at de er  blevet til en bestand på 5000.

Vi kørte så hen til et andet sted, hvor der gik en stor flok og skrabede i sneen for at finde mad. Ved hjælp af  Jakobs kamera med zoom lykkedes det at få et billede af dyrene.

Sidste aften fik vi oksesteg (ikke moskus) med sovs og kartofler. Fire dage, med masser af kød fed sovs og kartofler var lidt ud over  vores sædvanlige kostvaner.

Tirsdag 12.marts

Vi skal være ude af vore værelser kl. 9.

Den ene af de to unge piger som var med kan næsten ikke tage afsked med Grønland, og er helt opløst af gråd.

Vi er nu ikke så kede af at vi skal hjem. Vi synes at vi har set og oplevet alt det vi havde forventet. Havde det været sommer, kunne vi godt have brugt flere dage, da området byder på gode muligheder for vandre ture.

Vi har 1½ time i lufthavnen hvor vi køber lidt toldfrit, noget souvenir og et par hjemmesko i sælskind.

Kl. 11 letter vi, og da der er medvind tager hjemturen kun 4 timer. Vi får serveret en god middag med rødvin og en cognac til kaffen. Ser lige noget af den norske skærgård gennem et hul i skyerne. Under indflyvningen til Kastrup kommer vi ind over Sejerø Bugten, Isefjorden, Frederikssund, Ven i Øresund, og efter et sving ind over den svenske kyst har vi kursen mod bane 22 hvor vi lander 19:05.

Bente diskede op med en lækker stor pizza, en dejlig afveksling til alt det sovs og kartofler vi havde fået i Grønland. Senere på aftenen fik vi en whisky sjus med indlands is, som jeg havde taget med hjem i vores termoflaske.

Onsdag 13. marts

Over middag tog vi toget til Sønderborg. Vi havde ikke reserveret plads, og uheldigvis var der et stort selskab som optog det meste af ikke ryger vognen. Mange af de resterende pladser var også reserverede, og da computersystemet var gået i sort, kunne vi ikke se hvilken. Det resulterede i at vi blev nødt til at flytte plads indtil flere gange på turen. Først efter Kolding var der god plads.

Vores gamle SAAB stod stadig ved stationen, og vi var hjemme lige inden lukketid, så vi kunne aflevere vores film til fremkaldning.

25/3-2002 Mogens