Den iberiske halvø

Dagbog fra 32 dages biltur til Spanien og Portugal april-maj 2007
 

 

Turen i tal

Campingpladser vi har boet på

Rutekort

 

Lørdag 21. april "Nåede kun lige toget"

Kørte over grænsen til Spanien i vores egen bil godt 1 døgn efter vi var kørt fra Sønderborg. Det kunne vi nok ikke have gjort hvis ikke vi havde taget med  DB AutoZug  fra Hamborg til Narbonne.

Vi tog af sted fred. 20 april, da det var den eneste ledige afgang i resten af april måned. Det betød også at vi måtte betale fuld pris (505€) for transporten, da vi ikke turde vente med at booke til 6 dage før (25% rabat). Vi havde bestilt egen liggekupe, men det viste sig at vi fik en hel togvogn for os selv.

Vi nåede kun lige til Hamborg før vi skulle være klar til at køre på toget 11:10. Auto Route havde beregnet tiden til 2 timer og 3 minutter, men det holdt slet ikke stik. Vi kan ikke holde 120 km/t i snit på motorvej som programmet regner med som standard, men heldigvis havde vi lagt ½ time oveni. Der var nu også et stykke med vejarbejde hvor vi ikke kunne køre ret stærkt, og det lykkedes os også at køre lidt forkert i Hamborg, trods vores nye GPS som hele tiden viser os hvor vi er på kortet.

 

Togturen forløb som den plejer. Vi havde både frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad med i en lille køletaske. Morgenkaffen  er inkluderet i billetprisen. Vi gik tidligt i seng, da vi jo havde været lidt tidligt oppe. Man sover nu ikke så godt i et tog, og man føler at man har været vågen mindst 100 gange i nattens løb. Vi var dog nogenlunde udhvilede da vi blev vækket 7:30.

Var i Narbonne 9:45 og blev derefter kørt en kort tur med en bus hen til det sted hvor bilerne skulle køres af toget. Der var også en hel del motorcykler med, bl.a. nogle flotte danske Harly´er.

Kl. 11 kørte vi sydpå mod Spanien. Vejret var sommerligt, så de lange ben blev lynet af og de varme sko udskiftet med sandaler og bare tær.

Kl. 14,  kort før Costa Brava, gad vi ikke at køre mere og tog ind på den første og bedste campingplads vi mødte.

 

Vi har nu lige spist, endda siddende på en stol og ved et rigtigt bord, ja og vi har endda også drukket rødvin af et rigtigt vinglas. Det er den  rene luksusferie i år.

Det bliver lidt køligt når solen er gået ned, så vi trækker tidligt ind i teltet.

 

Søndag 22.april "Smukke Costa Brava"

Det var en kold nat med en masse dug, så alt var vådt da vi vågnede. Solen får dog hurtigt magt så det meste var tørt ved 10 tiden, da vi begyndte at pakke sammen. Kl. 11 kørte vi mod næste mål Barcelona. Jeg havde fået anbefalet en plads nord for byen, hvor der var god togforbindelse til centrum af Barcelona.

Vi valgte at køre ad den smukke snoede bjergvej langs kysten, da vi havde tid nok. Kom først igennem den lille fiskerby Palamos hvor vi fik tanket benzin til 1,06 € pr. liter. Det er jo noget billigere end i Danmark.

Derefter fortsatte vi ad den smukke bjergvej med de mange hårnålesving.

Det var lige noget for de mange motorcyklister som også tog turen. En del af dem tog svingene i bedste racerstil med knæet næsten helt nede ved asfalten. Der var også en del racercyklister på ruten, og når det gik nedad var det lige før de overhalede os. Vi holdt pause i Lloret De Mar, hvor vi spiste vores medbragte frokost på strandpromenaden. Det er ellers ikke almindeligt i Spanien at folk selv tager maden med ud kunne vi se.

 

Efter vi havde spist lagde vi os ned på stranden og kunne heller ikke stå for fristelsen til en dukkert i det friske vand. Jeg vil tro at vandet var ca. 18° varmt , men der var ikke mange spanier som badede.

Kl 17 fandt vi campingpladsen, PlayaSol, i forstaden Mataro ca. 40 km nord for Barcelona. Vi fik en fin plads med havudsigt og tæt ved baderum.

I morgen tager vi toget ind til Barcelona for at se byens seværdigheder.

 

Mandag 23 april "Livlige Barcelona"

Gik mod togstationen 10:30. Der var ca. 1 km at gå. Købte returbilletter til 75 kr. Kom til at sidde ved siden af et andet par turister. Det var indere som havde boet i London i mange år. De skulle også ind til centrum og vi fik snakket lidt engelsk med dem. Manden fortalte at der taltes 108 forskellige sprog i Indien og at han kunne 10 af dem.

Vi startede vores byrundtur med at gå ad gågaden igennem den gamle bydel ned mod havnen. Stor havn med mange kæmpe store lystyachter. Gik derefter forbi Colombusstatuen og op ad hovedstrøget, La Rambla'en.

 

 

Byen summer af liv, og netop i dag var det en speciel dag hvor mændene køber en rød rose til deres elskede. Hun skal så kvittere ved at give manden en bog. Hele byen var derfor fyldt med blomsterboder og stande som solgte bøger.

  

Gik også ud til den specielle kirke Sagrada Familia, som blev påbegyndt af arkitekten Antoni Gaudi i 1882. Der bygges stadig på kirken og der vil gå mange år før den er færdig.

 

På vej tilbage til stationen så vi flere særprægede bygninger som også var designet af den skøre/geniale arkitekt.

Købte et par baguetter med hjem som vi spiste da vi kom hjem ved otte tiden.

 

Tirsdag 24.april "Mennesketomme Pucol"

Kørte fra PlayaSol kl. 11 med, Valencia som mål. Havde bestemt at følge motorvejen E15 helt uden om Barcelona, men på en eller anden måde var vi pludselig alligevel på vej ind mod centrum. Det lykkedes os at finde over på en anden vej som førte ud af byen igen, så efter en kæmpe omvej kom vi omsider ind på den rigtige motorvej mod Valencia.

Ved 13 tiden kørte vi af motorvejen mod en lille badeby, Cambrils, for at handle og holde frokostpause. Fik ikke handlet da siesta, så købte en take away pizza på en fortovsrestaurant som vi spiste på stranden. Fik også en dukkert og eftermiddagskaffe inden vi fortsatte mod Valencia.

Kl.18 var vi godt trætte efter næsten 400 km kørsel i 30° varme, og kørte derfor ind på en rasteplads for at finde ud af hvor vi kunne campere. Jeg fik også lige købt tre boller som vi kunne spise hvis ikke vi fik handlet rigtigt ind. Fandt ud af at den nærmeste campingplads skulle ligge en i en lille by Pucol. Fandt pladsen ved 20 tiden og den var heldigvis åben, selv om det slet ikke er sæson endnu. Vi var nogle få campister men ellers var området næsten mennesketomt og alle ferielejlighederne langs vandet stod tomme. Vi kunne heller ikke købe noget her, så vores 3 boller kom til at fungere som både aftensmad og morgenmad.

 

Onsdag 25.april "Hollænderbyen"

Var allerede klar til at køre kl. 9:30. I dag skulle vil kun køre knap 200km til Alicante. Kom godt igennem Valencia selv om det var tæt morgentrafik. Det så ud til at være en flot grøn by også, men det var umuligt at finde parkeringsplads så vi fik ikke gået rundt i byen. I udkanten af byen holdt vi ind for at handle i et Carrefour supermarked tæt ved vejen. Det var stort, jeg tror det kunne rumme både Kvickly og Føtex i Sønderborg tilsammen. Vi fik handlet godt ind, så vi nu har forsyninger til nogle dage.

Udenfor Valencia delte motorvejen sig i to og vi fik selvfølgelig valgt den forkerte. Kom dog af den igen, og ved hjælp af GPS´en fandt vi forholdsvis nemt over på den rigtige.

Jeg havde troet at med GPS ville det blive en leg at finde vej, men vi kører stadig meget forkert. Fordelen er nu at vi omgående opdager når den lille bil på kortet forlader ruten, og det er blevet meget nemmere at finde tilbage på ruten igen. Vores GPS kort er også 5 år gammelt så der er sket en del ændringer, især med nummereringen af vejene synes jeg.

Det meste af vejen i dag kørte vi igennem flade landskaber med citrusplantager som dækker meget af Valencia provinsen. Det sidste stykke af vejen mod Alicante er mere bjergrigt. Ved 15 tiden kørte vi af motorvejen mod Altea og langs vandet til Camping ”Cap Blanch”. Fin plads hvor 90% af campisterne er hollændere som bor her fast hele vinteren. Det var sjovt at iagttage deres daglige ritualer. Først trillede de af sted med deres toilettanke som skulle tømmes oppe ved toiletterne. Derefter skulle der hentes og påfyldes vand, blomsterne skulle vandes og terrassen fejes. De havde også alle sammen cykler med hvilket er praktisk når der skal handles mm.

 

Torsdag 26.april "Hul i hovedet"

Vågnede op til overskyet vejr, og i løbet af formiddagen begyndte det også at småregne. Øv, vi havde netop tænkt os at bruge vores hviledag på at ligge ved stranden. I stedet måtte vi til at fjerne vores plastic underlag under teltet. Det er en ny opfindelse som skulle beskytte vores teltbund mod de skarpe sten og skidt og møg vi tit ligger på. De viste sig at ideen ikke er så god i regnvejr, da det opsamler og holder på vandet, så vi til sidst lå i en sø af vand.

Da det blev opholdsvejr igen pakkede vi rygsækken med frokost mm. og gik en lang tur i bjergene ud til fyrtårnet på spidsen af Faro de l’Abir. Vi var kun lige kommet ud til den lille cykel- og gangsti der fører op til fyret,  da vi så en flok mennesker som stod omkring en ældre mand. Han var tilsyneladende styrtet med sin racercykel, og nu lå livløs på stien i en blodpøl fra et hul i hans hoved. En sad og holdt noget mod såret, og kort tid efter kunne vi høre at politi og ambulance var på vej. Vi kunne ikke gøre noget og fortsatte vores tur noget chokeret.

 

Flot og lidt hård tur da det gik opad det meste af vejen. Vi prøvede også at gå lidt udenfor stien og kom ud til nogle klippekanter som gik næsten lodret dybt ned i havet.

Var hjemme igen ved kaffetid, og da var det klaret op og solen skinnede igen dejligt. Pakkede badetøjet og gik til stranden, men var kun lige nået derned da der kom skyer. Jeg var dog lige ude at få en dukkert inden vi pakkede sammen og gik hjem igen. Vinden kommer lige ude fra Middelhavet som er lidt koldt endnu, så hvis ikke solen skinner er det faktisk ikke så varmt her.

Fik lige en SMS fra Jakob som fortalte at det var sol og 24°  i DK. Det er mere end her.

 

Fredag 27. april "Camping for fly spottere"

Fik pakket sammen i fint tørvejr og kørte ad alm. landevej langs kysten ned mod Alicante. Inden vi nåede byen begyndte det at regne, og vi overvejede faktisk bare at køre videre.

 

Heldigvis parkerede vi i en parkeringskælder og iførte os regntøj, paraply og bare tær i sandaler.  Alicante var trods regnvejret en charmerende by med mange gamle maleriske bygninger og en flot strandpromenade og havn.  Højt oppe på en klippe lå en gammel borg som vi ikke orkede at gå op til.

 

Kaffepausen blev holdt i en lille by ved Mar Menor, hvor det også blev tid til at ligge lidt på stranden. Regnvejr her i Spanien varer tilsyneladende ikke så lang tid ad gangen. Området er præget af store salt indvindings søer og hvide bjerge af salt. Efter pausen var det tid at søge efter en plads for natten. Der er ved at blive lidt langt mellem campingpladserne nu, men der skulle ligge en i nærheden af flyvepladsen ved Mar Menor. Vi fandt også et skilt som viste ud af en lille markvej. Troede dog ikke det kunne være der og fortsatte, men nej, vi måtte vende om og tilbage. Pladsen ligger faktisk 1,5 km ude ad den lille vej. Vejen fører rundt om landingsbanen. og ind til campingpladsen som er placeret mellem landingsbanen og stranden.

Der er ikke mange som finder helt herud, men det er lige noget for en som er fly interesseret. Ryan Air benytter i stor udstrækning pladsen, og der har nok været næsten 10 af deres B737 fly bare mens vi har ligget her. Håber dog ikke der er så tæt flytrafik hele natten. Fik også tid til en svømmetur i Mar Menor. Det er en stor lagune og vandet var betydeligt varmere her. Birthe er ikke så begejstret for stedet, men vi skal kun være her en nat.

 

Lørdag 28.april "Cartagena"

Det blev heldigvis en rolig nat, da der ikke var nogen flytrafik efter kl. 23.

Startede med at køre til Cartagena hvor vi holdt pause og gik rundt i gamle ruiner fra dengang romerne herskede her. Så også gågaden og det store rådhus. Havnen og den flotte promenade blev der også tid til at se. Der lå bl.a. en dansk langturssejler i en HR42 fra Horsens.

 

Videre ad små veje ud til en lille by ved kysten, hvor vi spiste frokost.

Kort efter kørte vi ind i provinsen Andalusien og landskabet blev mere bjergrigt. Kørte længe ad små snoede veje gennem et tyndt befolket område. Der lå kun enkelte små huse og en del af dem var faldefærdige og ubeboede. Der var steder med mandeltræer men ellers var det meste uopdyrket.

Havde egentlig tænkt os at campere ca. 100 km før Almeria, men da vi opdagede de var lavet et nyt stykke motorvej  ændrede vi planer og kørte direkte mod Almeria. Det er helt utroligt så mange nye veje der bygges her og som ikke er med på vores kort fra 2002. Der bygges også nye huse og lejligheder overalt. Store arealer omkring Almeria er dækket af en slags plasticfolie hvorunder der dyrkes bl.a. tomater.

Vi fandt en campingplads, La Garrofa, lidt vest for byen.

 

Søndag 29.april "Almeria"

Kørte de 7 km ind til Almeria hvor vi skulle mødes med Maria ved togstationen kl. 11. Var der i god tid, og kort efter dukkede Maria op og modtog os. Vi kørte sammen hen til den lejlighed hvor hun bor sammen med hendes mor og bedstemor. Blev modtaget af hendes mor Loly og en moster som også var der.

 

De ville gerne vise os byen, så vi gik en meget lang tur hvor vi så alle seværdighederne. På turen blev vi beværtet med drinks og blæksprutte tapas på en restaurant ved havnen. Fortsatte langs strandpromenaden i det flotte vejr. Der var mange mennesker på stranden men kun enkelte i vandet. Da vi kom forbi en god restaurant som Loly kendte, blev vi inviteret på lunch. Først en lille forret med grillede auberginer og asparges, oliven og blæksprutteringe og derefter en lækker fiskeret med dejlig kold øl til. Familien er uhyre gæstfrie og gavmilde og hun ville ikke have at vi skulle betale noget selv. Senere fik vi dog efter en del overtalelse lov til at give en kop kaffe, inden vi skulle gå op til en 1000 år gammel borgruin ”Alcazaba”.  Vi var efterhånden godt trætte i vores fødder, så hjemturen var lid hård. Var først hjemme igen ved 6 tiden.

    

Senere lavede Loly dejlig aftensmad med en fantastisk salat til. Også Marias faster kom om aftenen, så der var trængsel i den lille stue.

Sagde farvel ved 21 tiden, men havde aftalt at tage til ”Mini Hollywood” den næste dag sammen med Maria og hendes bror, som vi ikke havde hilst på endnu.

 

 

Mandag 30.april "Mini Hollywood"

Kl. 10 mødtes vi igen med Maria. Hendes bror Antonio tilbød at vi kørte i hans bil som der var mere plads i. Det var en Renault Trafic minibus med AC og det hele, og da hans kæreste også skulle med så kunne vi slet ikke være i vores.

Det tog nok ½ time at køre derud. Det er slags western by som er bygget op i det tørre afsvedne bjergområder nord for byen. Tidligere blev det brugt til filmoptagelser. Det er ret dyrt at besøge, men vi måtte igen ikke betale noget selv. Der var også lavet en slags zoo for der skulle være lidt mere at se på.

Vi så også en lille forestilling hvor cowboys forsøgte at befri en af deres kammerater som sad i fængsel. Det var meget dramatisk med skyderi og heste der red i fuld galop og hvirvlede støvet op. Nogle cowboys som blev skudt oppe på balkonerne,  faldt ned på jorden i noget hø. Jeg optog en lille ”cowboy film” på video.

Efter showet gik vi ind på saloonen hvor vi gav en omgang kold øl.

Var tilbage i Almeria ved 14 tiden, hvor Marias mor havde lavet en stor portion paella til os. Derefter var det tid for at sige dem tak for deres store gæstfrihed og tage afsked.  

Var tilbage på campingpladsen kl.16, og pakkede hurtigt det hele sammen og tjekkede ud. Tog kystvejen mod Granada selv om den tager lidt længere tid. Computeren viste os fejlagtigt ind i byen Motril, men efter noget af en dårlig ujævn omvej kom vi tilbage på hovedlandevejen til Granada. Den gik tæt på Sierra Nevada hvor de højeste tinder stadig var dækket af sne. På et tidspunkt var vi oppe i over 800 meters højde. Vi satsede på at finde en campingplads som skulle ligge syd for byen, men da vi ikke havde adressen måtte vi køre meget rundt og spørge os frem. Kl. 20 lykkedes det at finde pladsen, Reiner Isabel, som ligger i La Zubia, 3 km syd for Granada. Fik hurtigt slået teltet op og spist aftensmad. Vi måtte have alt vores tøj på for at holde varmen. Krøb tidligt i soveposen da det var for koldt at være ude.

 

Tirsdag 1.maj "Kølige Granada" 

Var først oppe 9:30. Det var kun lige vi kunne holde varmen i nat og her til morgenmaden kunne vi godt have brugt et par vanter. Man skulle ikke tro man var i Spanien, da det her mere minder mere om forårstemperaturerne i Danmark.

  

11:30 tog vi bussen ind til centrum af Granada. Flot by og mange mennesker på gaden, da 1.maj også er en fridag i Spanien.

Startede med at gå op til det berømte gamle slot, Alhambra. Vi kunne først få billetter til om torsdagen, og det havde vi ikke tid/lyst til at vente på. Vi kunne derfor kun se det udefra og de enkelte steder hvor det ikke krævede billet at besøge. Det er imponerende stort og da det ligger meget højt er der en glimrende udsigt ud over byen. Efter et par timer gik vi ned til byen igen og fortsatte rundt i de gamle smalle gader. Der ligger mange store katedraler i den gamle del af byen og mange cafeer og butikker som sælger arabisk præget souvenir, da byen igennem 700 år er blevet præget af arabisk kultur.

Ved16 tiden fandt vi en fortovscafe hvor vi spiste frokost og fik en kop kaffe. Når solen var fremme var det dejligt at sidde ude og betragte det brogede liv der passerede forbi. Også mange forsøgte at lokke lidt euro fra turisterne ved at spille og optræde med forskellige numre.

Derefter kunne vi klare et par seværdigheder mere, inden vi fandt tilbage til bussen kl.18. Byen er fuld af appelsintræer og vi havde længe gået og kigget langt efter dem. De sad for højt oppe til man kunne nå dem, men et sted lykkedes det. Men puha hvor var de sure. Har ellers købt nogle aldeles fremragende appelsiner hernede.

Desværre var de fleste butikker lukkede i dag, så vi måtte ind i kiosken på campingpladsen og købe lidt til aftensmaden. Kunne lige nå at spise mens solen endnu varmede lidt. Solen går ned ved 21 tiden og lige nu sidder jeg og skriver dagbog mens jeg stadig lige kan se tasterne og fingrene ikke er for stive af kulde. Nu kom Birthe lige. Jeg troede hun havde været i bad, men hun havde siddet inde i  den endnu varme bil og læst lidt om de næste mål på turen

 

Onsdag 2.maj "Solkysten i regnvejr"

Kort tid efter vi var stået op begyndte det at regne, så vi blev nødt til at pakke teltet vådt sammen. Fandt hurtigt ud af byen og ind på motorvejen mod Malaga. Kørte i regnvejr hele dagen langs ”Solkysten”. Fandt en Campingplads lidt efter Malaga, men den var fuld. De kunne dog henvise os til en anden plads som lå 11 km længer væk. Den lå tæt på vejen og der var god plads. Måtte også rejse teltet i regnvejr, og det hele så faktisk temmelig håbløst ud. Vi snakkede med en svensker og han fortalte at det havde været dårligt vejr der de sidste 3 uger. Sendte SMS til Torben og bad om en vejrudsigt. Tilbagemeldingen lød på regnvejr i morgen også og derefter fint.

Til al held blev der en pause i regnen, så vi kunne sidde ude og spise vores aftensmad, og dele en flaske billig spansk rødvin. Flasken var uden etiket, og vi havde købt den tidligere på dagen i et Aldi marked til under 4 kr. Den var rigtig god til prisen.

 

Torsdag 3.maj " Smuttur til England"

Regnbyge hen på morgenstunden, men da vi stod op ved 9 tiden skinnede solen heldigvis så vi kunne få tørret alt vores våde grej. Først ved middagstid var vi klar til at køre. Vores PC har det vist ikke så godt mere. Den er frygtelig længe om at starte op om morgenen, og kommer med forskellige fejlmeddelelser. Den har også et hårdt liv med rystelser fra dårlige veje og de utallige vejbump i byerne.

Kørte igennem de riges legeplads, Marbella og fortsatte mod syd til Gibraltar. Det er faktisk engelsk territorium, så vi skulle igennem toldkontrol og vise pas og det hele.

 

Vi kørte helt ud til det sydligste punkt, Point Europa, hvor der står et fyrtårn og en moske. Vi spiste vores frokost derude imens vi nød udsigten over til Afrika og det trafikerede smalle stræde. Vi er nu kommet så langt sydpå vi havde planlagt og herefter går det nordpå og hjemad.

Tilbage i Spanien søgte vi efter en campingplads lidt før Algaciras, men fandt den ikke. Fortsatte så mod Tarifa hvor vi vidste der skulle være mange pladser. Flot tur gennem frodigt og grønt bjerglandskab. På bjergkammene stod hundredevis af store vindmøller på rad og række. Snart kunne vi se den store strand med alle kitesurferne ved Tarifa. Kørte først ind til den lille by for at få noget information om campingpladserne og turene til Tanger i Afrika, som vi måske vil prøve hvis vi orker. Fandt nemt Campingpladsen ”Rio Jara” som ligger tæt på den brede flotte strand. Gik tur på stranden om aftenen og så flot solnedgang. Nu håber vi på at vi får noget godt vejr fremover.

En lille mini Nicklas holder til omkring vores telt, men vi tør ikke give katten noget da vi så nok slet ikke slipper af med den igen.

 

Fredag 4.maj "Fridag"

Vi holder fri i dag. Ved middagstid klarede det op, så vi gik en tur til stranden. Flot bred sandstrand og masser af kite surfere, nok over 50. Vandet var også godt med nogle gode bølger. Fik dog lidt rigeligt med sol erfarede vi senere.

Om aftenen kørte vi ind til Tarifa for at sende mail hjem. Da vi endelig fandt en internet cafe var den lukket. Det viste sig så bagefter at der var trådløs netforbindelse i baren på campingpladsen, men den var for langsom til at den kunne bruges til noget.

 

Lørdag 5.maj " Tur til Marokko"

Tidligt oppe for at bestille Tanger tur inden kl. 9. Kl. 10 kørte en mand fra campingpladsen os til færgen i Tarifa.

Var i Tanger ved 12 tiden europæisk tid, men da der er 2 timers tidsforskel var klokken kun 10 i Marokko. Vores guide stod klar til at modtage os, og vi startede med en bustur rundt til byens seværdigheder. Derefter blev vi sat af i den gamle bydel. Vi gik så igennem de smalle skumle gyder hvor det myldrede med meget energiske gadesælgere som ville sælge alt muligt til os. Det var næsten ikke til at slippe af med dem, og mens de forfulgte os blev prisen hele tiden sat ned, og endte ofte på 1/3 af det de oprindelig forlangte.

   

Kom forbi et gammelt bageri hvor vi købte lækkert nybagt brød. Vi så tilslørede kvinder og nogle som stod og vaskede tøj ved en vandpost i gaden. Der ligger også mange små butikker i gaderne som sælger fine grøntsager og alt hvad man ellers behøver i husholdningen, billigt og af god kvalitet.

Ved 2 tiden var vi inde og spise på en fin restaurant. Suppe, kebab, kylling med koskos og til sidst skoldhed myntete med en meget sød kage til. Fire musikere sad og spillere under spisningen. Fik også snakket lidt dansk med nogle danskere som også var med. Det var en far med 2 børn på 5 og 7 år. De var fra Sorgenfri og han var ansat på DTU. Børnene var meget snakkesaglige og kom hen for at snakke og pjatte med os flere gange på resten af turen. Efter middagen gik vi igen i de smalle gader forfulgt af gadehandlere. Var også inde et sted hvor vi fik vist en masse ægte tæpper af meget fin kvalitet, men jeg tror ikke de fik solgt nogle til vores selskab.

Da vi kom ud af den gamle bydel holdt der en bus klar, og vi blev nu kørt op i kvarteret hvor de meget rige bor. Det kaldes ”Californien”. Kæmpe villaer højt beliggende og med udsigt over hele byen. Mener guiden fortalte at grundpriserne er 1000€ pr. kvm. Her er der virkelig stor forskel på rig og fattig. Der var også et stop hvor det var muligt at få en ridetur på en kamel, men da det nærmest var på en parkeringsplads, blev vi i bussen.

Kl. 18 blev vi sat af ved færgen, og efter endnu en gang meget omstændelig told og paskontrol, kunne vi gå ombord på hurtigfærgen tilbage til Tarifa. Transport fra færgen og tilbage til campingpladsen var ikke inkluderet i prisen, så vi valgte at gå de ca. 5 km. Hjemme ved 21 tiden hvor vi stadig kunne sidde ude og få lidt brød med pålæg og et glas rødvin, og samtidig fordøje dagens mange fremmedartede indtryk.

 

Søndag 6. maj "Mod Sevilla"

Det tordnede og regnede i nat, men her til morgen er det fint vejr igen, næsten for godt til at forlade den fine strand.

Checker alligevel ud kl. 12 og kører mod Sevilla. Drejer fra ved Conil for at finde et sted at holde middagspause.

Vi kom lige ned til den flotteste sandstrand uden ret mange mennesker. Lå lidt og solede os og var også en tur i vandet, inden vi gik tilbage til bilen. Fandt en bænk i nærheden hvor vi sad og spiste vores frokost.

Var i udkanten af Sevilla ved 17 tiden, men kørte nok rundt en time for at finde en campingplads. Måtte spørge os for flere gange, og til sidst holdt vi ved en mur hvor der stod ”Camping Willsom”. Så var det bare at følge muren indtil vi kom til indgangen.

Der var godt fyldt op på pladsen, men vi fandt en dejlig plads under palmer og blomstrende og velduftende træer. Det har været meget flot vejr i dag, nok tæt på 30°.

 

Mandag 7. maj "Sevilla"

Tog bussen ind til Sevilla 11:30. Den kørte os ind til centrum hvor vi stod af og derefter gik rundt i byen.

 

 

 Først til Plaza Espana, et stort flot helt symetrisk bygningsværk hvor der er brugt meget keramik til udsmykningen. Bagefter gik vi gennem det gamle hyggelige kvarter Santa Cruz som er en labyrint af små maleriske gader. Vi spiste også en let frokost på en af de mange små fortovs cafeer. Så også den store flotte domkirke med Giralda tårnet. Byen er fuld af meget flotte bygninger og der er en rigtig god stemning over den. Ved 6 tiden havde vi dog fået nok af at gå rundt i de 30° varme som det kom op på i dag. Gik derfor tilbage langs floden Rio Guadalguivir til busholdepladsen.

 

Da vi var hjemme smurte vi et par baguetter som vi nød med et glas koldt øl til.

Bagefter tog vi bilen og kørte til et nærliggende Carrefour supermarked for at handle. Det var mange mennesker ude at handle trods det sene tidspunkt, og vi fik da også købt godt ind bl.a. en stor sæk appelsiner. Var først tilbage igen kl. 22.

 

Tirsdag 8.maj " Milde Algarve"

Kørte fra campingpladsen kl. 11, først i retning mod Sevilla. Derefter ind på ringvejen som førte os op til motorvejen til Huelva. På et tidspunkt var der tæt kø kørsel pga. vejarbejde, men ellers gik det meget fint.

Ved et tiden kørte vi over floden Guadiana og kort efter grænsen til Portugal som kun er markeret med et skilt. De sidste 50 km havde vi forgæves søgt efter en benzintank så vi kunne få fyldt tanken med billig spansk benzin. Vi havde på fornemmelsen at det nok ville være lidt dyrere i Portugal. Kort efter grænsen tog vi ind på en turist information for at få oplysninger om campingpladser langs Algarvekysten. Drejede hurtigt fra motorvejen og ned på en mindre vej som går tæt på kysten, og ved to tiden holdt vi frokostpause ved Monte Gordo hvor der også blev tid til at ligge lidt på den fine strand og bade. Det er nu Atlanterhavet vi bader i, men det var nærmest havblik og ikke koldere end Middelhavet..

Ja vi måtte også have fyldt tanken op, og ganske rigtigt var benzinen ca.2,50 kr. dyrere i Portugal.

Fandt forholdsvis nemt en campingplads i Fuseta lidt før Faro. Lå ved siden af et svensk par fra Örebro. De gjorde os opmærksomme på at vi skulle stille uret en time tilbage, så vi fik pludselig en lang aften. Det var dejligt lunt om aftenen, så fleece trøjerne blev pakket væk.

 

Onsdag 9.maj "Nærmeste omvej"

Svenskerne havde været i Portugal flere gange, så vi fik lige nogle gode informationer om campingpladser i Lissabon inden vi sagde farvel til dem.

Vi skulle kun køre en kort strækning hen til en anden strand, men turen kom alligevel til at tage 3 timer inden vi havde fundet pladsen i Quarteira. Fik slået teltet op i skygge under nogle store eukalyptus træer, så det minder næsten om Australien. Der mangler bare at der sidder en koalabjørn oppe i træet.

Har ellers nu fået købt en campingguide hvor pladsernes GPS koordinater også er opgivet, men det skal vi også lige lære at bruge. Der er også lidt uoverensstemmelse mellem kort og GPS position her hvor vi er nu.

 

Torsdag 10. maj "Fridag"

 

Har brugt dagen til at slappe af ved stranden. Gik derned allerede om formiddagen og gik så hjem for at holde siesta kl.13, hvor solen er allerværst. Var der nede igen et par timer om eftermiddagen så vi fik den sol vi kunne tåle og badet mange gange. Dejlig strand og vand, og slet ikke overrendt.

Om aftenen gik vi en tur i byen, hvor vi også spiste dejlig aftensmad. Grillet kyllingebryst i svampesovs og med salat og pomfritter til.

 

Fredag 11. maj "Golden Gate"

Klar til at køre allerede kl. 10. Kørte den nærmeste vej ud til motorvejen A2 som vi skulle følge de 260 km til Lissabon. Det er betalingsvej og der var næsten ingen trafik. Meget af vejen kørte vi igennem et savanne lignende landskab med græs og enkeltstående træer. Vi så enkelte får og kreaturer som græssede, men ellers virker det meget øde og tyndt befolket. 20 km før Lissabon kørte vi ind på en rasteplads for at få startet computeren op og få planlagt hvordan vi skulle finde ind til pladsen, som ligger inde i byen. Fik plottet pladsen ind ved hjælp af GPS koordinater, og skrevet vejnumre mm. ned. Da vi følte os helt klar begav vi os ud på det sidste stykke motorvej ind til storbyen. Trafikken var efterhånden tæt og kort før broen skulle vi igennem endnu et betalingsanlæg. Spændende at køre over Rio Tejo på den røde hængebro som ligner Golden Gate broen i San Francisco til forveksling. Flot udsyn til byen og floden oppe fra broen.

Det gik over alt forventning med at finde pladsen, så vi var der allerede kl. 13. 

I onsdags brugte vi 3 timer på at køre og finde en campingplads som kun lå omkring 50 km væk, så godt vi også har nogle succeser engang imellem.

Campismo Lisboa ligger i et stort grønt område lige vest for byen, så vi ligger nærmest i en skov af store eukalyptustræer. Der er noget trafikstøj, men det følger jo med når man vil bo centralt.

I morgen tager vi med på en sightseeing tur her fra pladsen, hvis der altså bliver tilslutning nok.

 

Lørdag 12.maj "Med sporvogn"

Bussen gik fra pladsen kl. 10 og kørte os ind til byen.

 

   

Først kom vi igennem det rige kvarter, Belem, hvorefter der blev stop ved den store katedral, Mosteiro dos Jeronimos og Tore de Belem, som er et fæstningsværk som oprindeligt blev brugt som forsvar mod pirater. Så også det særprægede monument, Monumento dos Descobrimentos,  helt nede på havnekanten. Derefter var der stop for en gåtur gennem et af Lissabons gamle og mest maleriske kvarterer. Til sidst blev vi kørt ud til den botaniske have. Derfra kørte bussen tilbage til campingpladsen, men vi synes ikke vi havde set nok og valgte at sige farvel og finde hjem på egen hånd. Der var et stykke vej at gå tilbage til centrum, men undervejs var vi inde og købe en let frokost.

Tilbage på hovedstrøget købte vi en billet for at komme op i et gammelt udsigtstårn. Flot udsigt over byen og floden. Efter en kop kaffe på en fortovsrestaurant steg vi på en af de gamle sporvogne. Det viste sig at vi også kunne bruge billetten fra tårnet til bus og sporvognskørsel. Det var en oplevelse at køre gennem byen med den gamle sporvogn. Vi kunne nok havde gået turen hurtigere, da vi måtte holde stille i lang tid for en bil som havde parkeret for tæt på sporene. Politiet kom også til og endelig dukkede ejeren op og fik bilen flyttet og nok også en alvorlig snak med politiet. Prøv selv en tur med sporvogn (videoklip3,6Mb)

Købte lidt ind hos en lille købmand, og fandt så hen til bus nr. 714 som skulle køre ud til campingpladsen.  Den lange tur tilbage til campingpladsen kunne vi også køre på vores billet, så vi havde fået rigtig god valuta for de 2€ billetten havde kostet. Hjemme kl.18 og spiste aftensmad med friske jordbær til dessert.

 

Søndag 13.maj "Birthes dag"

Kører af sted fra Lissabon kl. 10 med kurs mod Madrid. Havde fået nogle tips om campingpladser på vejen, af vores tyske naboer. Der var ca. 200 km til den spanske grænse, og da vi nu vidste at benzinen er næsten 3 kroner billigere i Spanien prøvede vi om vi kunne nå den på vores sparsomme benzinbeholdning. 50 km før grænsen turde vi ikke vente længere og kørte ind på en tank og fyldte på for 10€, så vi var helt sikre på at vi kunne nå den første tankstation i Spanien. Det er betalingsvej til grænsen men derefter er det gratis. Der var næsten ingen trafik på motorvejen måske fordi det var søndag, så vi havde allerede kørt 500 km ved kaffetid. Drejede fra motorvejen og ned til en sø og en lille by Cazalegas ca. 100 km før Madrid. Fandt pladsen uden problemer, og vi havde ikke engang fået startet computer og GPS op i dag.

Efter vi havde fået indrettet os gik vi en tur til den nærliggende by. På torvet var der en cafe hvor vi satte os og fik et glas cola med is og en lille kartoffel tapas til.  Imens kunne vi sidde og betragte hele 4 storke reder omkring torvet. De tre var i hvert fald med unger i, og forældrene havde travlt med fodringen. Jeg tror at Ribe ville være meget misundelige på byen her, og det er tilsyneladende så almindeligt her og slet ikke nogen attraktion. Det var nok kun os som sad og kiggede på dem

På vejen hjem plukkede jeg en buket vilde valmuer og hvad jeg eller kunne finde langs vejen og gav Birthe. Hun havde nemlig fået et par SMS er fra børnene som ønskede tillykke med mors dag.

 

Mandag 14. maj "Træls dag"

Dagen var faktisk ikke værd at skrive hjem om, men det hele kan jo ikke være lutter lagkage.

Afsted ved 10:30 tiden.

 

Gjorde et kort stop ved torvet med storkene. Vi havde ikke fotoapparat med i går, så i dag vil vi have et billede af storkene. De var hjemme i alle fire reder så det blev til lidt billeder.

Første mål på dagens etape var hovedbanegården i Madrid hvor vi ville prøve om vi kunne bestille billet til biltoget hjem fra Narbonne til Hamborg. Fandt endelig derind og måtte stå længe i kø til ingen verdens nytte. Manden ved skranken kunne ikke meget engelsk men prøvede dog at finde togruten på hans system, men uden held. Vi gik så ud i byen for at finde en internet cafe hvor vi selv kunne bestille. Det lykkedes at finde en cafe, men det viste sig desværre at alt var udsolgt til d 19 maj. Vi skrev os på venteliste og vil så få besked hvis der skulle blive plads. Regner dog med at vi nok må køre selv hele vejen hjem.

Vi havde derefter ½ time tilbage på vores parkeringsbillet, så der blev også tid til frokost og en kort sightseeing. Parkeringsvagten kredsede i nærheden, men der var 1 minut igen, da vi kom tilbage til bilen.

Fandt med lidt besvær ud af byen og kørte mod Zaragossa, hvor der skulle ligge en campingplads. Da vi nåede frem til det sted vi regnede med at den skulle ligge spurgte vi på en tankstation. De mente at den var nedlagt og at der ikke var nogen plads i byen mere. Nu var gåde råd dyre. Den nærmeste efter vores kort lå i Lleida 125 km længere væk. Kl. 22 havde vi efter nogen spørgen om vej fundet pladsen, men det var helt mørkt nu og pladsen var lukket. Der var dog et stykke jord med græs og nogle træer udenfor, hvor vi hurtigt fik slået teltet op og kom i soveposerne.

Rigtig træls dag

 

Tirsdag 15. maj "Mini staten Andorra"

Vågnede ved 8 tiden, stod op og pakkede hurtigt sammen. Nåede dog lige at børste tænder, men ellers kørte vi med det samme for ikke at få ballade hvis ejeren skulle opdage at vi havde ligget uden tilladelse.

Da vi var kommet lidt ud af vejen mod Andorra holdt vi ind på en lille grusvej og lavede kaffe og spiste morgenmad. Det blev også til lidt vand i hovedet og en gang barbering. Derefter videre mod Andorra. Landskabet blev mere bjergrigt og flottere jo nærmere vi kom Pyrenæerne og snart kunne vi skimte de første tinder med sne på. Efter ca. 125 km kørte vi over grænsen til den lille bjergstat Andorra, som er en selvstændig stat og skattefrit smørhul.

Gjorde stop i Andorra la Vella, som er ministatens hovedstad. Byen er præget af det store toldfrie salg til de10 mio. turister som besøger landet årligt. Vi var inde i et af de store varehuse, men købte kun fødevarer som der også var en hel etage med. Fik også fyldt tanken op da benzinen kun koster 1€ her.

 Holdt ind på en vigeplads med en meget flot udsigt, spiste frokost, drak kaffe og fik også ½ time på ryggen, inden vi fortsatte mod den franske grænse.

Måtte over et pas i 2400 meters højde hvor der endnu lå meget sne og temperaturen kun var 10°. Vi så også nogle af de alpine skianlæg, og det siges at deres skisæson er på ½ år.

Ved grænsen var der lidt kø, da der er temmelig grundig toldkontrol når man kører ud, i modsætning til når man kører ind i landet. Nu gik det nedad i hårnålesving og vi fik begge propper i ørerne. Pludselig fik vi øje på en campingplads og vi drejede ind på den selvom vi egentlig havde planlagt at tage en længere fremme. Vi ville ikke risikere det samme som i går, og er faktisk også lidt trætte af at køre nu.

Dejlig plads og efter vi har fået et varmt bad, Birthe har stegt kyllingefileter og en flaske rødvin er kommet på bordet,  ja så er det nu ikke så dårligt af være på farten.

Frygter dog det bliver en kold nat, da vi stadig er oppe i 1200 meters højde.

 

Onsdag 16. maj "Morgenkaffe på sengen"

Vi frøs bravt i nat da det kun var omkring 5°. Fik oven i købet en regnbyge lige før vi skulle op, så det blev morgenkaffe på sengen.

Heldigvis holdt det op med at regne så vi fik pakket sammen i tørvejr. Kørte mod Pepigann som ligger ude ved kysten og derfra ad motorvejen op mod Narbonne. Det første stykke af vejen var stadig ad bjergveje med hårnålesving men nu gik det nedad det meste af vejen, og det var nu helt slut med Pyrenærene. I Narbonne holdt vi lige ind ved DB AutoZug for at forhøre os om hjemtransport. Det hele var dog lukket, da der ikke var nogen afgang i dag,

Derefter kørte vi ud til Cap de Agde for at finde en campingplads. Stedet er kendt for sin store naturistby, et stort lukket område med hoteller butikker og en stor campingplads lige ned til stranden. Det var ikke lige noget for Birthe, så vi fandt en anden campingplads lidt derfra. Vejret er nu heller ikke lige til at gå uden tøj, men vi håber det bliver bedre i morgen.

 

Torsdag 17.maj "Stegt flæsk"

Var på stranden men det var noget overskyet. Alligevel blev jeg lidt forbrændt der hvor jeg ikke havde fået så meget sol i forvejen.

Gik tur i byen om aftenen. Det er en rigtig turistby som er omgivet af et utal af campingpladser og ferieboliger ned til den fine strand.

 

Fredag 18. maj "Rigtig ferie"

Gik til stranden kl. 11 og var der et par timer inden vi gik hjem til frokost og siesta.

Igen til stranden om eftermiddagen og vi var nu efterhånden godt brune over hele kroppen.

 

Lørdag 19. maj "Til Schweiz uden penge"

Vågner igen op til flot solskinsvejr, men desværre, vi skal jo være hjemme senest d. 24. maj så vi må pakke sammen og sige farvel til en dejlig campingplads og strand. Køre langs den mange kilometer lange strand mod Sete, hvor vi kommer på motorvejen nordpå mod Lyon. For at slippe for de høje motorvejsafgifter i Frankrig, vælger vi at køre mod Geneve i Schweiz. Derfra videre mod Neuchatel hvor vi fandt en camping plads, Paradis Plage i Colombie, helt ned til søen.

 

Det viste sig at vi skulle betale en engangsafgift på 30 franc for at køre på de schweiziske motorveje, men det er rimeligt nok, da vi meget af tiden kørte under jorden i nye flotte tunneller.

Vi undrede os meget over det høje prisniveau i Schweiz indtil vi fandt ud af at priserne var i franc og ikke euro. Heldigvis havde vi fået 5 franc tilbage da vi betalte vejafgiften med euro, så vi havde lige nok til at vi kunne købe et brød. Må indrømme at det er meget praktisk med en fælles mønt og åbne grænser når man er på rejse, men man opdager jo knapt nok at man krydser en grænse mere. Ofte er der kun et lille skilt som markerer det. Her i Schweiz er der rigtig told- og paskontrol og man er virkelig klar over at nu er man kommet til et andet land.

Var først fremme kl. 20:30 og receptionen var lukket. Jeg gik ned til pladsens restaurant og fik dem til at ringe efter nogen, og vi fik checket ind..

 

Søndag 20. maj "Flad fornemmelse"

Meget lun nat men desværre havde vores luftmadras tabt luft og var halvflad hen på morgenen.

På motorvejen kl. 11. Først mod Basel og grænsen til Tyskland, og derefter over Karlsruhe til Main, hvor vi kørte på mindre veje langs Rhinen. Kørte ind på den første plads vi kom forbi, Hattenheim am Rhein, og havde teltet slået op 18:30.

Vi ligger lige ud til Rhinen, og kan se alle flodprammene sejle forbi. Jeg undrede mig lidt over hvordan de kunne styre lange pramme, ofte 2 koblet sammen, i den kraftige strøm.

Det var også en varm tur i dag og yderligere måtte vi 2 gange holde i kø pga. trafikuheld og vejarbejde. Der var tæt trafik på hele strækningen, nok fordi mange ligesom os vælger at køre på de gratis veje i Tyskland frem for betalingsvejene i Frankrig.

Går tur langs Rhinen om aftenen og kommer forbi et lille hyggeligt udskænkningssted. Birthe giver et glas koldt hvidvin som vi nyder i aftenskumringen.

 

Mandag 21.maj "Am Rhein"

Flot morgen og solen varmer godt fra morgenstunden. Har ikke sovet så godt da luftmadrassen var flad hen på morgenstunden.

 

Kører først langs Rhinen og gør holdt i Rüdesheim, hvor vi får købt lidt ind og går en tur i byen. Efter Lorely drejede vi af og kørte mod motorveje til Dortmund. Flot tur gennem store skove, men man kommer ikke så hurtigt frem ad de små veje som går igennem mange byer. Da vi kom på motorvejen gik det bedre trods vejarbejde og hastighedsbegrænsning mange steder. Efter Osnarbrück drejede vi af for at finde campingpladsen. Den ligger ved en sø men var svær at finde. Meget flot plads og billig hvis man kun lige skal have en enkelt overnatning.

Omkring pladsen er der mange aktivitetsmuligheder, som go-karting, klatrevæg, mountain bike og så noget som jeg ikke har set før. Vandskiing trukket rundt på en stor sø af en slags tovbane. www.strandarena.de

Købte Wienersnitzel som vi spiste samtidig med vi så på vandskiløberne. Det er vores sidste aften på denne ferie og vi regner med at køre hjem i morgen.

 

Tirsdag 22.maj "På pumperne"

Måtte op i nat for at pumpe luftmadrassen, og alligevel var den flad igen hen på morgenstunden. Godt vi er ved at være hjemme igen. Pakker sammen for sidste gang og vi begiver os ud på den sidste etape hjemad. Da vi først havde fundet ud på motorvejen, var det nemt blot at følge den til Bremen, Hamborg og Flensburg. Der var selvfølgelig kødannelse flere steder bl.a. ved Elb tunnelen. Var inde og handle lidt for vores sidste euro i Flensburg, og var hjemme i Sønderborg kl. 17.

 

Det blev til 31 overnatninger og til over 6000km på landevejen.

Vores trofaste lille slider, Poloen, har kørt upåklageligt på hele turen og har kun fået påfyldt benzin.

Turen har været lidt hård ind imellem, og vi skulle nok have brugt mindst en uge mere. Så kunne vi have holdt nogle flere kørefri dage, og set noget mere af Sydfrankrig, men der skal jo også være noget til en anden gang.

 

25.05.07 Birthe og Mogens