Nordkap 2009Dagbog fra 3 ugers biltur gennem Norge, Finland og Sverige |
![]() |
Tirsdag 23 juni "Til Bergen ad søvejen"Kørte fra Sønderborg kl. 9 for efter planen at kunne
være i Hirtshals kl. 12:40. Vi holdt den første pause lige syd for Århus, hvor
vi opdagede at vi nok ikke helt kunne holde den gennemsnitsfart som GPS/computeren
var indstillet til. Vi skyndte os derfor videre, men det viste sig
alligevel at vi kom i god tid til check in 1 time før afgang. Havde endda tid
til at få købt nogle ting som vi manglede i Hirtshals. Det tog meget lang tid at få alle bilerne pakket på
færgen, og ydermere blev færgen forsinket pga. tekniske problemer. Vi sejlede
først fra Hirtshals kl.16, 1½ time forsinket. Vi fandt straks vores kahyt og
lagde os lidt, da vi havde været tidligt oppe i dag.
Onsdag 24 juni "Sommervejr i Norge"Bemærkede lige at færgen lagde til i Stavanger kl. 2 om natten, men faldt hurtigt i søvn igen. Vågnede ved 7:30 tiden efter en meget rolig sejlads. Spiste morgenmad og nød den flotte indsejling til Bergen gennem skærgården.
10:30 lagde færgen til lige ved siden af et stort italiensk krydstogtskib. Skulle igennem pas og told kontrol da Norge jo ikke er EU land, men stadig et frit og selvstændigt land. De små biler blev ikke undersøgt, men de store kassevogne blev vinket ind til siden. Startede med at køre til et parkeringshus, hvor vi betalte 90 kr. for at kunne holde i 3 timer.
Gik derefter hen og tog med Fløibanen 360 meter op på Fløyen. Flot udsigt over byen og havnen. Spiste vores frokost på en bænk deroppe.
Drak en kop kaffe på torvet, og på vej hen til bilen gik vi forbi de farverige gamle købmandsgårde på Bryggen. De ældste er fra 1702. Kørte så mod campingpladsen som ligger 15 km udenfor Bergen. Det lykkedes os at køre en del forkert selv med det nye GPS program, men vi skal jo lige lære at bruge det rigtigt. Vejret var fantastisk her i Bergen som ellers har ry for evig regnvejr.
Torsdag 25 juni "Flot men langsommeligt"Vi er nu på en lille campingplads ”Nesjartun” ved Nordfjord efter dagens etape på 265 km. Turen gik gennem et meget flot og afvekslende landskab med høje snedækkede bjerge og frodige dale, hvor høhøsten var i fuld gang. Vi kørte på hovedvej E39 hele vejen, så navigationen var ikke så vanskelig i dag. Selvom vejen er en hovedvej er den som en mindre dansk landevej, mange steder smallere en B.S.Ingemanns Vej, villavejen hvor vi bor. Vi kom igennem et utal af tunneller og to steder skulle vi sejle med færge, bl.a. over den storslåede Sognefjord.
Middagspausen blev holdt på en lille rasteplads hvor vi kunne finde lidt skygge. Vejret er utroligt flot og temperaturen nok over 25 grader. Kaffepausen blev derfor holdt ved en sø hvor jeg kunne få mig en svømmetur og blive kølet ned efter opholdet i den varme bil.
Sidder og skriver dagbog kl. 23:30 hvor det stadig er helt lyst.
Fredag 26 juni "På toppen i Ålesund"Vi har pakket sammen og er på landevejen før kl.10. Dagens mål er at komme til Ålesund og derfra videre til en campingplads lidt nord for Molde. Vi kører stadig på E39, og skal i dag med hele 3 færger. Er i Ålesund før middag og finder en parkeringsplads i skyggen hvor vi kan holde i 2 timer.
Går langs havnen som ligger helt inde i det gamle bymidte og omgivet af spændende gamle bygninger. Ved broerne ligger der kønne gamle norske lodsbåde af Colin Acher typen som nu er nænsomt bygget om til lystbåde.
Jeg gik op på toppen af et udsigtspunkt ”Fjellstua”. Der skulle være 418 trappetrin derop, og jeg blev også godt svedt og forpustet af turen. Det var dog strabadserne værd, da der var en fantastisk udsigt ud over Ålesund og skærgården. Birthe gjorde nogle indkøb imens, og vi havde aftalt at mødes ved bilen 14:30, hvor vores p-billet udløb. Jeg fik taget nogle billeder og nåede også lige en hurtig frokost deroppe, inden jeg måtte skynde mig ned igen. Det er ind i mellem lidt stressende at være turist, når man gerne vil se det hele på 2 timer. Vi fortsatte derefter mod Molde, hvor vi var kl. 18. Dejlig rolig campingplads ”Kvitorp” hvor vi har slået teltet op i første række helt ned til en lille fjord.
Mens vi spiste aftensmad kunne vi se 3 paraglidere svæve rundt i opvinden foran de høje fjelde.
Lørdag 27 juni "Atlanterhavsvejen"Afgang igen kl. 10 med kurs mod Trondheim. Vi har valgt at køre ad ”Atlanterhavsvejen”, en vej bygget helt ude ved havet. 8 km dæmning og 12 broer forbinder 17 øer ved Kornstadfjordens munding. Det skulle være en forrygende oplevelse at køre over i stormvejr, men vi havde nærmest havblik og sol.
På vej derud havde vores GPS valgt et strækning med grusvej som vi troligt fulgte. Kom heldigvis ind på asfalt efter ca. 10 km. Skulle også med et par færger i dag, og på den ene oplevede vi til en afveksling at se delfiner tæt på færgen. Kristianssund sprang vi over, da den ligner en moderne industriby. Byen blev bombet under krigen og dens gamle træhuse ødelagt. Efter Kristianssund kom vi gennem en 5 km lang undervandstunnel. Den var noget utæt, så vi fik lige vasket bilen i saltvand. Lige efter måtte vi så for første gang i Norge betale bompenge for strækningen til Trondheim. Da vi nærmede os Trondheim var der yderligere 2 opkrævninger så i alt betalte vi ca. 100 kr. for den tur. Lægger man så færgebilletter oveni, bliver det i alt 350 kr. for dagens strækning. Det er meget mere end benzinen koster. Vi har betalt for to overnatninger på Trondheim Camping ”Vikhammar”, så i morgen holder vi fri.
Søndag 28 juni "Fridag"Vi sover til kl. 9 i dag, da teltet ligger i skygge for morgensolen. Ellers kan det bliver uudholdeligt varmt i teltet allerede kl. 8. Vi tager os god tid til morgenkaffen og kører derefter ind for at kigge lidt på Trondheim. Da det er søndag har butikkerne lukket, så der er god plads, og parkering er gratis.
Går rundt i byen som har mange gamle kønne træhuse og når til sidst til den berømte Nidaros Domkirke som er den største middelalder bygning i norden. Vi betalte for en guidet rundvisning og får fortalt kirkens historie. Den blev påbegyndt i 1070, og byggeriet kom til at strække sig over flere århundreder. Der har været flere brande, og den endelige restaurering blev påbegyndt i 1869, og er endnu ikke helt afsluttet. Vi så også den store dybe døbefond. I gamle dage skulle børnene helt under vandet når de blev døbt. Da der dengang ikke var opvarmning i kirken, kunne vandet om vinteren fryse til is, så man først måtte slå hul på isen. Mange børn blev syge af den omgang, og ritualet blev senere ændret til som vi kender det i dag. Om eftermiddagen slappede vi af. Var ude at bade i fjorden, og bagefter solede vi os på de varme klipper. Vandet virker uforståeligt nok varmere heroppe end i Danmark.
Mandag 29 juni "På landevejen igen"Så har vi slået lejr på Aspnes Camping tæt ved Mossjøn. Pladsen ligger smukt ved søen og med de høje snedækkede bjerge som baggrund. Har været ude og bade men vandet føles meget koldere i denne sø end i fjordene. Vi kar kørt næsten 400 km i dag, men vejen har været god det meste af tiden, og trafik er der ikke meget af heroppe. Har fundet ud af at vores nye køletaske driller lidt. Den må sikkert bruge meget strøm, da generatoren på bilen har svært ved at holde batteriet fuldt opladt. Måske er det når spændingen bliver for lav, at den ikke kan køle tilstrækkeligt. For at spare på strømmen, har vi også i dag kørt uden computeren tændt.
Tirsdag 30 juni "Polarcirklen"I dag er det en uge siden vi kørte hjemmefra, og vi har netop krydset polarcirklen 66° 33´N. Vi er nu i midnatssolens land, men da det ikke er midsommer mere, skal vi nok lidt længere mod nord, inden solen er oppe døgnet rundt. Polarcirklen er markeret med sten, men rent faktisk ligger polarcirklen ikke fast, men flytter sig i øjeblikket 15 meter mod nord hvert år. Der er opført et center med restaurant, souvenir butik og et museum.
Da vi kom igennem Mo I Rana, var vi inde på et VW værksted og få tjekket generatoren på bilen. Det viste sig at den ladede som den skulle, så det må være fordi køletaske i en 45° varm bil nok bruger en hel del strøm. Vi har også kørt uden GPS/computer i dag ,og det går fint. Der er ikke så mange veje heroppe og vi kører på den samme hovedvej i dagevis.
Frokostpause ved fossende elv, og en badepause blev der også tid til. Vi ligger nu på Tømmerneset Camping, en lille hyggelig plads ned til en sø. Desværre er der ved at komme mange myg og bidelystne fluer.
Onsdag 1 juli "Sommeren er slut"Vågner op til gråvejr og kort tid efter begynder det at dryppe. Spiser morgenmad i teltet, og under et lille ophold i regnen får vi pakket sammen. En enkel færgetur blev det til i dag og ellers kørsel i regnvejr med lavthængende skyer hele dagen. Birthe var heldig at se en stor elg i vejsiden, men jeg nåede desværre ikke at se den. Vi stoppede op I Narvik, som vi kendte fra et tidligere besøg. Parkerede i det store center og fik købt forskellige ting vi manglede. Spiste også frokost i cafeteriet men denne gang kunne vi ikke sidde ude på balkonen og spise. fik også tanket bilen op med billig benzin (11,28 NOK). Heldigvis kører vi hele 17 km på literen her i Norge i modsætning til hjemme, hvor vi højst kører 14-15. Det skyldes nok at hastigheden sjælden kommer over 80 km/t på de norske veje. Nordmændene kører utroligt pænt. Om det så er fordi de har en bedre trafikmoral eller fordi der er automatisk fotokontrol mange steder, ved jeg ikke.
Da vi kom til Tromsø, var det holdt med at regne. Det var stadig fugtigt og koldt, så vi valgte for første gang på turen at overnatte i en hytte. Torsdag 2 juli "Følg ikke altid bare efter alle de andre"Vågnede først kl. 10 og fik derfor lidt småtravlt, da vi skulle være ude af hytten inden 12. Da vi skulle køre ud fra campingpladsen, mødte vi en strøm af biler som kørte den modsatte vej af vor vi egentlig skulle. Vi troede der var lavet omkørsel, og fulgte troligt efter bilerne. Da vi havde kørt nogen tid holdt alle bilerne ind ved en lille kirke, og det viste sig så at vi var kørt med i et ligtog. Vi skyndte os at vende om og komme den rigtige vej tilbage.
Vi kørte over broen og ind til centrum af Tromsø, hvor vi parkerede. Gik rundt bl.a. På torvet hvor vi købte norske jordbær til 45 kr., og Birthe købte sig en varm hue. Der lå en del langturssejlere i havnen bl.a. en dansk Contrast 33 sejlbåd fra Frederikshavn. Fra Tromsø tog vi en anden vej og sejlede med 2 færger, hvorved vi kunne spare mange kilometers kørsel. Det er blevet tørvejr igen men også koldt. Lidt før Alta kørte vi ind på Alteidet Camping ved Burfjord. Vi valgte en hytte igen, da det kun er 8 graders varme. De sidste par dage har vi set en del cyklister som sandsynligvis også tager turen til Nordkap.
Fredag 3 juli "Nordkap men hvor er midnatssolen"Har pakket sammen og klar til at køre ud på det sidste stræk til Nordkap. Snakker lidt med et ungt par i nabohytten. De var fløjet til Nordkap, og var nu på vej hjem til Lindenes i syd Norge på cykel. De regnede med at bruge 25 dage til turen. I Alta tanker vi benzin men har ikke ophold, da byen virker lidt kedelig. Havde egentlig regnet med at komme til Hammerfest i dag, men da det er en temmelig lang omvej, vælger vi at køre direkte mod Nordkap. Vejret er elendigt med regn og blæst, men da der ikke lige er udsigt til bedring, vil vi ikke ligge flere dage og afvente bedre vejr.
På den sidste del af turen i dag er landskabet helt anderledes. Det er slut med træer, og det består nu af store åbne arealer med sten og græs og våde områder.
Vi så mange renflokke og måtte en enkelt gang holde for rener som skulle over vejen. I Repvåg ca.. 80 km før Nordkap lejer vi en hytte. Spiser frokost og sover middagssøvn, da vi jo skal være længe oppe i aften. Ved femtiden kører vi så endelig det sidste stykke vej. Nordkap ligger på en ø Magerøya, men der er nu lavet en 6800m lang tunnel under vandet. Man kommer over 200m under havoverfladen på det dybeste sted. Selv med motorbremsning kommer man op på 100 km/t når det går nedad. Efter tunnelen er der bomstation hvor der opkræves 192 i afgift. Var inde i Honningvåg som er den største by på øen. Der er lufthavn, fiskerihavn og plads til krydstogtskibene og hurtigruten som også lægger til der. Der lå et enkelt stort krydstogtskib for anker, og gæsterne bliver så sejlet ind i små både og kørt til Nordkap i busser. Vi havde læst at man nærmest kørte i en lang karavane det sidste stykke, men så slemt var det ikke. Der er dog rigtig mange autocampere heroppe, og motorcyklister er der også mange af. Ja og så cyklisterne, som jeg er lidt imponeret over. Det må være en meget hård tur. Vi så to som var ved at sætte deres lille telt og ved vejsiden i regn og blæst og 5 graders varme. Lige før Nordkap er der bom igen, og her skal man af med 215 NOK pr. person for at komme ind på området.
Parkerede bilen og tog vores varmeste tøj på. Nordkapklippen er meget høj så det er nu yderligere tåget med dårlig sigt.
Vi strider os dog helt ude ved kanten og får taget nogle billeder. Midnatssolen kan vi godt opgive at se, og går i stedet ind i centerets store videograf hvor vi ser en helt fantastisk flot film om årets gang på Nordkap. Tre projektorer sender billedet ud på et kæmpe panorama lærred der fylder hele ens synsfelt, og en fantastisk lyd er der også. Da vi ser livet i fiskerihavnen breder der sig en lugt af fisk i salen. Det er første gang jeg har oplevet det. Midnatssolen så man selvfølgelig også, og jeg var næsten helt bevæget da filmen var slut, og vi gik ud af salen.
Bagefter købte vi lidt mad og en lille flaske "champagne", for det skal da fejres at vi er nået godt herop. Kørte tilbage til hytten og var hjemme ved midnat, hvor det stort set var lige så lyst som om dagen.
Lørdag 4 juli "Super hytte"Den er over 11 inden vi kommer af sted i dag, men vi skal heller ikke så langt. I Karasjok, som er samernes hovedby, lejer vi igen en hytte. Det regner ellers ikke mere, men det er stadig koldt og man bliver hurtigt forvendt med komforten i hytterne. Campingpladsen havde en hytte til 275 og en til 430NOK, og som sædvanlig får man lov til at kigge ind i dem inden man lejer. Den billige var en lille mørk hytte med to køjer og der var også koldt da varmen ikke var sat til. Den anden var stor og lys med udsigt til elven, køkken med vand indlagt, dobbeltseng og sofagruppe og yderligere var der dejligt varmt.
Valget var derfor ikke svært, men jeg tror det bliver svært at skulle til at bo i telt igen.
Søndag 5 juli "Stol ikke altid på GPSén"I dag har vi spist morgenmad i Norge, frokost i Finland og aftensmad i Sverige. Det blev også en lang tur på omkring 400 km. Den kunne da have blevet meget længere hvis vi havde fulgt vores GPS. Af en eller anden mærkelig grund kunne den ikke lægge ruten ind over den finske grænse og lagde derfor ruten helt uden om og til Narvik og derfra sydover en tur på over 1000 km. For en sikkerheds skyld spurgte jeg på campingpladsen, og fik at vide at der er toldstation og at det ikke er noget problemer at krydse grænsen der.
Vejene har været gode i dag med mange lige strækninger i forholdsvis fladt terræn. Vi har kørt i timevis igennem først lave birkeskove og siden fyr og granskove. Har kun holdt frokost og kaffepause, men de blev korte, fordi vi nærmest blev overfaldet af myg, når vi steg ud af bilen. Sidst på turen passerede vi igen polarcirklen, så nu er det udelukket at se midnatssolen. I Överkalix lejede vi for 5. gang en god hytte. Det har stort set været tørvejr hele dagen og temperaturen er nu steget til omkring 10 grader. Jeg kan netop nu kl. 22.30 fra vores vindue se solen skinne gennem en sprække i skyerne et godt stykke over horisonten.
Mandag 6 juli "Levende elg"Vi har på hele turen spejdet efter elge, men bortset fra en enkelt, har vi kun set i hundredevis af advarselsskilte for elgfare, men i dag så vi begge en elg gå over vejen foran os. Er inde i Luleå og handle lidt og fortsætter derefter sydpå. De svenske veje er fine, og der er mange strækninger med motorvej, så vi kommer hurtigt frem.
Ved 17 tiden kigger vi efter campingplads, og finder ned til en lille selvbetjeningsplads lige ved vandet. Vi får teltet slået op for første gang i fem dage. Det er stadig lidt vådt, så det er godt at få det tørret. Det er koldt, men det ser ud til at holde tørvejr.
Tirsdag 7 juli "Kursændring"Vågnede op til regnvejr så vi måtte pakke teltet sammen sjaskvådt. Kørte først mod Umeå, man da vi allerede var lidt trætte af motorveje og den megen trafik langs kysten, besluttede vi at dreje af i Umeå og køre ind i landet mod Østersund. Det var noget helt andet. Flere hundrede kilometer gennem skove med lidt trafik og afbrudt af små landsbyer med de karakteristiske rødmalede træhuse. Om eftermiddage holdt det op med at regne men stadig koldt. Et termometer viste 8 grader. Lidt før Østersund fandt vi en campingplads og fik vores våde telt rejst. Derefter den efterhånden traditionelle ”rejsningsøl”. Maden blev lavet og spist i det varme fælleskøkken.
Onsdag 8 juli "Naturreservat"Må igen i dag pakke sammen i øsende regnvejr. Var lige inde i Østersund og købe benzin, men havde ikke lyst til at gå rundt i byen i regnvejr. Det regnede på det meste af turen i dag, og frokost og kaffepause måtte tilpasses de korte ophold i regnen og en passende rasteplads. Vi har kørt gennem øde områder i dag også, og der var langt mellem campingpladserne.
Vi spekulerede derfor på at overnatte i naturen. Vi fik fyldt vores vandunk op på en kirkegård og kørte så 8 km ud af en grusvej til et naturreservat. Vi fandt et sted hvor vi kunne slå lejr, men det regnede stadig, og vi fik hurtigt våde sko og bukser i det høje græs. Birthe var ikke så vild med det, så vi ombestemte os, og ville prøve at finde campingplads eller hytte i stedet. Vi mødte ikke et øje på den tur. Lidt uden for Mora fandt vi en lille plads. Der var ikke flere ledige hytter så vi måtte have teltet frem igen. Heldigvis kunne vi nå at rejse det under et lille ophold i regnen. Sidder nu inde i teltet og skriver dagbog, mens regnen trommer på teltdugen. Vi har gasapparatet i gang for at lune lidt. Klokken er ikke elleve endnu, men det er allerede så mørkt at jeg snart ikke kan se tasterne mere, men vi er jo også kommet langt mod syd igen
Onsdag 9 juli "Nu kan det snart være nok"For tredje dag i træk har vi måtte pakke sammen i øsende regnvejr. Vi har også kørt i regnvejr hele dagen, og der står store vandpytter på vejene. På et tidspunkt følte jeg det nærmest som jeg kørte ud i en sø, da vandet pludselig stod helt op over forruden så jeg intet kunne se. Efter den oplevelse satte vi farten lidt ned.
På et tidspunkt spottede Birthe et bus skur, hvor vi kunne sidde og spise vores frokost i tørvejr. Der kom heldigvis ikke nogen bus mens vi var der. En lokal svensker som kom forbi begyndte at snakke med os om vejret, og om hvor vi skulle hen. Han sagde, at når det først begynder at regne i Sverige, så bliver det ved. Han fortalte også om Picasso skulpturen i Kristinehamn, som han anbefalede vi skulle se. Selv om det var lidt af en omvej, kørte vi ud på den odde i skærgården, hvor den store stenskulptur var placeret. Vi var også lige forbi sluserne ved Sjötorp hvor vi tidligere har sejlet igennem med vores sejlbåd. Vandet stod meget højt i kanalen, og der var bestemt ikke vandmangel, som der kan være nogle somre. Regnvejret er så ekstremt, at det bliver omtalt på forsiden af de svenske aviser. Der var ingen ledige hytter i Kristinehamn, så vi måtte fortsætte til Lidköping, hvor vi fik en god hytte. Vi orker ikke mere teltning i det regnvejr.
Fredag 10 juli "Sidste overnatning i Sverige" Endelig ser det ud til at vejret er ved at bedre sig. Det er kun regnbyger i dag og 16 grader. Vi har planer om at køre til Kullen og overnatte der for sidste gang i Sverige. Begge campingpladser på Kullen ville ikke godtage vores Internationale Camping Card, men krævede at vi købte et Skandinavisk Campingkort. Det ville vi ikke nu hvor det er sidste overnatning i Sverige, så vi kørte igen. Vi ville lige ud og se fyret på Kullen, men om ikke også svenskerne kræver betaling for at køre derud. Det ville jo svare til at vi i Danmark tog entre for at komme ud på Grenen. Købte is og gik en tur på havnen i Mølle. Der lå flere danske både i havnen og tilfældigvis også ”REX”, en Ballad som vi havde kigget på i Skovshoved, inden vi købte Grampus.
Vi kørte videre mod Helsingborg, idet vi håbede på at finde et andet sted at sove. Lidt uden for Raa fandt vi en plads, hvor man ikke krævede det Skandinaviske campingkort. Den ligget tæt ved Motorvejen så der var en del støj, men vi var glade for at vi kunne overnatte der.
Lørdag 11 juli "Sommer igen"Det er til en afveksling ikke regnvejr da vi vågner, og vi når også at få det hele pakket tørt sammen. Vi har små 100 km til Malmø hvilket ikke tager lang tid på motorvejen.
Selvom vi på lang afstand kunne se Malmøs nye varetegn ”Turning Torso” var det vanskeligt at finde den rigtige vej derud. Den ligger i et helt nyt spændende boligområde på havnen.
Bagefter kørte vi til centrum hvor vi gik rundt i den charmerende by. I det fine vejr blev frokost og kaffe selvfølgelig indtaget udendørs på nogen af de mange restauranter og cafeer.
Efter den gode oplevelse med Malmø kørte vi mod Øresundsbroen, som vi skulle over for første gang. Vi brugte lige vores sidste svenske penge på benzin og en is. Drejede af i Kastrup Lufthavn, hvor jeg lige skulle ud for enden af landingsbanen og se nogle store fly komme ind over hovedet på os, inden de landede. Kørte derefter ud til Torbens lejlighed hvor vi kunne overnatte, og besøgte Bente om aftenen
Søndag 12 juli "Surprise"Var i Sønderborg kl. 13:30 hvor vi blev modtaget med dejligt grillmad. Det var nok i anledning af at det var vores 40 års bryllupsdag, at vores børn ville overraske os. Birthe og Mogens
|